Gå til indhold

Landesorg

Hvor går danskere hen, når livet brænder på?

Det er ikke ofte, jeg gribes af landesorg. Almindeligvis er jeg stolt af mit land og glad for at bo i Danmark. Det er sandt, at klassisk kristentro er en sjælden fugl; og det tænker jeg da en del på. Særligt når jeg snakker med mennesker, der knap nok aner, hvad det er, de ikke tror på. Men ellers lever jeg i min kultur med stor nysgerrighed og appetit. Og jeg har aldrig kunnet snuppe den automatiske mekanik, hvormed mange kristne kritiserer og fordømmer en ikkekristen kultur.

Men så ser jeg for tiden en dansk dokumentarserie om familier, der lider hårdt under sygdom. Og de kæmper hårdt og flot. De søger de bedste behandlere, og de søger alternative helbredelsesmetoder. Dyre, besværlige og ofte smertefulde metoder. De går til terapi og til mindfulnesskurser for at komme igennem dagene. Det er alt sammen stærkt og bevægende at følge med i.

Så slog det mig: Der er ikke én af disse familier, der finder på at opsøge kirken. Eller begynde at bede (så vidt vi får at se). Det er så langt uden for horisonten, at selv ikke den mest længselsfulde eller desperate søgen efter hjælp finder på at gå dén vej.

Da blev jeg grebet af landesorg. Sorg over mit kære land. Sorg over det folk, hvor jeg blev døbt, og som lærte mig at bede, men som nu i så overvældende grad er blevet et efterkristent land.

Leif Andersen
Lektor, cand.theol.