Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Kristi Himmelfart og magtens ‘nu’

Hvad skal vi egentlig med Kristi Himmelfartsdag, når vi ikke kan holde konfirmationer og vores yndlingsfodboldhold ikke er i pokalfinalen? Svaret er at se, hvad Jesus laver, og hvem der har magten - nu!

Julen har sin krybbe; påsken sin tomme grav; selv pinsen bliver man i godt humør af med denne flok mænd ’on fire’. Men hvad med Kristi Himmelfartsdag? Helt ærligt: Jesus som raket? Hvad skal vi med denne mærkelige kirkeårsfest, når nu konfirmationerne er udskudte, og AGF taber de forkerte kampe til Randers?

Jeg vil godt række hånden i vejret og ærligt sige, at jeg synes, Kristi Himmelfart er sådan lidt svær at få til at give den store mening, der hvor den ligger pakket ind mellem kristendommens store fester. Hvad er meningen med Jesus, der farer til himmels og disciple, der måber?

Men for nylig kom jeg forbi nogle teologiske tanker, der stjal dagen tilbage fra fodbold og konfirmationer og placerede den dybt i den bibelske verden. Faktisk i hjertet selv. Kristi Himmelfart er – viser det sig – et bevis for, hvor god Gud er: Han gav det største navn og den øverste magt til ham, der er god. Og det ‘nu’!

Når Jesus farer til himlen som en raket, handler det ikke isoleret set om et overnaturligt under, vi skal stirre os blinde på, som var vi disciplene selv. Det handler i stedet om, hvad Jesu sejr i påsken fører med sig. Turen til skyen er i en bibelsk verden måden at sige på, at Jesus nu har taget plads ved Guds side i hans palads som Guds medregent.

Der blev påskens sejr så at sige sat i ’kosmisk gear’ over hele verden. Den blev effektueret. Jesus er ikke borte, i venteposition eller et billede i børnebibelen. Han er nu den med den øverste position, magt og myndighed. Han kæmper aktivt 24/7 ved Guds højre hånd. Hans øje er over al lidelse og nød. Han går i forbøn for os med dybe sukke.

Kristi Himmelfart fejrer vi Jesu nuværende arbejdsopgave som ham, der regerer og beder ved Guds højre hånd.

Det er godt. Faktisk lige så godt som Gud er god. I vores verden er det sådan, at alt med magt er som kodet til at misbruge magten. Sådan har det været, siden vi søgte at tage magten i egen hånd – på syndefaldets mørke morgen. Hvis der er noget, denne verden skriger på, er det derfor ”god magt”. Det er retfærdig magt. Vores forbilleder falder på stribe. Vi falder selv på stribe og må tage os selv i at bruge den magt, der nu er vores, egoistisk og til egen selvhævdelse.

Hver eneste gang, vi beder Fadervor, sender vi i virkeligheden også et suk afsted efter at se Guds gode magt in-action: ”… komme dit rige, ske din vilje …”!

Vi har sådan brug for, at den, der har magten, er god. Måske derfor er der så mange jubelråb over Guds magt og retfærdighed i Det gamle Testamente. Og en af dem, Salme 110, er faktisk den mest citerede i Det nye Testamente:

Herren sagde til min herre:

»Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

som en skammel for dine fødder!«

Det er magtsprog uden omsvøb. Det er sejrssprog. Det er brølet i Parken, når sejren er i hus.

Hvem kan have en sådan magt i sin hånd uden at blive korrupt, selvcentreret og ond? Hvem kan med et himmelsk perspektiv skue ud over verden og handle, så alting går mod det gode?

Det kan Han, der ikke havde røvet sin ret til at være lige med Gud – for han var lige med Gud – men som brugte sin magt på at være god! På at ydmyge sig selv for al denne verdens selvcentrerede ødelæggelse og afstand fra den gode Gud. Og dø for vores skyld. På et kors.

Hans navn er Jesus. Det er navnet over alle navne. Det eneste sted vi kan tilbede komplet godhed. Den eneste, der fortjener pladsen ved Guds side.

Den fik han Kristi Himmelfartsdag. Der blev hans godhed sat i kosmisk gear. Nu. Og evigt.

Det er altså en god dag – ’raketdagen’!

Glædelig Kristi Himmelfartsdag!

Morten Hørning Jensen
Lektor/førsteamanuensis, akademisk leder, cand.theol., ph.d.