Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 2. søndag efter trinitatis

’Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.’, siger Jesus. Man kan gøre to ting med det kors. Dø på det, eller flygte fra det.

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!

Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Luk 14.25-35.

Hvad koster det at være kristen?

Tanken

For mennesker på Jesu tid var det ikke så mærkværdigt et byggeprojekt at bygge et tårn. I en af sine lignelser fortæller Jesus om en vinbonde, der gravede en rende omkring sin vingård, og så byggede han et vagttårn, hvorfra man kunne holde øje med hele vingården. Måske er det sådan et tårn, Jesu tilhørere har set for sig. Vi møder her Jesu ultimative krav for at være discipel. Det koster alt at være Jesu discipel. Ja, Jesus kræver ligefrem, at vi prioriterer at følge ham frem for at passe den nære familie.

Troen

‘Men ka æt betåel sej’, spørger vestjyden? ‘Hvad er renteafkastet’, spørger investoren? ‘Giver det øget livskvalitet’, spørger psykologen? ‘Er det pensionsberettiget’, spørger den snusfornuftige 56-årige? Ja, hvad koster det egentlig at blive – og at forblive en kristen? Hvis det spørgsmål går på, hvad man skal betale i kirkeskat til Folkekirken, så lyder svaret: sådan omkring tre tusinde kr. om året. Og det er nok til at overkomme for de fleste?

Vi plejer at sige, at det er helt gratis at blive og være en kristen. Vi får det hele af Guds nåde. Nåde hedder på latin ’gratia’, og her genkender vi ordet gratis. Og det står da også klokkeklart: vi kan ikke betale os til frelse. Vi bliver ikke Guds børn ved at yde ham noget til gengæld. Og det har vi været supergode til at fremhæve i Folkekirken. Det skal helst være omkostningsneutralt at være en kristen – bortset altså fra kirkeskatten.

Men alligevel taler Jesus adskillige gange rystende klart om omkostningerne ved at være kristen. For det at være kristen er jo at følge ham. Og består ens kristendom i andet end kulturkristendom, ja, så kommer det altså til at koste. Et eller andet. Guds kærlighed kan koste os livet. Det skal forstås helt bogstaveligt. Sådan oplever ikke så få kristne det nemlig i fx. Mellemøsten disse år. Her kan det at blive grebet af Guds kærlighed koste en livet. Aldrig før har kirstendomsforfølgelser været så udbredte som i disse år. Uanset om vi kan lide det eller ej, så bliver vi nødt til at tale om det her med omkostningerne. Jesus taler alt for tydeligt om det, til at vi kan lade det ligge. Vi bliver nødt til at sige det, så det høres: du kan ikke blive kristen, uden at det kommer til at koste dig noget. Det koster også at være en discipel i Danmark. Prøv blot at ytre dig offentligt om nogle af tidens herskende emner, som det om kønsidentitet. Her koster det i offentligheden at holde fast ved, at der kun er to køn, og at ens køn ikke er valgfrit, men noget, der er givet fra naturens side.

Der er en tendens, der foruroliger mig. Jeg mærker den i mit eget liv, som årene går. Og jeg kan se den hos andre omkring mig. Efter de entusiastiske ungdomsår, eller hvornår man nu gav sit liv til Kristus, så er det let for os at glide ind i en mere og mere udvandet kristendom. Det bliver mere sådan på det jævne. At vi ikke længere er så entusiastiske i vort trosliv, forklarer vi måske med, at vi er blevet mere modne. Eller måske har vi fået ansvar for ægtefælle og børn. Arbejdet kræver jo også sit. Disse forklaringer ligner oftest bortforklaringer. Velfærdskristendommen koster kun lidt eller ingenting. Den tillader os at være som alle andre. Den er som et rusmiddel – et beroligende medikament, der sprøjtes ind i vores årer, og vi falder til ro. Vi lulles ind i en behagelig sløvhed, hvor overskuddet til at give af os selv bliver mindre og mindre. Og med tiden mister vi evnen til at registrere den åndelige krise, der er ved at indtræffe.

Der findes et kors i kristendommen. ’Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.’, siger Jesus. Man kan gøre to ting med det kors. Dø på det, eller flygte fra det. Men hvad er det da, som skal dø? Hvad er det, et menneske mister, når det bliver kristen? Jesus er meget konkret her. Han nævner familien som et eksempel på det, man kan miste. I mange muslimske lande, bliver man udstødt af familien og det nære fællesskab i landsbyen, hvis man konverterer fra islam til kristendommen. Jesus siger ikke, at man som kristen skal tage afstand fra sin familie sådan generelt for at blive en kristen. Men hvis ens familie kræver noget, der strider imod ens forståelse af det at være kristen, ja, så er det familien, der må vige.

Og lad os så til slut vende tilbage til det med at beregne omkostningerne ved at bygge et tårn. Midt i Jesu opfordring til os om at beregne omkostningerne, ligger der også en påmindelse om, hvad det har kostet Gud at redde os. Måske vil han igennem disse strenge ord også fortælle os, hvilke omkostninger han har haft. Gud siger til os: ‘Jeg har beregnet alle omkostningerne, og jeg ved, at mine omkostninger for at redde dig, er at give slip på min søn i tre dage. Og den pris er jeg villig til at betale. For jeg ved, at kun på den måde kan jeg redde dig.’

Udfordringen

I dag udfordrer Jesus os maksimalt. Og vi kan føle en trang til at ryste udfordringen af os. Men han der taler, er den korsfæstede og genopstandne Jesus, der selv gav afkald på sin familie for at tjene os.