Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ anden søndag efter helligtrekonger

Kender du denne længsel og tørst efter at få mere af det levende vand? Eller er du mere optaget af dine egne brøndboringer?

Han kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef.  Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

 En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.«  Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad.  Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.  Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.«  Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra?  Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?«  Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen.  Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«  Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.«

Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!«  Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand;  for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.«

Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet.  Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.«  Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.  I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.  Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.  Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«  Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.«  Jesus sagde til hende: »Det er mig, den, der taler til dig.«

Johs. 4,5-26

Levende vand

Tanken

Jesus møder her en kvinde, som tørster. Og han møder hende med et tilbud om forandring. Han befinder sig i fremmed land. Samaria er et urent område for den troende jøde. Og her taler han oven i købet med en kvinde. Dermed bryder Jesus alle regler for korrekt opførsel.

Jesus fører hurtigt samtalen ind på emnet levende vand og vækker kvindens nysgerrighed. Han lover hende, at den, som drikker af det vand, han vil give, aldrig skal tørste igen. Men før det sker, må der et opgør til med hendes rodede kærlighedsliv. Kvinden føler sig afsløret og forsøger at lede samtalen væk fra det pinagtige emne og over på det teologiske spørgsmål, nemlig om det rette sted at tilbede Gud. Er det på Garizims bjerg, som samaritanerne gjorde det, eller er det i Jerusalem, hvor jøderne tilbad. Det er ligegyldigt, hvor du tilbeder, siger Jesus, det afgørende er, at du tilbeder i Ånd og sandhed. Og samtalen ender med, at kvinden kommer til tro på Jesus som Messias.

Troen

’Findes der et liv før døden?’, sådan stod der skrevet med spraymaling i en jernbanetunnel. Vedkommende, der havde skrevet det, var åbenbart kommet i tvivl. Måske havde vedkommende oplevet, at et liv på forbrugssamfundets præmisser slet ikke slukker tørsten. Det er som at forsøge at slukke tørsten ved at drikke saltvand, og det bliver man kun mere tørstig af.

Og det er ikke et nyt fænomen. Sådan har det altid været. I Gammel Testamente siger Gud: To onde ting har mit folk gjort. De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner der slår revner og ikke kan holde vand.’ Jer 2,13. Et samtidsbillede omkring 600 år før Kristus – og vel egentlig også en god samtidsanalyse i dag. Man vender Gud ryggen og forsøger at slukke tørsten, men de cisterner, man tyer til, viser sig at være uholdbare. Tørsten slukkes ikke.

Forestil dig mennesket som en robot. Den er forsynet med en lang ledning, som giver den uendelig bevægelsesfrihed. Vel at mærke når ledningen sidder i stikkontakten. Men hvad gør robotten så? Den hiver ledningen ud af stikkontakten. I første omgang sker der måske ikke noget. Men i løbet af kort tid kører den død, for dens egne batterier er brugt op. Sådan opfører vi mennesker os, når vi forlader det levende vand, Gud.

Kvinden, vi møder her, har ikke noget navn. Men alligevel tegnes der et portræt af hende med enkle streger. Hun bærer på en tørst. I første omgang forstår hun ordene om levende vand bogstaveligt. Men Jesus taler om en åndelig kilde. Vand der kan give mennesker åndeligt liv.

Hvad mener Jesus med det levende vand? Jeg tror, der tænkes på to ting. Det levende vand er for det første ganske enkelt den kærlighed, kvinden bliver mødt med af Jesus. Den kærlighed forvandler hendes liv og bliver til levende vand, som hun resten af sit liv kan slukke sin tørst ved. Han fortæller hende præcist, hvordan hendes liv har formet sig indtil nu. Gennemskuet, ja men også set og elsket. Jesus åbner et rige for hende, hvor det er muligt at få tilgivelse, og hun oplever, at tilgivelsen er som et nyt liv, når hun står ved sin synd og gør op med sin fortid. Hun erfarer, at det er muligt at gøre comeback efter sine mange nederlag og svigt.

Men dernæst er der en betydning mere i billedet med det levende vand. I Joh 7,38f siger Jesus: ’Den der tørster, skal komme til mig og drikke. Den der tror på mig, fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få, føjer evangelisten Johannes til. Når Helligånden flytter ind i et menneskes liv, har vi fået en kilde, der slukker vores tørst på et dybere plan end det fysiske og det følelsesmæssige. En kilde vi kan drikke af, og som slukker vores tørst.

Og der er det mærkelige med Helligånden, at samtidig med at vores tørst slukkes, så skabes der en ny tørst i os. Ikke som en utilfredshed, men som en længsel efter mere. For en berøring af Guds Ånd fylder os med en længsel efter endnu mere. At blive fyldt af Helligånden er en tilstand i stadig længsel efter mere.

Udfordringen

Kender du denne længsel og tørst efter at få mere af det levende vand? Eller er du mere optaget af dine egne brøndboringer, der alligevel altid viser sig at være cisterner, der revner og ikke kan holde vand?