Gå til indhold

Ordet om miraklet – Kaj Munk på scenen i Aarhus

Hvordan kan et dramastykke om tro og mirakler, Indre Mission og grundtvigianismen, død og opstandelsen være del af den danske kulturkanon og muligt at se på Aarhus teater i år 2020?

Konklusionen først

I Weekendavisen og på Facebook, selvfølgelig, føres der i øjeblikket en debat om det skal være tilladt at bruge sin mobil i teatret. Teatrene har brug for ny appel og et yngre publikum. En kulturskribent har (i ramme alvor) foreslået, at der skal sættes grønne lamper over scenerne til at angive tidspunkter, hvor man kan skyde løs med mobilerne til efterfølgende social deling.

Her en kommentar til den debat: Selvom der skulle have været en grøn lampe over Scala-scenen på Aarhus Teater, tror jeg ikke mange, der ser nyopsætningen af Kaj Munks stykke ’Ordet’, vil have overskud til at hive mobilen frem. Stykket er simpelthen for intenst. Der grines en gang eller to, men ellers suges man som tilskuer ind i dramaets livsnære og dybe spørgsmål, mens man trykkes ned i stolen over den smerte, der (kan) udøses over et helt almindeligt menneskeliv.

’Ordet’ på Aarhus Teaters version viser, hvorfor teater aldrig kommer til at gå af mode. 11 skuespillere rundt om en bænk. Det er alt. Ganske vist en smuk videografik i baggrunden og sand i dynger på gulvet. Men grundlæggende blot rå teater i sin enkleste form. Levende dialog, berøring, varme, kulde, had og kærlighed.

Hvad handler ’Ordet’ om?

’Ordet’ er Kaj Munks mest kendte skuespil. Det blev skrevet i en art eksamensrus på blot otte dage i 1925, året efter han var begyndt i sit embede i Vedersø. Det blev til, da han som ny præst kom tæt på en hjerteskærende familietragedie, hvor en mor til to under ulykkelige omstændigheder døde i barselssengen sammen med den nyfødte dreng.

Vi kender til Munks fortvivlelse over dette fra et brev, han i stærk sindsbevægelse satte sig ned og skrev til sin mor på Lolland. Han kunne ikke forene sig med dødens grusomhed. Han kunne ikke forene sig med, at Gud ikke stadig kunne gribe ind. At døden virkelig er denne verdens stærkeste magt. At der ikke stadig kan ske mirakler.

Den sorg sammen med den tro på, at Gud stadig kan gøre, hvad han siger – at Ordet fra ham har den yderste magt – er drivkraften i hver en linje af stykket.

Det lyder meget ”kristent”, og det er det også. Helt uden nogen form for undskyldning! Men når Munks stykke samtidig er at finde på kulturministeriets kanonliste fra 2005 er det jo også fordi, at stykket skærer gennem et hvert menneskelivs hverdag og gode trivialiteter og stiller det nøgne spørgsmål: Hvad gør vi med døden?

Rygmærketeologi: Indre Mission og grundtvigianerne

I Munks stykke møder vi så blot et kristent svar på det spørgsmål. Og det er i det store hele ikke kønt! Helt præcist møder vi en stribe af kristne svar, der spilles ud af Munk mod hinanden i en gensidig afsløring af, hvor hårdhjertede, beregnende og bitre selv kristne bliver i mødet med dødens gru.

Et svar får vi fra den grundtvigske den gamle Borgen, patriarken. Han er egnens førende grundtvigianer, der havde ladet ”gårdmændenes glade kristendom” blomstre op med forsamlingshus og det hele. Men han er på sine gamle dage blevet bitter. Hans ældste søn, Mikkel, er vist nærmest blevet ateist. Hans mellemste søn, Johannes, var et lysende håb som teologistuderende, men er nu fanget i en dyb depression, hvor han tror, han er Jesus. Men det bliver værre endnu: Hans yngste søn, Anders, vil giftes med en pige fra missionen! Så han er blevet bitter og holdt op med at tro på mirakler.

Over for ham står den indremissionske Peter Skrædder. Han kender til, hvem der er ude og inde. Han kender til evighedens liv – og fortabelse. Han kan vurdere, hvornår en lidelse i denne verden er Guds straf og dom. Og han vil aldrig lade sin datter gifte med en så godt som fortabt grundtvigianer.

Konflikten mellem disse to er i sig selv et stillbillede af en svunden tid. Dengang de to store folkelige vækkelser kæmpede om overtaget i sogn efter sogn. Man tænker: Var det virkelig sådan? Så meget må man give Munk: Han var øjenvidne med et ben i hver lejr; et hos sin missionske plejemor; et i den grundtvigske vækkelse han mødte som ung student.

Og så lidt må man give os kristne: Den dag i dag trives rygmærketeologi ved sidste eftersyn i bedste velgående.

Andre svar gives af lægen, der tror på naturvidenskaben og måske værst af alt af præsten, der i forsøget på at sige ord til trøst pisker løs over de sørgende med fromme floskler og bibelcitater, der gør troen umenneskelig.

Lad de små børn komme til mig

I Kaj Munks liv døde hans mor, da han var fem. Det samme gjorde kvinden og det nyfødte barn. Hvor fandt Munk grund til at tro på miraklet, tro på Gud som dødens overmand?

Svaret i stykket får vi hos barnet. Og måske lidt hos den sindssyge Johannes. Nærmest som en Tarantino senere overskriver Munk den erfarede virkelighed i håbets, troens og kærlighedens lys. Hvordan præcis? Det synes jeg, du skal gå i teatret for at se!

Men så meget vil jeg sige: et barns tro – et barns uforfærdede tillid – er det, vi voksne skal lære på trods og lade skære igennem alle vores kristne udregninger og svar.

Oplev det

Jeg synes, det er enestående, at der den dag i dag kan opføres et stykke lige dernede på Bispetorv, der så uforfærdet gennemspiller nogle af de dybeste kristne spørgsmål så som tro over for tvivl, håb over for bitterhed, fjendskab over for venskab, mirakler over for naturvidenskab og ikke mindst: opstandelse over for død.

Min opfordring er klar: oplev det, stykket. Hvis du har læst stykket i dets fulde længde eller set Dreyers film fra 1955, må du leve med, at det er holdt i en kondenseret form på 95 minutter uden pause. Du må måske også leve med, at der er tilsat rigelig nøgenhed i nutidens navn men med manglende fornemmelse for antydningens kunst. Men så tør jeg også godt garantere, at du glemmer alt om mobil og grønne lys i det intense sansebombardement, der følger fra det øjeblik, du sætter dig i sædet.

En fun-fact: Kaj Munk ville have været vild med grønne lamper

Til sidst en fun-fact: Det med de grønne lamper i teatrene, det ville Kaj Munk vist i øvrigt havde syntes om. Han skrev allerede i 1928, at det er på høje tid, at teatrene giver de unge, hvad de vil have: ”Der er vokset en ungdom op, der ikke går i teater for at sidde pænt og artigt og se pæne og artige ting; dens livsappetit er alt for voldsom til at lade sig spise af med kiks og tevand og tørre munden med hviske-stykker”. Sådan! – men det må nu vente til en senere forestilling.

Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d., cand.theol.