Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – Anden søndag efter påske

Det er en kristens store glæde at kunne genkende den opstandnes røst blandt verdens mange røster, der kræver vores opmærksomhed.

Anden søndag efter påske

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Joh l0,22-30

Hør og følg

Tanken

Vi fornemmer uvilkårligt noget trygt ved hyrdebilledet. Men alligevel forstår vi det ikke helt, for vi lever ikke i et hyrdesamfund. Måske ville vi forstå mere af det, hvis Jesus havde sagt: ’Mine allernærmeste venner genkender straks min stemme i telefonen.’ Eller hvis han havde sagt: ’Et barn kender sine forældres stemmer og reagerer på dem.’ Men Jesus levede i en tid, hvor alle kendte til hyrdelivet, og derfor forstod de, hvad han mente, når han sagde: ’Mine får kender min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.’ Nogle gange kunne man godt have to fåreflokke inde i en fold. En udenforstående kunne ikke kende fårene fra hinanden. Men når hyrden lukkede leddet op og kaldte, så kunne de får, som hørte til i hyrdens flok genkende stemmen, og de fulgte hyrden ud på marken.

Troen

At kende Jesu stemme blandt de mange stemmer, der taler til os, kan vi, når vi hører til Jesu flok. En kristens relation til Jesus er netop kendetegnet ved det intime forhold, der er mellem en hyrde og hans fåreflok. En kristen smiler glad, når han hører hyrdens stemme. Sådan som Maria genkendte Jesus på stemmen påskemorgen, da hun ledte efter ham ude i gravhaven. Det er en kristens store glæde at kunne genkende den opstandnes røst blandt verdens mange røster, der kræver vores opmærksomhed. Vi må aldrig glemme at lytte til hyrdens stemme, og når han kalder på os, kommer vi og følger ham. Det er den opstandne Jesus, som i dag i 2022 ønsker at være vores hyrde. Vi hører ikke om en hyrde, der levede engang for 2000 år siden. Nej, vi har en god hyrde, der lever i dag. En hyrde, der kan finde vej i en kaotisk tid, hvor der vendes op og ned på verdensordenen fra den ene dag til den anden.

Det er store og meningsmættede ord, Jesus udtaler i v. 28 og 29: ’Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det min far giver mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.’ Sætning på sætning som hver for sig rummer en dybde, en rigdom og en glæde for en kristen. Det er mig, Jesus har i tankerne, når han siger: ’Det, min far giver mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.’ Jeg er større end alt andet, Gud nogensinde har givet sin søn. Det er dog lidt af en kærlighedserklæring. Jeg er det bedste og største, hyrden ejer. Netop mig vil han for alt i verden ikke miste.

Og at disse store ord er gangbare, viser langfredag og påskedag os. For når han siger, at ingen skal rive dem ud af hans hånd, så er det manden med de naglemærkede hænder, der siger sådan. Vore navne er skrevet med hans hjerteblod og kan aldrig viskes ud igen. Det er store og dyrebare ord, og vi kan have svært ved at tage dem for fuldt pålydende. Men en kristen lytter til hyrdens stemme.

Der er en sætning i Det Gamle Testamente, som får en særlig betydning i lyset af ordene i dagens evangelium. Sætningen står i 5. Mosebog kap. 33,26-27. ’I sin højhed bor han i skyerne, Gud fra ældgammel tid. Men hernede er hans evige arme.’ Guds evige arme. Gud som den usynlige og ophøjede. Alligevel er han helt nær ved os. Hans evige arme når helt herned på jorden. Det gjorde de, da Jesus levede. Og det gør de stadig i og med, at den opstandne Herre stadig er hos os. Det er de evige arme, vi skal tænke på, når vi hører løftet om, at ingen skal rive os ud af Guds hånd.

Han omfavner os med sine to hænder. Den ene hånd er Jesu hånd, der blev naglet til korset for på den måde at rive mig ud af dødens favntag. Og den anden hånd er Helligånden, som skaber troen på Jesus. Guds to evige arme når helt herned på vores jord.

Udfordringen

At være kristen er både opmærksomt at lytte til Jesu røst og at rejse sig og følge ham, hvor han fører os. Hvordan går det med det?

Du, som vejen er og livet,
dig vi har vort håndslag givet.
Jesus, dig på hvem vi tror!
Mellem alle verdens røster
din er ene den, som trøster,
led os i dit hyrdespor.

Giv, at dig vi følge efter,
nær de små, de svage kræfter,
bøj vor vilje, smelt vor trods!
Lad dit navn i hjertet brændes,
så ved dig vi her må kendes,
at du hist må kende os!

DDS 484