Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

’PÅ SØNDAG’ Første søndag efter påske

Elsker du mig? Mon ikke en del af os rødmer ved at blive stillet det spørgsmål? For nu er vi jo i en folkekirke, og her plejer vi ikke at stille den slags spørgsmål

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«  Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Joh 21,15-19

 

Elsker du Jesus?

Tanken

Jesu opstandelse var så vigtig i den kristne kirke, at de første kristne valgte at fejre den ikke blot en gang om året, men hver uge. Vi befinder os nu en uge efter påskedag, og derfor fejrer vi igen gudstjeneste eller Herrens dag, som Ny Testamente udtrykker det. Her i tiden efter påske hører vi om en række personer, som møder den opstandne. I dag er det apostlen Peter. Når Jesus møder mennesker, siger han ikke det samme til to personer, for han kender de mennesker, han taler med. Han kender de drømme og den længsel, der bor i dem. Alligevel er der noget, som han siger til alle, han taler med. Han siger nemlig altid de to ord: ’følg mig’. Det er også det sidste, han siger til Peter i vores beretning her.

Troen

Elsker du mig? Mon ikke en del af os rødmer ved at blive stillet det spørgsmål? For nu er vi jo i en folkekirke, og her plejer vi ikke at stille den slags spørgsmål. Det har vi ligesom ikke tradition for. Det er noget, der hører hjemme i nogle frikirker og i missionshuset i gamle dage. Men tøver vi med at stille det spørgsmål, så fratager vi også hinanden muligheden for at svare. Jesus gav Peter anledning til at svare ved tydeligt at stille ham sit spørgsmål: ‘Elsker du mig?’ Og vi må ikke fratage os selv og vore medmennesker muligheden for at svare tydeligt på det spørgsmål.

I beretningen om kvinden, der salver Jesu fødder i Lukasevangeliet kap 7, siger Jesus: ‘Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.’

Det er den erfaring, Peter gør. Før troede han, at han var Jesu mest loyale tilhænger. Nu lærer han noget afgørende nyt: at elske Jesus. For nu har han fået meget tilgivet. Som vi synger i en nyere sang:

‘Far, det trænger stille ind, det allerstørste bud: at jeg af hjerte, sjæl og sind skal elske dig, min Gud. Men du ved, jeg ikke magter det, at jeg selv vil være størst, kun hvis din kærlighed den er der først.’

(Fællessang 3. udgave nr. 47).

Det er det, Peter erfarer nu. Nu tør han hviske verdens stærkeste ord: ‘Ja, jeg elsker dig’. Eller som han mere forsigtigt udtrykker det: ’Ja, herre, du ved, at jeg har dig kær.’

Måske sidder nogle nu med et spørgsmål: ‘Var Peter faldet ud af forholdet til Jesus ved sin fornægtelse af Jesus før korsfæstelsen? Var han faldet ud af relationen til Jesus?’ Eller med kirkens gamle udtryk: var Peter faldet ud af nåden de dage, der gik mellem natten til langfredag og så denne morgen, hvor han mødte Jesus igen? Det er et relevant spørgsmål, som flere bakser med. Når jeg synder, falder jeg så ud af nåden? Jeg tror, vi må svare nej. Den samtale, der finder sted her, er ikke en genoptagelsessamtale, men der er snarere tale om Jesu omsorg for sin ven, Peter. Jesus havde netop en særlig omsorg for den discipel, der var faldet dybere end de andre. Derfor sender han også den besked gennem englen ude ved graven: ‘Sig til mine disciple og til Peter, at jeg går i forvejen for dem, og vi skal mødes i Galilæa.’ Her fornemmer vi den opstandnes særlige omsorg for sin faldne discipel. Set fra Jesu perspektiv, så var Peter ved sin fornægtelse ikke trådt ud af nåden. Nåden er ikke et forhold, vi falder ud af, når vi svigter, og som vi så må genoptages i igen. Nej, Guds nåde er som et stort hus, hvor vi kan færdes i de mange rum. Men vi forlader ikke huset, selv når vi svigter, som Peter gør. Det betyder selvfølgelig ikke, at et menneske ikke kan glide væk fra nådens hjem, ligesom det også bevidst kan vælge at forlade hjemmet. Men også her gælder det, at det er muligt at vende tilbage igen. Og Peter placeres ikke på bageste bænk i fællesskabet. Det er ikke som med et forsikringsselskab, hvor man rykker ned i anciennitet, hvis man kommer ud for et uheld. Nej, vi bevarer vores status som børn af huset.

Udfordringen

Når den opstandne søger ledere til sin menighed, spørger han ikke: Vil du være præst? Vil du være biskop? Vil du sidde i menighedsråd? Nej, så spørger han: ‘Elsker du mig?’ Så selvom vi måske har det svært med det ligefremme spørgsmål, så er det ikke desto mindre det fundamentale spørgsmål, når det gælder vores forhold til Gud. Og på invitationen står der ikke en tidsfrist, men et: ‘Svar udbedes.’