Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 14. søndag efter trinitatis

Har vi fået øje på ham, der færdes også i vores liv og i vores gade, ja, så har vi måske fået den snert af håb, der skal til for at tage vort liv på os endnu en gang og leve endnu en dag.

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.  Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Joh 5,1-15.

Vi har en bror

Tanken

Betesda dam – et vandreservoir lige uden for Jerusalems bymur ved Fåreporten. Den blev kaldt Fåreporten, fordi der uden for denne port var et marked, hvor man kunne købe et får og ofre det i templet. I dag kan man se udgravninger af Betesda dam. Det ligger i dag inden for bymuren, fordi byen er vokset. Dammen bestod af to bassiner, som tilsammen var 110 meter lang, 40 meter bred og 23 meter dyb. Altså et anseligt vandreservoir. Her placerede man byens syge og udstødte – det menneskelige affald. Man lod dem bare ligge. Ingen rørte en finger for at hjælpe dem, for de var jo selv ude om, at de lå der. De havde syndet, mente man. Det vidnede deres nuværende situation om. Her lå alle dem, som ingen tog sig af. Betesda betyder Barmhjertighedens hus, men her var ikke megen barmhjertighed at finde. Kun elendighed og håbløshed og stank og fornedrelse.

Troen

Jesus har lige forladt tempelpladsen, stedet hvor alle de respektable folk færdedes. Og nu går han blot nogle få hundrede meter, og så er han der, hvor ingen med deres gode vilje færdes: på byens menneskelige losseplads. Og her går Jesus direkte hen til en mand, vi ikke engang kender navnet på. Men vi får at vide, at han har ligget der i 38 år, dengang det meste af et menneskeliv.

‘Vil du være rask?’ Mærkeligt spørgsmål, når nu manden har ligget her i 38 år. Var der noget, han hellere ville end at være rask? Manden, som vi møder her, gør ikke noget som helst, for at Jesus skal have noget med ham at gøre. Tænk bare på de andre beretninger, vi hører om: kvinden, der griber ud og rører ved hans kappe, tiggeren, der råber til ham: ‘Forbarm dig over mig.’ Men sådan er det ikke her. Manden er der bare. Heri ligger der en glæde og en opmuntring. For det viser os, at det er Jesus Kristus, der kommer os i møde og ikke omvendt. Jeg ved godt, at det ofte siges, at vi skal søge Gud, bede til ham. Bibelen opfordrer os igen og igen til at søge Gud. Men hvad så, når vi ikke magter det? Ikke orker det igen, fordi vi er blevet skuffede? Så er det godt at høre, at Jesus tager initiativet.

Det virker så tilfældigt. Hvorfor hjælper Jesus netop denne mand og ikke alle de andre? Hvorfor blev det mig, der skulle bære den sygdom og den byrde? Og hvorfor bliver nogle helbredt ved at bede til Gud, mens andre tilsyneladende ikke hører en lyd fra deres far i himlen? Hvad har Gud gang i? – fristes vi nogle gange til at spørge? Et svar gives ikke, men ikke desto mindre får vi alligevel en horisont, vi kan leve under med vore spørgsmål. I Matt. kap. 10 siger Jesus: ‘Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden at jeres far er med den.’ På græsk siger Jesus imidlertid kun: ‘Ikke en spurv falder til jorden uden jeres himmelske far.’ Uden jeres himmelske far. Der står ikke noget om, at det, der sker, er Guds vilje. Der står bare de fire ord: ‘Uden jeres himmelske far.’ Det er ikke så meget et svar, som det er en horisont, vi kan leve vores liv under. Ikke uden jeres himmelske fader!

Manden her kommer med den hjerteskærende bekendelse: ‘Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig.’ Jeg har ikke et menneske. Hvor gør den sætning ondt. Omgivet af så mange mennesker og så var der alligevel ikke en eneste, der var menneske for ham. Til ham lyder det: ‘Min ven, intet af alt det, der hænder dig, sker uden din himmelske far. Ikke uden Gud. Svaret på vore mange hvorfor-spørgsmål er altid inkarnationen, at Gud blev menneske sammen med os. Vi får ikke andet svar på denne side af livet. Vi må vente med et mere uddybende svar, til vi skal se Gud ansigt til ansigt.

Helbredelsen her er et tegn. Et tegn, som peger hen på den dag, hvor der ikke mere skal være nogen Betesda dam. En dag, hvor byens menneskelige losseplads vil være tom. Manden, vi hører om, levede mellem Jesu første og andet komme. Og det gør vi også. Derfor deler vi vilkår med ham og alle de andre ved Betesda dam. Nemlig det vilkår, at nogen bliver helbredt, mens andre ikke gør. Men Gud har givet os et tegn, et håb, et løfte om, at en dag skal alle ved Betesda dam blive raske.

Indtil da må vi leve med, at vi trods alt har et menneske, Jesus, der siger: Jeg blev menneske for dig. Vi har et menneske, Jesus Kristus vor bror. Til ham som sagde: ‘Jeg har ikke noget menneske’, kom Gud og blev menneske.

Et klart svar på vores hvorfor, har vi ikke fundet. Men har vi fået øje på ham, der færdes også i vores liv og i vores gade, ja, så har vi måske fået den snert af håb, der skal til for at tage vort liv på os endnu en gang og leve endnu en dag.

Udfordringen

Vil du lade Jesus Kristus være menneske for dig? Og tør du tro på, at sætningen: ‘Ikke uden jeres himmelske fader,’ også gælder dig?