Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 4. søndag efter påske

Når vi hører om Sønnen, der frivilligt gik i vores sted og døde på korset for alle mine halve sandheder og hele løgne og ynkelige fortrængninger, er jeg klar til at blive sat i frihed af den store sandhed om Kristus.

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«  Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie

Joh 8,28-36

Synden og Sønnen

Tanken

Jesus befinder sig i en stor strid med farisæerne og saddukæerne. Og striden går som næsten altid på, hvad Jesu sande identitet er. Om han er den, han siger, han er, nemlig Guds søn, den ventede Messias? Resultatet af diskussionen er, at mange jøder kommer til tro på ham. Jesus antyder, at de stadig er ufrie. Jøderne svarer, at de er Abrahams børn og aldrig har været underlagt nogen form for ufrihed. Men Jesus svarer dem, at det er synden, der gør dem ufrie. Og hvis ikke de bliver løst fra synden, vil de forblive ufrie.

Troen

Synden og Sønnen. De to ord kan i første øjeblik lyde næsten ens. Men der er en verden til forskel mellem de to ord. Synden binder, men Sønnen sætter i frihed. Synden benægter sandheden, men Sønnen taler sandheden og fordriver løgnen. Og netop løgnen, fortielsen og fortrængningen er kernen i det at være slave under synden.

Hvad er det for en sandhed, der kan gøre os frie? Det er sandheden om os, og det er sandheden om ham. De to sandheder kan sætte et menneske i frihed. Sandheden om os mennesker er, at vi er slaver af synden, for: ‘Enhver der gør synd, er syndens træl,’ siger Jesus. Den påstand er en bitter pille for os stolte mennesker at sluge. Står det virkelig så slemt til med mig, at jeg skulle være slave under synden? Vi har svært ved at indrømme, at synden er så rodfæstet i os, at vi ligefrem skulle være slavebundet af den. Jeg vil gerne indrømme, at synden har en stor anpart i mig, men at jeg ligefrem skulle have mistet kontrollen i mit liv, har jeg svært ved at indrømme. Jeg har stadig en tro på, at når bare jeg får løst det og det problem, når bare jeg når det, jeg lige mangler at få ordnet, så genvinder jeg kontrollen over mig selv. Så skal jeg nok få styr på det.

‘Den som gør synd, er syndens træl,’ siger Jesus. Dermed fratager han os al kontrol. Jeg kontrollerer ikke synden. Det er synden, der kontrollerer mig. Den har magten over mig. Vejen til frihed begynder med, at vi indser sandheden om os selv:

‘Vi er syndere, og vi er bundet på hænder og fødder og sidder buret inde i syndens slavefængsel. Vi er ikke længere i kontrol over vores liv. Vi er fanget, og er spundet ind i løgnens og fortrængningens spindelvæv.

Når denne sandhed og afsløring af løgnen først har indfundet sig, kan vi høre sandheden om Jesus. Sandheden om Sønnen. Når vi hører om Sønnen, der frivilligt gik i vores sted og døde på korset for alle mine halve sandheder og hele løgne og ynkelige fortrængninger, er jeg klar til at blive sat i frihed af den store sandhed om Kristus. Nemlig den, at han med sit liv, sin død på korset og sin opstandelse har gjort mig fri, virkelig fri. Fri fra dommen, fri fra døden og fri helt ind i samvittigheden. Friheden er, at vi må være børn af huset, vi må have barnekår hos Gud. Vi må være sønner og døtre sammen med Guds Søn, og vi skal ikke længere være slaver i huset, men frie børn. Han er kommet for at sætte os frie fra alt, der binder os til os selv og vort eget. ‘Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.’ (2.Kor.3,17) Her gælder kærlighedens lov.

De to sandheder, sandheden om os, at vi ikke har kontrol over vort liv, men er underlagt syndens kontrol, og så den store sandhed om Sønnen, der kan sætte os virkelig fri med sit liv, sin død og sin opstandelse, kan gøre os helt frie. Frie i samvittigheden. Frie i det inderste. Måske stadig bundet af ulykkelige konsekvenser af synden, måske bundet resten af livet. Men inderst inde frie i Guds uendeligt store tilgivelse.

Sønnen vil gøre os virkelig frie. For hans tilgivelse er langt mere end overbærenhed og at se gennem fingre med. Hans tilgivelse har det store, ultimative offer som forudsætning. ‘Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham’ (2. Kor 5,21). Det er den frihed, jeg må vende tilbage til igen og igen, mens jeg i dette liv må arbejde fra dag til dag på at lade sandheden gøre op med løgnen. Over for Gud er der en dyb og varig frihed. Og jeg mærker, at uden denne bund af frihed bliver samvittigheden tung trods alle gode forsøg på at tale sandt. Den frihed, som Sønnen giver, renser samvittigheden helt grundlæggende. Og dermed gør den også samvittigheden frisk igen, hver gang den tenderer til at bliver grå og beskidt af alle mine kompromisser med løgnen.

Udfordringen

Hvorfor har vi ofte så svært ved at indrømme sandheden om os selv: at vi er syndens træl, når vi gør synden? Hvorfor vil vi hellere miste hovedet end tabe ansigt, dvs. indrømme, at vi ikke er i kontrol med vores liv?