Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 5. søndag efter trinitatis

Hvordan kan det gå til, at Peter i det ene øjeblik kan aflægge bekendelsen om Jesus: ‘Du er Kristus den levende Guds søn’? Og så i det næste være Djævelens håndlanger?

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.

Mat.16,13-26

Det bedste og det værste i en discipel

Tanken

Hvordan i alverden kan det gå til, at Peter i det ene øjeblik kan aflægge den sande bekendelse om Jesus: ‘Du er Kristus den levende Guds søn’? Og så i næste åndedrag få at vide af Jesus, at han er Djævelens advokat og håndlanger? Det er et af de spørgsmål, der springer i øjnene i denne beretning. Højt at flyve, dybt at falde må vi så sandelig sige. Hvordan kan to så vidt forskellige sider rummes i et menneske?

Troen

Det værste og det bedste i et menneske. Hvor mange gange har jeg ikke selv gjort det, som Peter gør? Aflagt den rigtige bekendelse om Jesus, for så i næste øjeblik at bevæge mig væk fra min Herre? Det går altid galt, når vi mennesker vil forsøge selv at tænke os frem til, hvem Jesus er. Der har været et utal af bud på, hvem Jesus var. Og mærkeligt nok, så har de svar, der er givet, næsten altid været et ekko af det miljø, den tid og de moderigtige tanker, der har hersket på det tidspunkt og i den kultur, de pågældende mennesker har levet i.

Og vi må gribe i egen barm og spørge: Hvordan ser mit eget Jesus-billede ud? Hvordan er min forståelse af Gud? I hvor høj grad er mit gudsbillede præget af mine egne tanker? Og i hvor høj grad er det mit behov for at tro på en god og stærk Gud, der har styr på alt det, jeg ikke selv har styr på, der former mit gudsbillede? Samtidig med at jeg læser bevidst hen over de steder i Biblen, der siger noget om Gud, som ikke passer ind i opfattelsen af den rare Gud? Sætter jeg kikkerten for det blinde øje og afskriver de træk ved Gud, jeg ikke synes er sympatiske? Og vi må spørge os selv: I hvor høj grad er det vores oplevelse af vores biologiske far i barndommen, der præger vort billede af Gud i dag? Er Gud for mig blevet en streng og straffende Gud, en fraværende og fjern Gud, fordi min far var det? Eller var min far en stresset og fortravlet arbejdsnarkoman, der aldrig havde tid til at lytte til sine børn?

Efter sin klare bekendelse af Kristus vil Peter beskytte sin Herre fra at dø en vanærende død. Men Jesus ser det som Djævelens forsøg på at holde ham væk fra den korsdød, som Jesus ved, at han skal dø. Derfor er Jesus så skarp i sin afvisning af Peter. ’Vig bag mig Satan’. Sikken lussing! Men Jesus forkastede ikke Peter. Jesus kan godt bruge fejlende disciple i sin tjeneste, når blot det er Jesus, der er Herre.

Jesus bygger sin kirke på Peters gode bekendelse og vil i Peters discipelliv forme ham til at blive en ledende klippe for sin kirke. Et noget skrøbeligt fundament synes vi måske. Men Jesus bruger ikke desto mindre fejlende mennesker i sin kirke.

Og det gode er, at dødsrigets porte ikke skal få magt over den kirke. Det er et fantastisk løfte om, hvem der vinder på den lange bane i den store kamp mellem Gud og Djævelen.

Her skal vi lægge mærke til, at der ikke står: ‘Og dødsrigets porte skal ikke få magt over den evangeliske lutherske folkekirke i Danmark.’ Det har vi faktisk ingen lovning på ikke vil ske. Vi kan ikke være sikre på, at folkekirken med dens grundtvigianere og indremissionske og karismatikere og FDF’ere ikke en dag skal dreje nøglen om. Og det samme gælder den mægtige katolske kirke, baptistkirken og pinsekirken. Måske skal de også lukke og slukke en skønne dag og bukke under for dødsriget. Men det gælder ikke den kirke, som Jesus vil bygge. Den står tilbage som den klippe, Jesus lagde den dag i Cæsarea. Jesus siger: jeg vil bygge ‘min kirke.’ Det kan godt være, at det går tilbage for kirken her i Danmark, ja i hele den vestlige kulturkreds. Men Jesu Kristi kirke vil stadig være der for ethvert menneske, som ikke kan undvære Jesus et sekund af deres liv. Hans kirke vil stadig være der, når alle andre ting vakler og falder.

Med Peters bekendelse: ‘Du er Kristus, den levende Guds søn’ er der lagt et solidt fundament for at bygge kirke. Og den bekendelse lyder i kirken hver søndag. Her er et fællesskab, jeg kan træde ind i med min mere eller mindre store tro og tvivl. Her kan jeg som Peter gentage den bekendelse til Kristus, som jeg ikke selv kan regne mig frem til. Her i gudstjenestens fællesskab kan jeg tage de store ord i min mund, som jeg derhjemme og på arbejdspladsen ellers kan have svært ved at få sagt. Men her til gudstjenesten bliver det på en måde så enkelt. Her tør jeg bekende Kristus. Sammen med alle de andre troende, men ind imellem også tvivlende disciple.

Udfordringen

Vil du stille dig til rådighed for Guds kirkebyggeri, selv om du også bliver irettesat af Jesus for at have misforstået, hvad han skal? Hvad betyder det for dig, at du må få lov til at deltage i kirkens fælles bekendelse til Kristus som Guds søn?