Gå til indhold

Lykke-Per handler om os

Henrik Pontoppidans Lykke-Per står tilbage som sommerens mest rystende, forstyrrende, men også rørende læseoplevelse.

I starten af sommerferien fik jeg til opgave at anmelde en kort ny bog af Kaj Mogensen, hvori Mogensen samlæser to udviklingsromaner af H.C. Andersen og J.P. Jacobsen. Jeg blev glad for opgaven. Ikke kun fordi jeg glædede mig til at læse Mogensens analyser, men også fordi jeg her så en lejlighed til at dykke ned i nogle af 1800-tallets store, danske romaner og se hvordan de fremstiller forholdet mellem kristendom og ateisme. Det var stort. Jacobsens Nils Lyhne er slet og ret en af de smukkeste bøger, der er skrevet, og det siger jeg bramfrit på trods af dens udtalte ateisme (Ateisten var endda Jacobsens arbejdstitel til bogen!) Andersens At være eller ikke være er måske ikke af samme litterære kaliber, men udmærkede sig ikke desto ved at være den måske første debatroman i Danmark – og det næsten to årtier inden Georg Brandes efterspurgte en ny problemdebatterende litteratur i Danmark.

Jeg forstår hvorfor Mogensen samlæser de to. Nils Lyhne er fortællingen om at miste troen. At være eller ikke være er fortællingen om at finde den igen. To ordnede og lineære handlingsforløb. Fint. Men er den dystre sandhed ikke, at virkelighedens trosvandringer ofte er meget mere oscillerende, mindre lineære og mere kaotiske?

Det var min sommerlæsnings tredje roman, Henrik Pontoppidans Lykke-Per, der overbeviste mig om det, og det blev den roman, der for mig står tilbage som sommerens mest rystende, forstyrrende, men også rørende læseoplevelse. Sjovt var det også at se, hvordan romanen blot en måned herefter pludselig steg til tops på de danske salgslister. Årsagen var naturligvis Bille Augusts filmatisering. En meget flot og vellykket film, der fanger Pontoppidans nuancerede personskildringer og de centrale dynamikker i handlingsforløbet.

Naturligvis kan end ikke en helaftensfilm fange dybden i en mursten som Lykke-Per. En af de nuancer, der måske nødvendigvis måtte gå tabt i en filmatisering, er Pers konstante kamp med troen, som må siges at være en vaskeægte Jakobskamp. Per vokser op i et strengt pietistisk præstehjem og vender troen ryggen for at blive ingeniør. Videnskaben og teknologiens sejr over troen: Dér har vi den klassiske ateistiske dannelsesroman i en nøddeskal. Så langt så godt. Det interessante er, at Per efter sin fars død drages tilbage til kristendommen ad flere omgange.

Det sker bl.a. i en passage, som jeg første gang læste i Dansk tilbage i min gymnasietid, og som gjorde uudsletteligt indtryk på mig. Jeg var dengang erklæret ateist, men da jeg læste denne skildring, var det som at møde en meget nær og velkendt ven, jeg helt havde glemt jeg kendte. En ukommunikerbar erfaring af mødet med ”noget større”, der overskrider ordene, men som mesteren Pontoppidan alligevel formår at skildre klart nok til, at jeg vidste nøjagtig hvad han talte om. Per er på vandring i alperne og overvældes pludselig af en næsten religiøs stemning, som han indser ikke er helt irrationel:

”Han spurgte, hvorledes det var var muligt, at der kunne være noget tiltrækkende, ja noget for sindet opløftende i at gå således time efter time gennem en fuldkommen livløs stenørken, i den samme ensformige stilhed. Hvordan gik det til, at noget så negativt som det, at man ingenting hørte, kunne virke så højtideligt befriende? Eller hørte man måske alligevel noget? Havde de religiøst troende i en vis forstand ret, når de talte om noget ”hinsides naturerkendelsen”? (…) Det vi kaldte død, var det måske bare en anden form for liv, som alene lod sig fornemme gennem sjælens vakte sanser?” (s. 333)

Netop! Det her må være den form for Gudserkendelse Salme 19 fortæller om: ” Himlen fortæller om Guds herlighed, / hvælvingen beretter om hans hænders værk” (v. 2). En erkendelse jeg ligesom Per havde gjort mig længe før jeg med min forstand kom til tro på Gud. Per ender dog med at bortforklare sin Guderfaring i psykologiske begreber.

Men kun for en tid. Efter moderens død kommer det store vendepunkt. Per slår sig ned hos den jyske præst, der begravede moderen, og forelsker sig, på trods af sit forestående bryllup med den intelligente og religionskritiske jøde Jakobe, i præstedatteren Inger. Livet på præstegården bliver en ny begyndelse for ham. Her møder han en grundtvigsk kristendom, der modsat barndomshjemmets tro, er livsnær og optimistisk. Per oplever en indre vækkelse og overgiver sig ubetinget til Gud:

”Han kunne ikke længer stå sin dødelig opskræmte samvittigheds tilskyndelser imod. Han sank ned på sengekanten og skjulte hulkende ansigtet i sine hænder: ”Gud! Å, Gud,! … Jo, jo! Jeg har fortjent det alt sammen! Det alt sammen! … Det alt alt sammen!”” (s. 645).

Men kun for en tid! Hans mor der i lang tid havde stået som et forbillede i troen for ham havde på sit dødsleje efterladt et brev, som han længe ikke ville læse. Nu hvor han har genfundet den kristne tro føler han sig endelig parat. Han finder brevet frem, åbner det ivrigt og… skuffes. Her fremsætter moderen, hans egen mor!, en lang række floskler om bod, synd og omvendelse. Kærlighedsløst og upersonligt. Per hader at få sin nye, flotte tro tilsmudset af den slags ubehagelige følelser, læsningen frembringer hos ham, men han kan intet gøre. Troen er dømt til langsomt at dø.

Til sidst må Per efterlade Inger og børnene. Sin ungdoms lidenskabelige ingeniørdrøm opgav han for det kristne familieliv med Inger. Nu måtte han opgive også dét. Per flytter ud på heden. Alene og syg af kræft. Lyder det som en tragedie? Så er det i hvert fald kun den halve sandhed.

Lykke-Pers sidste kapitel er en litterær triumf, Pontoppidans spirituelle manifest. Og her er det skræmmende: Det handler om os! Lykke-Per er historien om os der lever nu, et århundrede efter bogens udgivelse.

Per var fundamentalt fremmedgjort. Han var ligeså fremmed for sin ungdoms ateisme, som han var for sin alderdoms kristentro. Derfor flytter han alene ud på heden for at gøre det til sit livsprojekt at lære sig selv at kende:

”[Han havde] fundet sit naturlige voksested, hvor han alene ville kunne lære den højeste menneskelykke at kende: at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst” (s. 806). I dette mål fandt han forløsningen på sit livs stræben: ”Ære være min ungdoms store drømme! Så blev jeg dog en verdenserobrer alligevel! Hvert menneskes sjæl er et selvstændigt universum, hans død en verdensundergang i det små.” (s. 816)

Og dermed: Velkommen til den senmoderne verden. For er det ikke en præcis beskrivelse af vores tid: Vi kan ikke længere finde os selv i en stor metafysisk sammenhæng, hvad enten den er kristen eller ateistisk, og derfor har vi vendt os ind mod selvet?

Hvis man kun ser det negative, og ikke også det smukke, i Pers afslutning, har man ikke forstået bogen til fulde. Jeg tog mig selv i at tænke, at hvis jeg havde mødt den aldrende Per, ville jeg have introduceret ham for Kierkegaard. Kierkegaard ville give Per ret i, at det at forstå sig selv er menneskelivets højeste mål. Men for Kierkegaard er det netop i denne introspektion vi møder Gud. Gud som den vi gennemsigtigt grunder i, når vi ikke fortvivlet flygter fra os selv, men er os selv og vil være os selv. Måske havde Kierkegaard også kunne vise Per, at han ikke skulle blive overrasket over, at han ikke trivedes i lykken men behøvede ulykken. At det her netop er en psykologisk følge af syndefaldet, som det fremstilles så stærkt i Begrebet Angest.

Og måske kan de erkendelser også lære os i dag noget om, hvordan vi skal præsentere evangeliet for en tid, der i modløshed over metafysiske overvejelser har vendt blikket indad mod selvet. Jeg tror i hvert fald kirken i dag har meget at vinde ved at genlæse Pontoppidans udødelige klassiker. Og derefter se Bille Augusts flotte filmatisering naturligvis.