Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ 8. søndag efter trinitatis

Jesus holder i dag en dommedagsprædiken for os. Han vil nemlig hellere holde dommedagsprædikenen for os i dag end holde dom over os i morgen.

Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«

Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Matt. 7,22-29

At høre og at gøre

Tanken

Jesus holder i dag en dommedagsprædiken for os. Han vil nemlig hellere holde dommedagsprædikenen for os i dag end holde dom over os i morgen. Han bebrejder sine tilhørere for kun at ville høre hans ord, men de vil ikke gøre og handle efter disse ord.  Han sammenligner dem med en uduelig entreprenør, der bygger huset på en sandbund i stedet for på et solidt fundament af klippegrund.  ’Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand’. Sådan taler Jesus. Klippegrunden er ikke at bare høre Jesu ord, men det er også at handle efter dem.

Troen

Jesu ærinde her er altså at advare os imod en dødelig sygdom, der ligger og lurer på alle kristne. Nemlig den sygdom at høre Jesu ord uden at ville gøre efter dem. Den sygdom, der gør hans menighed til en samling papegøjer, der er mægtig dygtige til at plapre bønner af og sige: ’Herre, Herre’, men aldrig gør alvor af, at adlyde denne herre. Der er ikke noget, der kan erstatte den lydighed. End ikke de mest iøjnefaldende, flotte og fornemme religiøse præstationer. Det hjælper os ikke en døjt, siger Jesus, om vi på dommens dag kan træde frem og pege på, hvor religiøst udrustede vi har været: ’Herre, har vi ikke profeteret i dit navn?’ – dvs. været fremragende prædikanter, offentligt og i det store eller privat og i det små. Og på samme måde: det hjælper os virkelig heller ikke, om vi kan pege på specielle evner og gaver, vi har haft: ’Herre, har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn?’ – altså helbredt menneskers legeme eller sjæl ved bøn. Alle disse gode gerninger erstatter bare ikke den daglige lydighed!

Og endelig: det hjælper os virkelig heller ikke, om vi kan pege på, at vi har udført alle mulige flotte, imponerende gerninger, der fik folk til at måbe af forbløffelse: ’Herre, har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?’ – altså gjort mirakler. Men selv det at få mennesker til at måbe af forbløffelse, erstatter ikke den daglige lydighed. Og den lydighed, den har et navn. Den hedder kærlighed. Kærlighed til Gud og til vores næste. Den autentiske kommentar til Jesu lignelse om de to huse finder vi derfor i det 13. kapitel i Paulus’ første brev til korinterne, hvor han siger: ‘Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.’

Det er ellers en fin ting at lytte til Jesu ord. Her begynder det hele. At lytte til Jesu ord er den gode og den nødvendige begyndelse. For hvis vi ikke gør det, så bliver der overhovedet ikke bygget noget hus, hverken på den ene eller den anden slags jordbund. Det hele begynder med, at mennesker hører Jesu ord, alvorligt og opmærksomt. Men når det så er hørt, så indtræffer det afgørende øjeblik. For da er det handlingens tid. Så er det tid til at handle efter disse ord. Her skilles vandene, siger Jesus. Vil vi nøjes med at lytte til Jesu ord, eller handler vi også efter dem, så vidt det står i vor magt?

Den svenske forfatter Selma Lagerlöf har en fortælling, ‘Antikristens mirakler’, der handler om et kloster på Capitolium i Rom. I klostrets kirke var der et undergørende Kristusbillede. Der udgik en særlig kraft fra det billede. Men en dag blev Kristusbilledet stjålet og en forgyldt efterligning sat op i stedet. Men ikke en af munkene bemærkede, at det ægte Kristusbillede var borte, og i klostret tilbad man nu en forfalskning. Munkene begyndte ganske vist at tale om, at det var, som om billedet ligesom havde mistet sin kraft til at gøre godt. Og det var i øvrigt som om Kristi herredømme formindskedes uden at nogen rigtig forstod, hvordan det gik til. Og først da munkene på underfuld måde fik det rigtige Kristusbillede tilbage og forfalskningen kastet ud – først der forstod de, hvad der var sket, og nu begyndte kraften at vende tilbage.

Sådan er det også med den kristne kirke. Der, hvor den ikke vil være en ’høre og gøre kirke’, der mister den sin kraft. Men der, hvor Jesu disciple både hører og gør efter det, de hører, der vender kraften tilbage.

Udfordringen

Jesus har ikke kaldet os til at være høre-kristne, føle-kristne, god-vilje-kristne, søndags-kristne, disciple der hører og synger smukt og pænt i kirken om søndagen. Fører forkyndelsen os til at være ligeglade med Guds vilje, så sker der ganske automatisk det, at Kristi herredømme formindskes, uden at nogen rigtig kan forklare, hvordan det går til. Kraften siver ganske stille, men sikkert ud, der hvor man blot lytter til Jesu ord, men ikke også handler efter dem.

Så – hvad kalder Jesus dig til at gøre i dag?