Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 11. søndag efter trinitatis.

Og fuldstændigt grænseoverskridende bliver det, da hun løsner sit hår og tørrer hans fødder. En handling med klare erotiske undertoner.

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«  Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Luk 7,36-50.

Hengiven kærlighed eller reserveret kritik?

Tanken

Ordet farisæer betød egentlig ‘den som skiller sig ud’. På Jesu tid var jødedommen under et gevaldigt pres fra den græsk hellenistiske kultur. En verdenskultur i datiden, som var et sammensurium af hovedsageligt græsk kultur og mange forskellige religiøse filosofiske ideer. Nøjagtigt som vi kender det i dag. De kristne kirker i Vesteuropa slås mange steder for livet for at overleve. Nogle siger, kirken bør følge kulturen og tilpasse sig. Andre siger, vi bliver nødt til at skille os ud og leve tydeligere for ikke at miste vores identitet. Det var nøjagtig det, det farisæiske projekt gik ud på, på Jesu tid. Farisæerne mente, de blev nødt til at skille sig ud fra den store masse for at bevare deres tydelighed og integritet. De mente, at de kunne blive smittet, hvis de omgikkes almindelige ikke særligt religiøse mennesker. Derfor opfandt de en lang liste af renhedsregler – alt sammen noget, som skulle hjælpe dem til at bevare deres integritet og tro.

Troen

Det var, mens slavetransporterne over Atlanten stod på. Skibe fra England og andre lande sejlede til Afrika. Her indfangede man sorte slaver eller købte dem på auktion og sejlede dem over Atlanten til det nye store marked i Amerika. En kaptajn på sådan et skib – en ondskabsfuld herre – nåede at transportere omkring 20.000 slaver over Atlanten. Han levede fra 1725 til 1805. På et tidspunkt kom hans skib ud i så alvorlig en situation, at han nede i sin kahyt råbte: ‘Herre, vær barmhjertig imod mig.’ Han refererer selv til denne oplevelse som vendepunktet i sit liv. Det er kaptajn John Newton, som senere skrev vel nok verdens mest kendte salme ‘Amazing grace’ – forunderlige nåde. John Newton erfarede mere og mere af Guds nåde, og han holdt op med slavetransporterne. Den historie gentager sig hele tiden. Omstændighederne og tiden ændrer sig, men det, at mennesker møder Gud, og at han vender op og ned på deres liv, gentager sig igen og igen.

Der var middagsselskab hos en af byens spidser, den retskafne og ordentlige mand Simon, som tilhørte den farisæiske fløj af jødedommen. En af dem som tog sin tro alvorligt. Simon havde inviteret Jesus. Men denne vandreprædikant fra Galilæa omgikkes tydeligvis alle dem, som farisæerne undlod at komme i berøring med for ikke at blive besmittet. Og nu dukker en kvinde uanmeldt op til middagen. Men nu var hun der. Og når der holdtes middagsselskab i de pænere kredse dengang, så var det almindeligt, at mange af dem, som ikke var inviteret med, alligevel var til glomiddagsselskab. Hun er byens prostituerede. Hende som flere af de tilstedeværende måske kendte bedre end som så. Og på et tidspunkt gør hun det opsigtsvækkende, at hun vasker Jesu fødder i sine tårer. Og fuldstændigt grænseoverskridende bliver det, da hun løsner sit hår og tørrer hans fødder. En handling med klare erotiske undertoner. Men Jesus modtager hendes kærlighedserklæring. Han forstår, at hun ikke har andet sprog at udtrykke sin taknemmelighed til ham på. Hun bruger det sprog, hun har lært på gaden. Og Jesus genkender hendes tak og hendes tro på ham.

Farisæerne frygtede smittefaren fra andre mennesker, der ikke var så tydelige og markante som dem selv. Men hos Jesus går smittefaren den anden vej. Han er ikke bange for at blive smittet af andre, der ikke er som ham selv og ikke er lige så klare og tydelige i deres livsførelse og tro, som han er. Han ved, at hans opgave er at smitte mennesker med Guds rige – med renhed, sandhed og kærlighed. Ja, alt det, der hører Guds rige til. Modsat farisæerne så skiller han sig ikke ud af frygt for at blive smittet. Han går derimod helt ind i denne verden for at være Guds riges smittebærer. Det er jo derfor han er kommet. ‘Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte’, siger han i en anden sammenhæng.

Simon ser helt klart sig selv som den, der skylder de 50 denarer. Et mindre beløb. Han forstår ikke, at han også er den, der skylder 500 denarer. Simon benægter vel ikke, at han er en skyldner, men han mener, at han kun har en lille smule at få tilgivelse for. ‘Derfor er der så lidt kærlighed i dit liv’, siger Jesus. Men kvinden ved, at hun har et stort synderegister. Og hun ved, at hun har behov for at få tilgivelse. Hun har ikke andet sprog end gadens sprog at fortælle ham det på. Men bag hendes lidt vulgære facon, ser Jesus et desperat og knust hjerte, der længtes efter befrielse og ægte kærlighed og et nyt liv.

Hvornår er et menneske Gud nærmest? Svaret lyder i dag: et menneske er Gud allernærmest, når det indser, at der er alt for meget i ens liv, man ikke selv kan rydde op i og få smidt ud. Hvornår er et menneske Gud nærmest? Det er det i angeren, dvs. i den position, hvor man ikke mener, man kan slå en handel af med Gud, men må kapitulere. Lige som John Newton måtte råbe: ‘Herre, vær barmhjertig imod mig.’ Der er et menneske Gud så nær, som det overhovedet kan komme.

Udfordringen

Hvem ligner du mest: Simon eller kvinden? Synes du, at du er den, som kun skylder 50 denarer og ikke det store beløb på 500 denarer?