Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Når et folk genoplever en krig

Indtryk fra en nytårskonference i Helsinki

Jeg er lige kommet hjem fra en nytårskonference på Finnish Bible Institute i Helsinki, hvor jeg var blevet inviteret som hovedtaler. De havde givet mig emner til to dobbeltforedrag: Hvorfor lader Gud dette ske – igen? og Hvordan finder man håb midt i det onde?

Krigen i Ukraine har nemlig, sådan som vi vel også havde tænkt os det, trykket på smertelige erindringer i Finland – om Vinterkrigen mod Rusland. Den røde hær angreb i nov. 1939 det talmæssigt langt svagere Finland: 4 mod 1 i mænd, 200 mod 1 i kampvogne og 30 mod 1 i fly – et brutalt overgreb, som medførte Sovjetunionens udelukkelse fra Folkeforbundet.

Imidlertid holdt den finske hær ud helt til marts 1940, ikke mindst fordi den røde hær havde været splittet ad gennem Stalins udrensninger. Så nu spørger finnerne på en måde, som danskere ikke kan gøre på helt samme baggrund: Hvorfor lader Gud dette ske – igen?

Man må stille op til sådan en taleropgave med stor ydmyghed. Vi ved ikke, hvad det vil sige at skulle leve med Sovjetunionen / Rusland som nabo. Ødelagte gasledninger ud for Bornholm ligger trods alt i en anden kategori.

Det gjorde også et stærkt indtryk, hvordan en biskop emeritus fra en luthersk kirke i Rusland (Aarre Kuukauppi fra Kirken i Ingria) bragte konferencens 200 deltagere en bevæget hilsen, hvor han bl.a. kort fortalte, hvilket pres kirken var under, fordi den ikke vil støtte krigen i Ukraine – i skarp modsætning til den russisk-ortodokse kirke, som ikke bare støtter, men velsigner angrebet på Ukraine.

Til foredragene viste jeg bl.a. Otto Dix’ Dresden War Triptych fra 1929-32, som kan ses her (Staatliche Kunstsammlungen Dresden har copyright på det, så jeg kan kun linke til det). Man skal lige lidt ned på siden for at kunne se hele værket:

https://albertinum.skd.museum/en/exhibitions/der-krieg/

Det har aldrig været anvendt som altertavle i nogen kirke, men refererer i hele sin struktur og sit indhold til den kristne kunsttradition. I det midterste felt et kaos af rædsel og død. Ligesom Johannes Døber på kristne altertavler peger hen til Jesus på korset – “Se Guds lam” – peger et lig her hen på en anden krop, gennemhullet af kugler: Dette er vort Golgata! Og ligesom den romerske soldat ofte kan ses ved korset, finder vi her en død soldat med gasmaske. Under ham en cirkel af pigtråd: en reference til Jesu tornekrone.

Dix’ værk er uden håb. For i feltet til venstre dominerer et stort vognhjul – sandsynligvis en reference til Nietzsche (Dix havde en bog af Nietzsche med sig i felten under første verdenskrig): Mennesket kommer aldrig til at bryde ud af sin egen onde cirkel af dumhed og ondskab.

Vi ved ikke, hvor meget håb der er for denne verden. Men vi kender ham, som er verdenshistoriens endemål: Guds lam, Kristus selv. Jeg har i en tidligere blogpost vist dette værk af Viktor Vasnetsov: de fire ryttere fra Åbenbaringen kap. 6 – dette værk valgte jeg blandt mange andre mulige, fordi det befinder sig i Kyiv, og fordi Vasnetsov var russer! Men først, da jeg arbejdede videre med det, gik det op for mig, at det også er et håbsbillede: Øverst skimter man Guds Lam i Himmelen! Han er vores håb.

Leif Andersen
Lektor/førsteamanuensis, cand.theol.