Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 2. juledag

Verden blev ikke forvandlet til fred og fryd, fordi Jesus blev født. Tværtimod handler juleevangeliet om, at Gud blev menneske i verden, som vi kender den på godt og ondt.

Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Matt. 23,34-39

 

Realistisk juleglæde

Tanken

Anden juledag, d. 26. december, er folkekirkens eneste officielle martyrdag. Fra den tidligste kirke er det nemlig dagen for Sankt Stefan. Han var ifølge Det Nye Testamente (Ap.G. 7) den første, som blev slået ihjel på grund af sin kristne tro. I de ældste kirker fejrede man gudstjeneste ved martyrernes grav på deres dødsdag. Sankt Stefans dag var den 26. december, og man fejrede denne dag længe før, man begyndte at fejre jul ved vintersolhverv. Så det er en ren tilfældighed, at juledags glæde og anden juledags sorg kommer lige efter hinanden. Sankt Stefans dag midt i juleugen er med til at gøre
julebudskabet realistisk. Verden blev ikke forvandlet til fred og fryd, fordi Jesus blev født. Tværtimod handler juleevangeliet om, at Gud blev menneske i verden, som vi kender den på godt og ondt.

Troen

Er det medaljens bagside vi hører om i dag? Juleaften og juledag hørte vi om frelse og fred, men når det så kommer til stykket, handler det tilsyneladende om ufred og lidelse. Det her med fred mellem mennesker og mellem Gud og mennesker var åbenbart ikke andet end et bluffnummer. For godt til at være sandt. Er Gudsriget ikke andet end en utopi? En utopi som vækker menneskers længsel efter en dybere fred, men som viser sig ikke at være andet end det, vi alt for godt kender til, nemlig ufred og konflikt.

Nej!

Det Jesus betød, da han kom, er ikke bare en utopi. Han kom virkelig med fred fra Gud. Men den verden, han kom til, er jo ikke forandret. Den ligner sig selv. Verden bliver ikke forvandlet til fryd og fred. Men anden juledag skal minde os om, at det er til netop vores ufredelige planet, frelseren kom. Ja, det er netop til denne planet, hvor ufreden og volden hersker, at Jesus lader sig føde. Her hvor ukærligheden råder, lader Guds kærlighed sig føde. Stefanus, kirkens første martyr, bekender blot sin tro på frelseren som ligger i krybben. Og han betaler, hvad det koster.

Først er der juledag, og derefter følger en martyrdag. En vidnedag, for budskabet om ham, som er Guds frelse til os må bevidnes og forkyndes. Efter festdagen er det nu blevet hverdag, og det skal vise sig, om vi vil kendes ved Jesus Kristus, eller vi vil fornægte ham. Det vil nok ikke koste os liv og lemmer, som tilfældet er med Stefanus, og som det er tilfældet for tusinder af kristne jorden over i dag. Nej, det koster såmænd bare lidt mod til at være anderledes. Bare det at have modet til at gå i kirke og være åben omkring det kan koste i form af hånlige bemærkninger, et træk på skulderen eller bare et hævet øjenbryn. ‘Latterlige bagateller’ vil nogle sige. Ja, men det er altså sådanne småting, der for nogle kristne kan være ubærlige. De har ikke modet til at være anderledes, uden for det gode fællesskab, hvor man hygger sig med at forarges over disse mærkelige kristne, der holder fast ved en gammel bog og en Jesus, som virker ude af trit med tiden.

Og det kan koste venner. Som digteren Johannes Jørgensen siger i en sang: ‘Og venner må du slippe, de går en anden vej.’ Han havde selv erfaret det. Han, der var en fejret digter af den kulturradikale type, en fremtrædende fritænker, gik i 1896 over til den kristne tro. Det kostede ham alle hans danske digtervenner. De vendte sig fra ham i dyb forargelse. Men den pris betalte Jørgensen gerne, og skrev: ‘Hold ud du stjernepilgrim på vej til Betlehem, du er på vej til lykken, du er på vejen hjem.’ Jesus har allerede fortalt os, at vejen til Betlehem kan være brolagt med ubehageligheder. Han har sat advarselsskilte ud om, at det giver problemer at være hans discipel. Han siger, at ‘en discipel må være tilfreds, hvis det går ham, som hans mester. ’Og hvordan det gik mesteren, det ved vi. En enkelt gang stod folkeskarerne med palmegrene i hænderne – en enkelt juleaften, så at sige. Men ellers var det så som så med hyldesten. Han fulgtes til dørs af både soldaters og folks hån og spot. Ja, selv på korset, helt ind i døden, var han genstand for spydigheder. Sådan gik det vores mester, og når nu ingen discipel står over sin mester, vil hver eneste af hans disciple komme til at smage noget af det samme. Og hvis vores liv ikke ligner hans, er det måske, fordi vi overhovedet ikke er disciple, men foretrækker at gå vores egne anderledes sikre og behagelige veje? Med andre ord: vi bekender ikke vores tro, men i al slaphed fornægter vi den – selv om vi nok foretrækker at kalde det noget andet.

Udfordringen

Kan du genkende dig selv i rollen som martyr, dvs. vidne, eller viger du tilbage for at bekende troen på barnet i krybben?