Gå til indhold

Om dæmoner og udfrielse

TV2 sendte i januar tre dokumentarer under overskriften Guds bedste børn. Det handlede bl.a. om forkynderen Torben Søndergaard og hans bevægelse The Last Reformation. Det kunne man skrive meget om, og det er der også mange, der helt berettiget har gjort – bl.a. om, hvor stor forskel, der er på det, man kunne se på TV, og så almindelige danske menigheder i Folkekirken og i frikirkerne. Og om hvor vigtigt det er, at præster og ledere er forpligtede på en større sammenhæng end deres egen lokale for at undgå sekteriske og personfikserede tendenser.

Her zoomer jeg bare ind på en lille del af det, TV2 viste, nemlig dæmonuddrivelserne. Som det ser ud til, spiller en temmelig stor rolle i The Last Reformation. Det lykkedes mig ikke at få klarhed over, hvordan Torben Søndergaard teologisk forstår sin egen praksis på det område, men det virker i hvert fald, som om han mener, besættelser er et meget udbredt fænomen, og at han skrider meget hurtigt ”til handling”, når det gælder udfrielser. Den praksis mener jeg, er dybt kritisabel og farlig; risikoen for psykisk manipulation med sårbare mennesker er næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Og så er der selve udfrielsen. På TV ser man Søndergaard og co. holde de mennesker, de udfrier, fysisk fikseret, mens de vedvarende råber ad dæmonerne. Som så til sidst farer ud af de besatte under skrig og kramper. Det ser voldsomt ud.

Jamen, er dæmonuddrivelser da ikke en voldsom affære i Ny Testamente? – jo, det er det ofte. Men der er en meget karakteristisk forskel, som jeg har funderet over, siden jeg så Guds bedste børn: I NT sker udfrielsen ved en enkel befaling fra Jesus eller en lige så enkel befaling i hans navn. De besatte kan evt. råbe og skrige, men dæmonuddriveren optræder så roligt og fattet, at det virker påfaldende. Og det gælder alle NTs beretninger om udfrielser, også de voldsomste.

Fra kirkens første århundreder er der mange vidnesbyrd om udfrielser. Alle med det samme præg: dæmonerne viger ved, at en kristen helt enkelt nævner Jesu navn. Og måske sammen med navnet ’ting fra hans historie’, som 200-tals teologen Origenes et sted tilføjer – vel med reference til en kort opremsning af Jesu fødsel, død og opstandelse á la trosbekendelsen. De kristne var ikke ene om at drive dæmoner ud dengang. Men de var ene om at gøre det helt uden den voldsomme optræden og de besværgelser og formularer og den magi og ekstase, som andre eksorcister brugte, uanset om de var jøder eller officielle repræsentanter for hedensk religion eller selvudråbte charlataner. Og netop dette gjorde dengang et dybt indtryk på omgivelserne. Forfatteren Tertullian bemærker ligefrem, at det ”ikke sjældent gør folk til kristne.”

De fleste af de mennesker, der gennem tiden har henvendt sig til mig i den overbevisning, at de var besatte, har efter mit skøn ikke været det. Det har oftest, tror jeg, handlet om forskellige andre former for lidelser. Ikke desto mindre tror jeg, fænomenet forekommer, selvom jeg ikke tror, det er nær så udbredt i Danmark, som de åbenbart tror i The Last Reformation. Hvor det forekommer, må kirkens svar – i sjælesorgens rum – være det samme, som det var i NT og i oldkirken: en rolig og fattet bøn og en enkel, frimodig, henvisning til Jesus og det, han har gjort i sin fødsel, død og opstandelse.

Peter Søes
Adjunkt ph.d., cand.theol.