Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 3. søndag efter trinitatis

Når arven er brugt op, og mennesket sidder i sin svinestald og begynder at angre, så er der ingen grænser for, hvad der kan ske.

Tredje søndag efter trinitatis

Han sagde også: »En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Luk 15,11-32

At komme hjem

Tanken

Denne lignelse er ganske enkelt kristendommens grundfortælling. Her finder vi klart og tydeligt Jesu forkyndelse af evangeliet om Guds rige. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er fra denne fortælling af Jesus, at apostlen Paulus henter meget af sit stof til det, han skriver i sine breve. Ikke mindst Romerbrevet. Samtidig er det også en psykologisk skildring af forholdet mellem forældre og børn og mellem søskende. Vi er alle enten ældste brødre eller yngste brødre. Ældste brødre er dem, der tilpasser sig og er de søde og ordentlige. Yngste brødre er de forkælede, som får lov til meget mere end den ældste. Det er den i søskendeflokken, der bryder grænser, gør oprør og går hjemmefra.

Og endelig er lignelsen en beskrivelse af vores kulturhistorie. Vi lever i en sekulariseret efterkristen tid, hvor man for længst har erklæret Gud for død. Man er draget væk fra kirkens og kristendommens snævre rammer og har frigjort sig fra sin himmelske fars autoritet. Og nu sidder man billedlig talt i svinestalden og har opbrugt arven.

Troen

Lignelsen handler om at komme hjem og være hjemme. Vi bærer alle på en nøgle i lommen. Den nøgle passer til en dør, og når vi træder ind gennem den dør, er vi hjemme. Oprindeligt hører vi til i Guds rige, hjemme hos vores far. Men mange af os er gået hjemmefra og lever nu kun med mindet om vores barndomshjem.

Der står, at lillebroren gik i sig selv. Et gammelt og lidt tilsidesat udtryk, der dækker over ordet anger. Anger er noget andet end fortrydelse. Når man fortryder noget, kommer der let nogle bagtanker med – nemlig, at nu har jeg sagt, at jeg fortryder, så må jeg da blive tilgivet. Men et menneske, der angrer, hun og han har ikke den bagtanke, at nu må jeg have fortjent at blive tilgivet. Nej, når man angrer, vedgår man, at man har skylden, og man ved, at man ikke kan forlange at blive tilgivet. Og det er det, den yngste søn gør. Da han vender tilbage, siger han: ‘Far, jeg har ikke fortjent at kaldes din søn.’ Det er anger. Ikke med et letkøbt: det må du altså undskylde far – underforstået: nu har jeg sagt undskyld, så er det din pligt at tilgive.

Kunne ordet anger igen blive aktuelt? Kunne det ske, at der er mennesker, der i dag begynder at angre? Vi kunne jo spørge: hvornår var den yngste søn nærmest ved sin far? Var det, da han var derhjemme på gården? Nej, her var hans relation til faderen ikke særlig god. Var det så, da han levede i sus og dus og ødslede arven væk? Næppe. Her har han vel knap nok skænket hjemmet og faderen en tanke overhovedet. Højst er det blevet til, at han i nedladende toner har omtalt den gamle derhjemme. Og så min – åh altid så pligtopfyldende – storebror.

Men hvornår havde han så været nærmest sin far? Jo, det tror jeg, han var, da han havde tabt alt og forspildt enhver chance. Her gik det nemlig op for ham, hvor meget han havde tabt ved at forlade sit barndomshjem. I angeren kommer et menneske Gud nær på en helt speciel måde.

Vi er så vant til at tænke, at det kun kan gå tilbage med evangeliet. Vi kan næsten ikke forestille os, at mennesker igen skulle begynde at søge Gud og kirken. Vi anser ordet vækkelse for en anakronisme – noget fortidigt, der umuligt kan ske igen. Men måske skulle vi tænke anderledes. For når arven er brugt op, og mennesket sidder i sin svinestald og begynder at angre, så er der ingen grænser for, hvad der kan ske. Så er der måske en hel folkemængde, der begynder en vandring tilbage til deres udgangspunkt: barndomshjemmet og deres far.

Hvor mange fortabte er der egentlig her i Jesu fortælling? Ja, vi er så vant til at identificere den yngste søn med den fortabte. Det er ham, der gik hjemmefra. Han er den fortabte. Men i virkeligheden er der to fortabte sønner – blot på hver sin måde. For begge gjaldt det, at de havde misforstået, hvad det vil sige at have en far. Den ældste søn havde misforstået det på den måde, at han hele tiden var beregnende i sit forhold til faderen. Han har hele tiden været på arbejde. For han skulle jo skrabe så mange point sammen, at faderen ikke kunne undgå at belønne ham. Men det er ikke at have en far. Han havde slet ikke forstået det, faderen siger: ‘Mit barn, du er altid hos mig og alt mit er dit.’

Den Gud, som Jesus her tegner et bilede af, er en rig far, der kun ønsker at dele sin rigdom med sine to drenge. ‘Mit barn, du er jo altid hos mig, og alt mit er dit.’

Kan du høre, faderen kalder på dig: Mit barn. Han kalder dig sit barn, uanset om du står og skumler udenfor og er ved at gå til i selvretfærdighed og krænket stolthed, eller om du står der som den yngste søn i al sin fortabthed.

Udfordringen

‘For således elskede Gud verden, at han sendte sin enbårne søn…’ Det er jo det, Gud har gjort: han har sendt sin søn til os, der i dag lytter til Jesu historie, for at invitere os indenfor til fest. Gud kommer dig i møde, uanset om du bedst kan identificere dig med lillebroren eller storebroren. Begge inviteres med til festen og til af få del i farens rigdom.