Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Korsets historie – korsets nutid

Hvorfor ingen kirkekors?

Der er noget ved korset, der fascinerer. Måske ligefrem sælger. I alle fald er der de seneste 10-15 år skrevet en stribe af bøger om korsfæstelse. Nogle om det vanvittige og morbide i den romerske tradition om korsfæstelse; andre om kirkens forhold til korset gennem århundrederne.

Sådan har det ikke altid været. Ikke hvis vi måler efter udbredelsen af kors i kirkelig kunst. Ganske overraskende, og uden at kunsthistorikerne helt kan finde den gode grund, gik der ca. 400 år til man begyndte af portrættere Jesus hængende på korset (krucifikset) og i virkeligheden ca. 400 mere til man begyndte at fremstille Jesus realistisk på korset: som lidende.

I panelerne på trædøren til Santa Sabina i Rom finder vi øverst, hvad der anslås til at være den ældste med sikkerhed kristne gengivelse af Kristus på korset. Motivet gengiver Kristus som levende og sejrende, og korset kan knapt ses. Foto: WikiMedia.

Hvordan forkynde korset, da der var kors?

Det kan heller ikke have været nemt. Prøv at tænke tanken: Mens der stadig hang halvdøde mennesker ved indfaldsvejene til Roms byer, forsøgte Peter, Paulus, Føbe, Junias og andre at forkynde historien om en korsfæstet mand som verdens bedste budskab.

Man kan nærmest fornemme bag Paulus’ ord i 1 Korinterbrev, at andre var af den mening, at ‘ordet om korset’ var det præcist modsatte af ‘Guds kraft’. Var der i virkeligheden grund til at ‘skamme’ sig over evangeliet (jr. Romerbrevet 1,16-17) i en romersk verden, der gik med æresbevisningerne uden på tøjet?

Men forkyndelsen i evangelierne, Paulus’ breve, Hebræerbrevet osv. er helt entydig: Korset var ikke bare et ’bump på vejen’ – det var vendepunktet og nøglen til påskens mysterium, der på en og samme gang forkynder os Kristus som den ‘korsfæstede opstandne’ (jf. Markusevangeliet 16,5).

 

Hvordan forsvare korset?

I den romerske verden, måtte lærde kristne forfattere derfor helt fra begyndelsen af forsvare sig mod anklager om tankemæssige uredelighed fra græske filosoffer. Mest kendt er dem fra filosoffen Celsus, der mente, at selv en fordrukken gammel dame, der skulle lulle et barn i søvn, ville være skamfuld over at skulle fortælle en sådan historie om en korsfæstet gud.

Den store latinske teolog, Augustin, gengiver ligeledes en i og for sig morsom historie om en ulykkelig ægtemand, der søgte råd hos et orakel for at finde ud af, hvad han skulle gøre med sin hustru, der var gået over til kristendommen. Svaret lød, at han ville have større chancer for at skrive i vand eller at flyve som en fugl end at tale fornuft til en kone, der havde gjort en gud ud af en korsfæstet kriminel.

Så hvad gjorde de første kristne trosforsvarer som Justin, Origenes og Tertullian? Modsat Paulus, der så at sige inkasserede det intellektuelle nederlag, var en af deres strategier at gøre korset naturligt. Dets form findes over alt, argumenterede de: i en skibsmast, en plov, i hærbannere, selv i den menneskelige figur, når armene strækkes ud eller når øjenbrynene vokser sammen over næsen. Faktisk, triumferer Justin, kan verden slet ikke eksistere uden korsets form!

 

Kan man ikke blot afskrive korset?

En helt anden måde at forholde sig til korsets galskab på finder vi hos de strømninger i kirkens første århundreder, der endte med at blive dømt ude. I det såkaldte gnostiske eller doketiske skrifter findes der en række omtolkninger af Jesus på korset med det slet skjulte formål helt at afvise korset som kristent.

Gnosticisme henviser til det græske ord for ”indsigt”, og i de gnostiske skrifter findes der på forskellig måder forsøg på at indvie læseren i, at Jesus ikke led på korset, men fx byttede plads med Simon af Kyrene eller kun led ”tilsyneladende” i kødet, mens hans åndelige jeg steg op gennem himlene.

Sandsynligvis finder vi en afvisning af dette ’afviste kors’ i 2 Johannesbrev, hvor der advares mod de mange bedragere, der drager rundt og forkynder, at Jesus ikke er kommet i kød.

 

Det sejrende kors

Historien om, hvordan kejser Konstantin i år 311 så et korstegn i skyen med indskriften: ‘Ved dette tegn skal du sejre’, gengives ofte som den store vending i korsets overgang fra romersk til kristent. Det er da også rigtigt, at Romerrigets første kristne kejser straks lod fremstille et korsbanner så tungt belæsset med guld og ædelsten, at det krævede sin soldat at stå ret.

Men det er nok mindre kendt, at der stadig skulle gå henved 100 år, før vi får eksempler på krucifikser, der gengiver Kristus på korset. Det ældst kendte eksempel kan ses den dag i dag i trædøren til Santa Sabina kirken i Rom og skønnes at være fra år 420. Fra samme årti har vi også et andet krucifiks i form af de elfenbenudskårede Maskell-paneler, der gengiver scener fra Jesu liv.

Disse to ældst kendte krucifikser har et fællestræk: Kristus gengives som sejrherren på korset. Han kigger med åbne øjne ud mod beskueren uden antræk af lidelse.

Derved giver de et visuelt udtryk for den nok mest dominerende kristne tolkning af korset med dybe rødder i Ny Testamente: På korset hænger ”jødernes konge”. Jesu død viser sig der som den ultimative sejr over synd, død og djævel.

Et smukt udskåret skrin til smykker eller nadverelementer er et af de to ældste uomstridte kristne gengivelser af Jesus på korset, vi kender til (dateres til ca. år 420-430). Kristus er her fremstillet som sejrherren, der i modsætning til døden og sorgen omkring har hovedet løftet og blikket rettet let mod himlen. Foto: British Museum

Det bevægende kors

Men der er også et andet krucifiks. Måske endda det vi er bedst kendt med; det hvor Kristus har hovedet på skrå, tornekrans og blod løbende fra sår i siden. Den lidende Kristus.

Der skulle gå 400 år, måske snarere 600 år, mere til det begyndte at blive udbredt i kirken. I det 8. og 9. århundrede var den østlige byzantinske kirke plaget af heftige stridigheder om, hvad der kunne gengives billedligt. Billedknuserne med den strenge fortolkning tillod kun det tomme kors, mens fortalerne for kunst også promoverede krucifikset for at understrege Kristi menneskelighed.

I den katolske kirke blev det i middelalderen efterhånden det mest udbredte og brugt til fordybelse i og bevægelse over Kristi lidelser. I de reformatoriske kirker derimod var man splittede. Mens de reformerte kirker foretrak det abstrakte kors, tillod Luther også den lidende Kristus som et pædagogisk virkemiddel, og nogle af de mest livagtige gengivelser heraf blev malet af Cranach den Ældre.

Det forbliver dog en stor gåde for kirkehistorikere, hvorfor der skulle gå så lang tid, før kirken billedmæssigt omfavnede det ‘romerske kors’ i dets fulde omfang, herunder pinslerne. For beskuelsen i passionshistorien og dermed Jesu fysiske lidelser finder vi i skriftlige kilder langt tidligere i fx refleksioner over påskens lidelseshistorie og nadverens offer.

På reformationstiden var der stridigheder om, hvordan korset skulle gengives. I den lutherske lejr fastholdt man den katolske tradition for gengivelser af den lidende Kristus på korset. Her ses et maleri af Lucas Cranach den Ældre, hvor Kristus har hovedet på skrå, tornekrone og spydsår i siden. Foto: WikiMedia

Korsets kanon og leveregel

Det sejrende og det bevægende kors! De udspænder meget godt de to kors, der har løbet parløb i kirkens historie.

Vi finder begge nuancer af korset hos Paulus. Jesus var på korset kongen – sejrherren! – og han var det slagtede lam, soningsofferet.

Præcis den dybde i korset ville Paulus ikke give slip på. I virkeligheden var korset for Paulus alt andet end det, denne blog har handlet om: ‘historie’. For Paulus var korset nutid, det var blevet hans liv.

I sit heftige brev til galaterne slutter han med at give afkald på al jødisk og romersk ære for at være stolt alene af ‘Jesu Kristi kors’ og fortsætter: ‘Alle, der vil leve efter denne regel: Fred og barmhjertighed være med dem’.

For Paulus var korset blevet en leveregel. Eller på græsk: Det var blevet ‘kanon’.

Jesu kors er i den kristne tro alt andet end et ’bump’ på vejen: Det er en gave og en indgang til et nyt liv, hvor ‘levereglen’ er kærlighed og afkald frem for magt og ære.

 

Blogindlægget er en bearbejdet udgave af en artikel bragt i Kristeligt Dagblad d. 29.3.2021: https://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/romernes-kors-var-mindst-400-aar-om-blive-til-kirkens-kors.

Morten Hørning Jensen
Lektor/førsteamanuensis, akademisk leder, cand.theol., ph.d.