Gå til indhold

Konfirmation

Min ældste datter skal snart konfirmeres. Det er selvfølgelig spændende og lidt specielt, at hun allerede er blevet så gammel i betragtning af, at jeg ikke er blevet så meget ældre, som hun er...

Vi er derhjemme i gang med forberedelserne og jeg er i gang med at tænke over, hvad jeg skal sige til hende på den store dag. Det har også fået mig til at tænke over noget, jeg også før har tænkt noget over, nemlig hvad er konfirmationen egentlig for en størrelse. Det er jo ikke noget, der bliver beskrevet i Det Nye Testamente, men derimod en skik, der på et tidspunkt er opstået i den kirkelige tradition.

Det bliver ofte sagt i forbindelse med konfirmationer, at konfirmanderne dér bekræfter deres dåb. Men hvad betyder det? Og er det en god måde at beskrive konfirmationen på? Hvis dåben er Guds gerning, hvordan kan et menneske så bekræfte denne gerning? Jeg opfatter ikke dåben, som noget jeg er i stand til at bekræfte. Dåben er derimod en gave, jeg må få lov til at tage imod, og der er forskel på at tage imod en gave og så bekræfte noget.

Men konfirmation betyder vel bekræftelse og måske er det troen, som konfirmanden bekræfter på den store dag. Det giver bedre mening, også i lyset af selve konfirmationsritualet, ifølge hvilket konfirmanden kan blive tilspurgt de samme spørgsmål, som dets forældre blev tilspurgt i forbindelse med dåben, såfremt konfirmanden blev døbt som lille. Så kan man spørge om det betimelige i at bede børn på 13 år om at bekræfte deres tro på den treenige Gud. Men hvornår er den rette tid egentlig til det? Er det ikke noget, den troende altid skal være parat til? Ikke desto mindre er der i kirkens tradition opstået et ritual, hvor mennesker på et særligt tidspunkt bliver bedt om at bekræfte troen offentligt.

Jeg kunne forestille mig − og også godt sætte mig ind i − at nogle konfirmander kan have lidt svært ved at forholde sig til det, de bliver spurgt til. Men hvis konfirmationsforberedelsen har været god, burde det nok kunne komme til at give mening. Bekendelsen af troen bliver ofte vanskelig, fordi vi mennesker har det med at gøre troen til noget andet, end det den er. Vi tænker, at troen er noget, vi skal give til Gud.  Men troen er ikke noget, vi giver Gud. Troen er de hænder, hvormed vi rækker ud efter den gave, Gud giver til os. Den gave, som bl.a. beskrives i den apostolske trosbekendelse. Troen er de hænder, hvormed vi rækker ud imod den Gud, vi trænger til, den Gud som trosbekendelsen beskriver som Faderen, Sønnen og Helligånden.

Derfor er trosbekendelsen er også en form for selvbekendelse, dvs. en bekendelse af det menneske man selv er. Troen er en bekendelse af, at man er et menneske, der har brug for den Gud, der i trosbekendelsen beskrives som Faderen, Sønnen og Ånden, og evangeliet er, at vi får lov til at tro og bekende, at denne Gud er vores Gud. Ikke fordi vi er værdige, men fordi han elskede os, før vi elskede ham. Måske de kommende konfirmationsfester kan blive en anledning til at vi sammen med konfirmanderne bliver mindet om, at vi er mennesker, der har brug for, at den treenige Gud tager hånd om os og fører os ad rette veje for sit navns skyld. Så ville konfirmationen give god mening, rigtig god mening faktisk.

Klaus Vibe
Adjunktvikar, cand.theol.