Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – 21. søndag efter trinitatis

En far går i forbøn for sin syge dreng. Og det ender med, at hele hans husstand kommer til tro. Vi lærer her noget vigtigt om det at tro.

Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

Joh. 4, 46-53

 

Tro som vokser

Tanken

En far går i forbøn for sin syge dreng. Og det ender med, at ikke blot faderen selv, men også hele hans husstand kommer til tro. Vi lærer her noget vigtigt om det at tro.

Hvad vil det egentlig sige at tro? Og hvordan tror jeg? Er tro noget, man kan lære? Jeg vil gerne tro, men jeg kan ikke finde ud af hvordan. Spørgsmålene er mange. Og vi får her nogle hints om troens væsen, dens kamp, og hvordan den vokser.

Troen

Lad mig trække to vigtige punkter om troen frem. For det første er troen en bevægelse. Manden bevæger sig. Han opsøger Jesus. Han bliver ikke bare siddende i sin lænestol fuld af fortvivlelse. Han ved, at skal han have hjælp, så må han opsøge Jesus.

Det er det allervigtigste, du kan gøre, hvis du ønsker at tro. Du må involvere dig. Tro er ikke sådan en ting, der bare falder ned fra himlen. Tro af sig selv kan et menneske aldrig. Troen er altid en gave, man får givet. Men for at kunne få troen, må du i kontakt med Jesus. Du må komme til ham.

Et andet sted siger Jesus: ‘Den, som kommer til mig, skal aldrig sulte, og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.’ Joh. 6,35. Her siger han det tydeligt, at det at komme til ham er det samme som at tro på ham.

Jamen, jeg kan stadig ikke tro. Men du kan komme. Du kan altid i det mindste komme til ham!

Dernæst er tro netop tro. Manden troede på, at Jesus kunne hjælpe ham. Men han får ingen håndfaste beviser på det. Faderen kunne jo ikke være sikker på, at det var sandt, det Jesus sagde: ‘Gå hjem, din søn lever.’ Der står: ‘Manden troede Jesus på hans ord og gik.’ En fantastisk stærk sætning.

Det er nok her, det allersværeste ved troen er. Det med at handle kun på et mundtligt løfte. Hvordan så mandens tro ud på den tur tilbage til hans hjem? Jeg gætter på – hvis manden her da altså er nogenlunde som os – så har hans tro ikke været ene om pladsen i hans sind. Mon han nu kunne stole på Jesus? Var denne mand i virkeligheden i stand til at holde det, han havde lovet?

Den rejse, faderen foretog sig hjem, er et billede på hele vores vandring i tro. Vi befinder os i nøjagtig den samme spænding. Vi har fået mange løfter fra Gud. Løfter om glæde, løfte om helbredelse, løfte om en fysisk opstandelse og et helt nyt og evigt liv hos Gud engang. Vi lever vort liv udspændt mellem disse to poler: løfterne fra Gud og så deres opfyldelse.

Vi er på vej hjem som denne far for at få vished om, at det løfte Jesus gav, nu også virkelig holder. Her gives ingen beviser. Her må vi gå i tro – stole på de løfter vi har fået.

Udfordringen

Vejen mellem løfte og opfyldelse kan være hård. Men det er til gengæld også her vores tro kan vokse. Og det forklarer måske, hvorfor Jesus synes så afvisende over for at hjælpe manden i første omgang. Han svarer ikke manden på hans bøn. Tvært imod benytter han anledningen til at kritisere sin samtid for at kræve tegn og beviser. Hvorfor gjorde Jesus det?

Her er vi inde ved noget meget vigtigt og også svært ved troen. For nogle gange ser det ud til, at Gud vender ryggen til både mig og til hele verden. Han forekommer så mærkelig tavs og uengageret.
Men med sin afvisning i første omgang, stiller Jesus sig op som en mur, manden kan spille opad. En mur han kan træne sin tro opad. Det er, som om Jesus vil hjælpe ham til en endnu dybere og stærkere tro. Nemlig en tro der gør ham endnu mere afhængig af Jesus. Som et træ, der udsættes for en barsk vestenvind, bliver nødt til at slå endnu dybere rødder, end det træ der står i læ.

Mærkeligt nok går tvivl og tro ofte hånd i hånd. Sær tanke: Gud leder os ind i tvivl på … Gud! Ja, men kun for at troen kan blive endnu mere rodfæstet i os. Her finder vi den tro, som vokser.