Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 4. Søndag efter trinitatis

Hvad nu hvis Jesus faktisk mener, hvad han siger? Og det tror jeg faktisk, at han gør. Han er kommet med en ny standard for, hvordan vi skal leve.

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Matt 5,43-48

I lære i kærlighedens skole

Tanken

I sin tale kræver Jesus fuldkommenhed af os. Fuldkommen tilgivelse og fuldkommen kærlighed. Ja, vores kærlighed skal ikke blot omfatte vore venner, men også vore fjender.

Der er to måder, man kan høre Jesu tale på. Man kan sige, som Luther konstaterer, at det her er umuligt – sådan kan jeg umuligt komme til at være. Og det er så faktisk også pointen med Jesu ord her, mener Luther. Disse ord om at elske selv vore fjender er som et spejl, vi sætter op foran os. Og så viser spejlet mig, hvem jeg virkelig er: nemlig et ufuldkomment menneske, som aldrig nogensinde kommer i nærheden af at leve et liv, som Jesus her beskriver det. Luther kalder teksten her for et syndespejl. Meningen med disse ord af Jesus har aldrig været, at vi skulle kunne praktisere dem, hævder Luther. Deres opgave er derimod at vise os, hvor meget vi har brug for Jesus og hans frelse.

Troen

Luthers svar er helt sikkert en del af svaret på, hvordan vi skal forstå disse ord af Jesus. Men er det så det eneste, der er at sige? Hvad nu hvis Jesus faktisk mener, hvad han siger? Og det tror jeg faktisk, at han gør. Han er kommet med en ny standard for, hvordan vi skal leve. Han er kommet for at vise os en helt ny måde at leve vores liv på. Det er den anden måde at forstå Jesu ord på.

Jamen, det er jo kropumuligt, hører vi straks en stemme sige inden i os. ‘Du kan lige så godt give op – det vil aldrig lykkes’, hvisker stemmen.

Hvis stemme er det? Jeg tror, stemmen har to kilder. Den ene kilde er Jesu modstanders stemme, Djævelens. Han vil gøre alt for at få os til at opgive Jesu ord om at elske. Den anden kilde til stemmen, der hvisker os i øret: ‘Opgiv det nu bare – det er helt umuligt’, er vores erfaring med at vise kærlighed. Den taler stærkt og klart, og den er næsten ikke til at overdøve. Den har jo fakta på sin side. Og hvem kan modsige erfaring og fakta?

Men Jesus siger stadig: ‘Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.’

Her skal vi lægge mærke til et par ting. Jesus går tilsyneladende ud fra, at vi har fjender. Han er yderst realistisk. Han ved, at det ikke kan lade sig gøre at gå gennem et helt liv, uden at vi får nogen imod os. Fjender, synes vi måske, er et lovlig stort ord at tage i vores mund. For vi hører i ordet fjende noget meget følelsesladet – et brændende had.  Fjende derimod i Jesu mund betyder blot en, der ikke tænker, lige som jeg gør, ikke prioriterer lige som jeg gør. Og sådanne mennesker tror jeg, vi alle møder. På arbejdspladsen, i familien såmænd, en nabo eller en i sportsklubben. Men Jesus pålægger os stadig at elske, ikke blot dem, der er enige med os, men også dem, vi er uenige med. For ham, du er uenig med, er også elsket af Gud. Og Gud ødsler sin kærlighed på alle mennesker. Det er jo ikke sådan, at solen kun skinner på de 900 m2, jeg bor på, og så stopper ved hækken ind til min besværlige nabo. Nej, Gud lader sin sol skinne både på min og på naboens parcel. For han elsker både min nabo og mig.

I bogen ’Holy spy’ – den hellige spion, fortælles der om pastor Holmer i det daværende Østtyskland. Præstens søn var blevet nægtet optagelse på universitetet. Her sad fru Honecker, præsident Honeckers hustru, nemlig og sorterede i, hvem der fik lov til at tage en uddannelse. Og fordi Holmers søn var kristen, blev han afvist. Da så Eric Honecker blev tvunget til at gå af, gik det sådan, at præsten Holmer var den eneste, der tilbød ægteparret Honecker husly. De mennesker, der i den grad havde gjort livet svært for præstens familie, netop de fik husly. Holmer skjulte ikke for beboerne i den by, hvor han boede, hvem de mennesker var, der boede hos ham i en periode. Det betød, at der af og til var borgere, der samledes uden for præstens hus og protesterede imod, at han skjulte den forhadte diktator. Fru Holmer gik ud på gaden og forsvarede, at diktatoren og hans hustru fik husly. Hun sagde: ‘Vi beder, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Sådan beder vi i Fadervor. Hvis ikke vi kan tilgive vore fjender, så fornægter vi vores egen tro.’ Holmer-familien nærede vel ikke ligefrem varme følelser for diktatoren og hans hustru. Men det behøver man heller ikke for at elske. At elske handler lige så meget om at gøre med vore handlinger som at elske med vore følelser.

Apostlen Paulus siger i sit brev til filipperne: ‘Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen, men jeg jager efter det, fordi jeg selv er grebet af Kristus.’

Her har vi nøglen. I stedet for at kigge bagud og lade os styre af vores kommen til kort med at elske, som Gud elsker os, så skal vi kigge fremad, og igen og igen forsøge at praktisere det, som Jesus her lærer os (i vores tekst). Vi må gå i kærlighedens skole et helt langt liv. Sandsynligvis er vi stadig amatører, når der ringes ud til frikvarter. Men en ting har vi gjort: vi har anstrengt os, vi har øvet os.

Udfordringen

Går du i kærlighedens skole, og øver du dig på denne lektie: at elske både dine venner og dine fjender? Eller tænker du: ‘Det er jo helt umuligt at elske, som Jesus siger, vi skal’?