Gå til indhold

Kristendommen og den stoiske filosofi

Mit ærinde her er hverken at reklamere for - eller at advare imod den stoiske filosofi. Denne filosofi rummer for mig at se en del livsvisdom, som flugter godt med en kristen livsindstilling.

For ikke så lang tid siden læste jeg en artikel på det fine medie Zetland: “Hvorfor alt fra erhvervsbosser til topatleter er begyndt at læse en 2.000 år gammel filosofi.” Artiklen er en beskrivelse af det forhold, at den stoiske filosofi er blevet populær i vide kredse i den vestlige verden. Se evt. artiklen HER.

I artiklen kan man læse om, hvorledes prominente personligheder som John F. Kennedy, vores egen danske Svend Brinkmann og adskillige ledere i tech-industriens hovedsæde i Silicon Valley finder inspiration i denne gamle filosofi. Internettet indeholder da også nok af ressourcer omkring den stoiske filosofi.

Mit ærinde her er hverken at reklamere for eller at advare imod den stoiske filosofi. Denne filosofi rummer for mig at se en del livsvisdom, som flugter godt med en kristen livsindstilling. Flere nytestamentlige forskere mener da også, at de kan finde flere lighedstræk mellem Paulus’ tænkning og den stoiske filosofi, som var meget udbredt på Paulus’ tid og i den verden, han levede i.

Stoikerne var fx overbeviste om, at social status ikke var afgørende for den menneskelige lykke. Paulus synes at mene det samme og afviser således også at tilskrive sine jødiske statussymboler nogen som helst værdi i forhold til sin egen livslykke (Fil 3,1-10). Paulus og stoikerne var således fri fra at lade deres egen lykke afhænge af andre menneskers anerkendelse.

På samme måde var stoikerne overbeviste om, at menneskets lykke ikke var afhængig af deres livs ydre omstændigheder. Menneskets evne til at forholde sig konstruktivt til sit livs ydre omstændigheder var derimod af afgørende betydning for menneskets lykke. Det er naturligvis ikke altid så let – noget som stoikerne i øvrigt var fuldt ud bevidste om – men det er alligevel meget fornuftigt al den stund, der er mange omstændigheder i vores liv, vi som mennesker ikke har nogen indflydelse på. Paulus ser ud til at tænke på en lignende måde, når han skriver til filipperne: Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod, både at være mæt og lide mangel. Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft (Fil 4,12).

På et punkt skilles Paulus’ og stoikernes veje dog, og det er i forholdet til døden. Det var ifølge stoikerne essentielt for mennesket at lære at omfavne eller at give sit samtykke til de ting, mennesket alligevel ikke kan ændre på. Dette inkluderer selv sagt døden. Stoikerne anså døden for at være en naturlig del af tilværelsen, og som sådan var døden hverken at betragte som et gode eller som et onde. Derfor skal mennesket heller ikke søge at undgå døden; mennesket bør i stedet bestræbe sig på at lære ikke at frygte døden.

Måske er der også her nogle lighedstræk mellem Paulus’ og stoikernes forhold til døden. Paulus kan tale om døden som en vinding, fordi han anså døden som en  indgang til livet med Kristus (Fil 1,21). Paulus ser således helt klart ud til at have forliget sig med tanken om, at han skulle dø. Men Paulus forsoner sig ikke med døden. Døden forbliver for ham en fjende (1 Kor 15,25-27), og han ser derfor også frem til den dag, hvor døden er opslugt og endegyldigt besejret (1 Kor 15,54). Det gjorde han, fordi han havde mødt den opstandne Kristus, og dette møde havde været med til at give ham håbet om, at døden en dag ikke længere skulle være et uomgængeligt faktum.

Det kristne menneske kan således godt forlige sig med det forhold, at det skal dø engang, men det kristne menneske er lykkeligvis befriet fra at skulle forsone sig med døden. For det kristne menneske tror på ham, der brød dødens magt.

Vi er i fastetiden, så det er for tidligt at ønske glædelig påske.

 

Klaus Vibe
Adjunkt/førsteamanuensis, cand.theol., ph.d.