Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 10. søndag efter trinitatis

Jesus taler om en bedøvelse i vores modtagerapparat, som gør os sløve og upåvirkelige. Har 1000 år med kristendom gjort danskerne immune over for evangeliet?

Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den fråser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag.  Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Matt 11,16-24.

Hvis sten kunne tale

Tanken

Kan sten tale? Det kan de faktisk godt. Sten kan fortælle historier, som ingen andre kan fortælle, fx gravsten. De fortæller om et levet menneskeliv, om et menneske, der har grædt og leet og som har elsket og er blevet elsket. En sten i vore gamle kirkebygninger kan også fortælle mange historier om mennesker, der har haft deres gang der. Mennesker der gennem hundreder af år er kommet ind i denne gamle bygning med deres glæder og sorger. Sådan fortæller Kapernaums murbrokker også sin historie. Og det samme gør udgravningerne i Betsajda og Korazin. Disse byer, der i dag kun er arkæologiske udgravninger, fortæller en historie om noget, som kunne have været anderledes. Anderledes hvis de bare havde lyttet til Jesu forkyndelse. Men de gad ikke. De havde chancen. Derfor skal det gå selv Sodoma tåleligere på dommens dag end disse byer, der dog havde haft chancen for at lytte til Jesus.

Troen

De gider ikke. Sådan karakteriserer Jesus sin samtid. Som en flok uvorne unger, der er ved at drive en skolelærer til vanvid. De gider ikke høre på Johannes Døber – han er for fordømmende, mente de. Så kom Jesus og fortalte dem om Guds store kærlighed. Men ham gider de heller ikke høre på. Jesus taler her om en bedøvelse i vores modtagerapparat, der kan opstå. En bedøvelse som gør os sløve og upåvirkelige. Og vi kan godt spørge, om ikke ca. 1000 år med kristendom i Danmark har gjort danskerne immune over for evangeliet.

Og vi kan gå et skridt videre og spørge: har efterhånden mange års kirkegang og deltagelse i diverse kirkelige aktiviteter i virkeligheden gjort mig immun over for evangeliet? Har de mange prædikener, jeg har hørt i tidens løb, sløvet mig og gjort mig ligegyldig. Jeg kender det så godt – jeg har regnet det med evangeliet ud, tænker jeg. Jeg afviser såvel Guds strenghed som Guds mildhed. Men begge dele hører med i den kristne tro. Guds strenghed og Guds mildhed. Guds strenghed er hans store ’nej’. Det nej han også i dag lader lyde over det liv, vi har levet. ‘Et liv i trods mod dine bud fra gry til aftensrøde’ – sådan formulerer salmedigteren K L Åstrup det, DDS 27,2. Der er ikke kun tale om enkelte svipsere i vort liv, som er omfattet af Guds nej. Hans nej er ikke et lille nej, men det er et stort nej. Det lyder over hele vores liv. For dybest set er det sådan, at selv når vi synes, vi klarer vort liv ganske pænt, selv der er det et liv i oprør og trods over for Gud, vores far.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ingenting er værd som mennesker, og at vi overhovedet ikke gør noget godt. Det gør vi bestemt. Men målt med Guds fuldkomne standard så er der ikke noget af vores gøren og laden, der ikke samtidig bærer på noget af synden. Guds nej gælder hele vores liv. Og hvis ikke vi vil høre Guds store nej, vil vi heller aldrig kunne høre hans store ja. Det siger jo sig selv: det er kun den dømte, der kan modtage benådning. En benådning giver kun mening i en fængselscelle, den giver ingen mening i en lænestol. Her er nok grunden til, at prædikenen om Guds mildhed – hans store ja – så ofte går ind ad det ene øre og ud af det andet. Det er, fordi forudsætningen mangler. Nemlig at have hørt Guds store nej og at have erkendt, at det er et helt rimeligt nej, fordi jeg lever ‘et liv i trods mod hans bud fra gry til aftensrøde.’

Den, der har fået Guds store nej lavet om til et lille nej, kan sagtens nøjes med et lille ja, sådan et godmodigt klap på skulderen og en bemærkning om, at du er god nok på bunden. Og så kommer Guds store ja let til at virke alt for stort, alt for overdrevet. Og ja, selvfølgelig virker syndernes forladelse overdrevet, når synden er underdrevet.

Alt det her om Guds store nej og Guds store ja kan samles i en enkelt historie. Engang i 60’erne var der en populær popsang der lød: ‘Tie a yellow ribbon round the old oak tree’ – bind et gult bånd om det gamle egetræ. Baggrunden for sangen er, at man efter den amerikanske borgerkrig modtog hjemvendte soldater med et gult bånd bundet om et træ. En gestus, som siger: du er velkommen. Sangteksten handler om en ung fyr, der har siddet i fængsel og nu bliver løsladt. Han vil gerne hjem, men han ved ikke, hvordan familien vil modtage ham. Han skriver derfor hjem: ‘Hvis I vil se mig efter det her, så bind et gult bånd om det gamle egetræ. Så ved jeg, at jeg er velkommen, når jeg kommer med bussen.’ Da bussen nærmer sig barndomshjemmet, gemmer han hovedet i hænderne og tør ikke se op. Men de andre passagerer i bussen fortæller ham: der hænger ikke bare et gult bånd, men hele træet er fyldt med gule bånd.

Lad sangen beskrive Guds stor ja til store syndere, der vender tilbage.

Kun den, der har oplevet dommen, kan for alvor tage imod tilgivelsens overflod af gule bånd i det gamle egetræ.

Udfordringen

Hvordan undgår vi i dag at ligne de sure børn, der hverken gider lege med Johannes Døber eller Jesus? Som hverken gider lytte til Guds strenghed eller Guds mildhed? Hvis evangeliet om Guds godhed nogle gange kan synes så irrelevant i dit liv, hvad skyldes det så?