Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – fjerde søndag i advent

Evangeliet i dag stiller os over for det samme valg: skal Jesus eller jeg selv være stor? Det valg kan ingen tage for os. Det må vi hver især selv tage.

Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.  I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham.  Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.  Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle;  hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd.  Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru;  for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål.  Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd.  Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.

Joh. 3,25-36.

Den sidste røst og den sidste forberedelse

Tanken

Nu er det snart juleaften. Alle fire lys i adventskransen er tændt. Ventetiden er snart forbi. Nu er det ved at være sidste chance for at få sig forberedt til jul. Og her tænker jeg ikke så meget på alt det med maden og gaverne, men på det sted, hvor Jesus gerne skulle fødes og bo denne jul, nemlig i vore hjerter.

Johannes Døber var meget populær, og mange mennesker søgte ud i ørkenen for at høre ham og blive døbt af ham. Men nu har Jesus, som Johannes døbte for nogen tid siden, selv begyndt sin virksomhed. Og hans popularitet ser ud til at overgå Johannes’. Det giver Døberen mulighed for igen at understrege, at han kun er en vejbereder for ham, det hele handler om, Jesus Kristus.

Johannes Døber er den sidste af de gammeltestamentlige profeter, den sidste i rækken af den lange række af vidner, der har været med til at bane vejen for Messias, barnet i krybben. Samtidig står han på tærsklen til den nye tid og er således bindeleddet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

Troen

Men netop ved at være sådan en overgangsfigur blev han et billede på Jesus og det, han var kommet for at være og gøre. Jesus selv var den store brobygger. Han byggede bro mellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker. Hans liv, hans død og hans opstandelse er den faste forbindelse mellem jord og himmel.

Det kom til at koste Johannes livet at være brobygger. Han blev som bekendt halshugget. Og Jesus måtte netop dø, for at være brobygger mellem Gud og mennesker. Han blev korsfæstet.

En eneste ambition har Johannes. Og det er at vende opmærksomheden væk fra sig selv og sætte spot på Jesus. Jesus må blive stor og han selv mindre. Johannes vil gerne træde til side, så al opmærksomhed rettes imod Jesus. Det er min glæde, siger Johannes.

Det lyder dog helt forkert i vores konkurrenceverden. Hans betydning skal blive større, mens min skal blive mindre! Det er ikke sådan parolen lyder i dag. Det lyder måske ganske let at sige sådan. Men enhver, der har stået over for den udfordring, ved, hvor svært det er. For det strider så meget imod vores natur. Og Johannes var et menneske som du og jeg. Derfor må der også være gået en kamp forud for dette i Johannes sind. En Jakobskamp, hvor han har kæmpet med sin Gud og med sig selv. Johannes er ikke kommet sovende til den sætning: ’du bør blive større, Jesus og jeg mindre’.

Udfordringen

Det var et valg, Johannes måtte foretage. Og evangeliet i dag stiller os over for det samme valg: skal Jesus eller jeg selv være stor? Det valg kan ingen tage for os. Det må vi hver især selv tage. For det er kun, når vi stiller os selv bagerst i køen, stiller os ud på sidelinjen og lader Jesus få plads i vores liv, i vores bevidsthed, i vores tanke og i vore handlinger, at han vokser, og jeg selv bliver mindre. Det er kun, når jeg vover at være en biperson i mit eget liv, at Jesus kan vokse, og jeg selv blive mindre.

Og gad nok vide, om det ikke netop er sådan, den ægte juleglæde og julefred kommer til os. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen: Han skal blive større, og jeg skal blive mindre. Deri består vores sidste og afgørende juleforberedelse: at give plads til Jesus, så han får lov til at vokse, og at jeg og mit må blive lidt mindre vigtig i denne jul.

Fortsat glædelig juleforberedelse!