Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – 20. søndag efter trinitatis

Kom med på et afbud! Sådan lyder budskabet i kommende søndags evangelium.

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser:  »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup.  Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.  Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!  Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning,  og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel.  Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.  Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.  Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.  Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.  Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på.  Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav.  Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham, og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.  Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Matthæusevangeliet kap. 22,1-14

 

Kom med på et afbud!

Tanken

Vi får her et vue over, hvordan Guds frelsesplan forløber.

De tjenere, kongen sendte ud for at indbyde til kongesønnens bryllup, er de profeter, som Gud op gennem tiden har sendt for at råbe sit folk op. Og de, som befinder sig helt ude i periferien og er blandt de sidste indbudte, er alle os – hedninger, dvs. ikke-jøder.

Gæsten uden bryllupsklæder er det menneske, der forsøger at, komme med til festen uden at være iklædt Kristus.

Når jeg tænker på den kæmpefest, mange mennesker går glip af ved at takke nej til kongens invitation, undrer jeg mig. Hvad er de grunde, folk har til at takke nej? De må jo være meget vægtige.

Den svenske retrætepræst og åndelige vejleder Magnus Malm har skrevet en bog, som hedder Som om Gud ikke findes. Den handler om sekularisering. Og Malm spørger: hvad er det, der får mennesker til at skippe Gud og leve, som om han slet ikke findes?

Her nævner Malm tre former for et afkortede evangelium. For det første den indsnævring af evangeliet, der siger, at kristendom kun handler om den enkelteste forladelse af synd. For hvad så med det menneske, der ikke kan se sig selv som en synder? Ud med ham.

En anden måde at indsnævre det kristne budskab på er ved at fremstille kristentroen som den sikre vej til at blive lykkelig. Men den holder jo ikke. For på et eller andet tidspunkt mærker man, at ens tro ikke gør en lykkelig i alle situationer. Kristen tro er ikke sådan en vaccine, der gør en immun over for sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed, ensomhed osv. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med sådan en Gud, som ikke beskytter mig? Ud med ham.

Et tredje forhold, der kan være med til at sekularisere mennesker, er der, hvor man fortynder kristendommen uden krav til at ville lægge sit liv om – en kristendom uden Ånd og Kristus  – en kristendom der til forveksling ligner det, som en psykolog lige så godt kunne fortælle os. Men hvorfor egentlig bruge tid på en Gud, der ikke har andet at give mig end det, jeg kan finde andre steder?

Når et menneske vælger at leve, som om Gud ikke findes, så er det sjældent en beslutning, der tages fra den ene dag til den anden. Nej, det er som oftest en langsom proces, der foregår i det skjulte. Og man opdager faktisk ikke, hvad der sker, inden beslutningen om at droppe Gud er blevet en realitet.

Det siges, at hvis man kommer en levende frø ned i en gryde kogende vand, så springer den staks op af vandet. Men hvis man kommer frøen i koldt vand og langsomt varmer vandet op, så bliver frøen siddende, indtil det er for sent.

Sekulariseringen viser sig ofte i en lille bitte ændring i sprogbrugen. I stedet for at tale om evangeliet taler man om de kristne værdier. I stedet for at tale om synd taler man om svaghed og brist. I stedet for at tale om discipelskab taler man om kirkelige aktiviteter. Kan I høre den lille forskydning, der sker i perspektivet ved at ændre lidt på sprogbrugen?

Troen

Der er tre ting i denne tekst, jeg hele tiden støder mig på. Det ene er, at Gud her sammenlignes med en fornærmet vært. Det andet, der udfordrer mig, er tanken om, at Gud åbenbart først havde udset sig en gruppe mennesker, han ville invitere med til sin fest. Det må jo betyde, at jeg kun er kommet med på et afbud. Og det tredje er behandlingen af den mand, der ikke overholdt den dikterede dresscode.

Her må vi huske på, at Jesus, samtidig med at han fortæller Guds historie med menneskeslægten, også fortæller historien, som den tager sig ud i den kulturkreds, han og hans tilhørere levede i. I et ikke demokratiseret samfund stødte man sig ikke så meget på kongens mildest talt hårdhændede behandling af dem, han først havde inviteret.

Og hvad det angår, at nogle af os ser ud til at være kommet med på afbud – det behøver vi heller ikke at bryde vores hjerne med. For sagen er, at vi ved fra andre steder i Bibelen, at Gud ønsker at invitere alle med til sin fest. Alle bliver simpelthen inviteret. Det, at jeg kommer med på afbud, må ikke skygge for det vidunderlige, at jeg overhovedet bliver inviteret.

Og hvad angår kongens brutale behandling af ham, der mødte op i sit eget tøj, må vi huske på, det ikke at ankomme i den festdragt, man fik udleveret sammen med invitationen, det var den højeste foragt for ens vært. Og der kan næppe være tvivl om, hvad Jesus mener med at have festdragten på. Flere steder i Det nye Testamente bruges udtrykket at iklæde sig Kristus eller at være i Kristus. Fx Galaterbrevet kap. 3 vers 27: Alle I, som er døbt til Kristus, har iført jer Kristus.

Meningen er helt klart, at vi ikke kan ankomme i vores eget tøj –  og det uanset hvor meget vi har gjort for at tage os pæne ud. Nej, til den fest er der kun adgang i det festtøj, det blev udleveret sammen med invitationen – nemlig Kristus.

Underligt nok ligger selve evangeliet gemt i netop disse skarpe udsagn. For evangeliet i denne tekst er jo netop, at vi er inviteret med. Gud vil have alle mennesker med. Og det er et dejligt budskab, selv om vi så at sige kommer med på afbud.

Og det andet sted, evangeliet skinner imod os, er det forhold, at vi har fået udleveret festdragten sammen med invitationen. Det sker i dåben, hvor Gud selv ifører mig det tøj, der alene kan give mig en plads til hans fest.

Udfordringen

Kommer jeg, nu hvor jeg har modtaget invitationen?

Eller er der noget i mit liv, der er vigtigere for mig end at sidde til bords i Guds Rige?

Møder jeg op i min egen eller i Jesu retfærdighed?