Gå til indhold

Medier og myndigheder skal vise Nigerias kristne større bevågenhed

Rapporter og nyhedsartikler vidner om et voksende antal overgreb mod kristne i Nigeria. En britisk rapport advarede i sommeren 2020 om risikoen for folkedrab på kristne i Nigeria. Alligevel fylder situationen kun ganske lidt i de danske medier.

I forsommeren 2014 deltog jeg sammen med nogle kirkelige ledere i et møde Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika. Det var kort tid før, at Isis udråbte et nyt islamisk kalifat.

Fra kirkelig side var budskabet, at tiden var inde til at vise forfulgte kristne større og mere konkret opmærksomhed, og at det danske diplomati også måtte påtage sig et konkret ansvar.

Få uger senere erklærede al-Baghdadi, at de områder, som IS kontrollerede i Irak og Syrien, tilsammen udgjorde et nyt kalifat. FN-rapporter og andre internationale kilde dokumenterede efterfølgende terrorbevægelsens brutalitet og kaldte blandt andet dens udrensning af yezidier for folkedrab.

På en konference i Ungarn i 2016 mødte jeg selv en læge og præst fra Aleppo i Syrien. Han viste billeder af kristne, som var blevet korsfæstet eller hængt på offentlige pladser. Det var grusomheder, som overgår enhver forstand. Da jeg tog afsked med ham i lufthavnen, ønskede vi hinanden ”safe journey”, hvorefter jeg stod på et fly og fløj hjem til det danske velfærdssamfund. Lægen skulle derimod ud på en vanskelig rejse tilbage til et sønderbombet Aleppo, hvor han nåede at tjene sit folk i yderligere fire år. Den syriske læge overlevede krigen mod ISIS, men i 2020 mistede han sit liv til Covid-19.

Uhyggelige associationer

Nu udspiller der sig en lignende situation i Nigeria, hvor Boko Haram og andre islamister gennemfører angreb mod ikke mindst de kristne. Islamisk Stat har f.eks. for ganske nyligt offentliggjort en video, hvor fem unge kristne mænd bliver henrettet. De er iklædt orange dragter og knæler foran deres bødler.

I de seneste måneder har jeg i det hele taget læst mange rapporter og nyhedsartikler, som dokumenterer overgrebene. Jeg har også deltaget i møder i regi af Religious Liberty Partnership, hvor eksperter og førstehåndvidner deltog. Open Doors advarer også om den eskalerende situation.

De mange rapporter skaber uhyggelige associationer til begivenhederne i Syrien, hvor radikale islamister udnyttede den sociale og politiske ustabilitet til at rekruttere medlemmer.

Nigeria er et kompleks samfund, som er opdelt i stammer og har mange politiske, sproglige, etniske, geografiske, religiøse og klassemæssige skel. Alt dette virker ind på den komplekse situation, og volden i Nigeria er altså ikke kun religiøst motiveret. Men ligesom yezidierne var særligt udsatte i Irak, befinder de kristne i visse områder af Nigeria sig i en særlig sårbar situation. Det anslås, at ca. 40% af nigerianerne er kristne, medens ca. 50 % er muslimer. De kristne er i overtal i de sydlige områder, mens det modsatte er tilfældet mod nord.

Opmærksomhed påkrævet

Andre har allerede advaret, og nu gør jeg det igen: Situationen i landet eskalerer, og der er brug for international bevågenhed og handling. Medier, som DR og TV2, har også et ansvar for at rapportere fyldestgørende. En britisk rapport advarede for eksempel i sommeren 2020 om risikoen for folkedrab på kristne i Nigeria. Det kan meget vel være virkelighed.

 

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder ved Menighedsfakultetet og daglig leder af FIUC-Aarhus