Gå til indhold

En replik til spørgsmålet om kvindelige præster

Det har vakt en del opsigt, at MF’s bestyrelse i sin beretning til repræsentantskabet den 21. september blandt mange andre nyheder fortæller om en ændret praksis, når det gælder håndteringen af spørgsmålet om ordningen med kvindelige præster.

Jeg vil her under overskriften ‘Medarbejdere på hinandens glæde’ komme med en personlig replik til, hvordan jeg ser på spørgsmålet.

Lad os se virkeligheden i øjnene

For mig at se taler Paulus tydeligt om en tjenestedeling mellem mænd og kvinder i menigheden. Kun mænd skal være hyrder og lærere. Paulus begrunder det med en forskel på mænd og kvinder, som går tilbage til skabelsen. Derfor har jeg selv svært ved at gå ind for ordningen med kvindelige præster.

Nogle af mine kære kolleger på MF er enige med mig, mens andre når til et andet resultat. Lad os se det faktum i øjnene. Alle har samme ønske om at forstå Bibelen ret og om at læse på dens egne præmisser. Efter 40-50 års uenighed om spørgsmålet har jeg respekt for, at bestyrelsen har taget konsekvensen af denne virkelighed og har flyttet spørgsmålet fra bestyrelsens bord til lærernes bord. Det er jo lærerne, der sidder med de største faglige kompetencer, når det gælder at forstå Det Nye Testamentes udsagn om kvinders tjeneste i menigheden.

Spændingen mellem Det Nye Testamente og folkekirkens virkelighed

I 2002 udkom et lille debathæfte om kvindelige teologers tjeneste i menigheden skrevet af et lille udvalg på tre kvindelige og to mandlige teologer, som var nedsat af MF’s bestyrelse. Hæftet findes HER. Leif Andersen, som er lektor på MF, var med i udvalget. Det lille debathæfte går ikke ind for ordningen med kvindelige præster, men konstaterer, at Det Nye Testamente er åbent for, at kvinder kan varetage en nogle af de opgaver, som en folkekirkepræst varetager i dag, herunder sjælesorg, undervisning og nogle former for forkyndelse. Så en del af udfordringen i dag er, at folkekirkens enstrengede embedsstruktur, hvor de fleste centrale opgaver er lagt hen til præsten, dårligt reflekterer den mangfoldighed af nådegaver og opgaver, som er linet op i Paulus’ breve. Indførelsen af ordningen med sogne- og kulturmedarbejdere er et skridt på vejen, men flere kunne tages for at give kvinder deres berettigede plads i menighedens forgrenede arbejde. Derfor kan jeg godt se belægget for at hævde det, som nogle har udtrykt: ‘hvis vi siger nej til ordningen med kvindelige præster, siger vi nej til for meget, og hvis vi siger ja, siger vi ja til for meget’.

Lad os være rummelige

Virkeligheden er, at vi på samme basis og med samme bibelsyn når til forskellige konklusioner i spørgsmål som: ordningen med kvindelige præster, vielse af fraskilte, skal der være alkohol i altervinen – og lignende. Det er en smerte. Men nok et vilkår, som vi må leve med. Og jeg synes, at vi skal gøre det uden at dømme hinanden ude. Den meget dogmatisk bevidste og selvbevidste Paulus er tankevækkende nok sideløbende hermed også ydmyg. Paulus erkender, at han ser stykkevis, og at han ikke har nået målet endnu, men er på vandring. Og han giver sine menigheder lov til at være det samme, blot de vandrer mod samme mål. I 2.Kor.1,24 skriver han:

Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde, I står jo allerede i troen.

Så samtidig med, at vi alle må granske Guds Ord under bøn om Helligåndens vejledning, vil det være frugtbart, om vi også øver os i, ikke at ville være herrer over hinandens tro, men husker perspektivet: at være medarbejdere på hinandens glæde.

Den lutherske kristen Acontius, der døde i 1566, viser en vej frem, som jeg synes er værd at følge:

Enhed i det nødvendige.

Frihed i det ikke-nødvendige.

Kærlighed i alt.

 

 

Nils Andersen
Landssekretær