Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – første søndag i advent

Så måske bliver den vigtigste adventsforberedelse i år at få noget gjort ved vores åndelige blindhed, så vi kan få øje på Guds riges nærvær hos os.

Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.

Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Luk 4,16-30

I have a dream

Tanken

Forventningens glæde melder sig, ikke mindst når det første lys i adventskransen bliver tændt. Nu tager vi hul på en lille måneds tid med en masse dejlige traditioner, og det føles, som vi synger: der er noget i luften…. Vores tanker og sind kan være fyldt til bristepunktet af bekymring, tristhed og vemod, men ikke desto mindre melder denne særlige adventsstemning sig. Der er noget i luften…

Det var der også den dag i synagogen i Nazaret. Det var gået fra mund til mund de sidste dage. Jesus kommer. Hans ord er ikke som andres, siger de, der har hørt ham tale. Det er, som om Gud er i hans ord. Og så har han gjort undere. Store ting, som ikke er set siden profeternes dage. Mon han er den, Gud har lovet os skal komme?

Man er nået til oplæsning af de hellige skrifter i gudstjenesten, og nu han er her, bysbarnet, rækker man ham skriftrullen, Og Jesu øvede hænder ruller hen til profeten Es 61: ’Herrens ånd er over mig, han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og bringe lægedom til dem hvis hjerter er knust, for at udråbe et nådeår fra Herren.’ Og så føjer han til. ’I dag er det skriftord, der lød i jeres ører, gået i opfyldelse.’ Jesus sætter her sig selv i centrum og siger: JEG er den, der skrives om her. JEG er den, I har ventet så længe. Nu er profetens ord gået i opfyldelse.

Først var der tilslutning og glæde, men den stemning blev hurtigt vendt til vrede og forargelse. Hvem bilder han sig egentlig ind, han er?

Troen

’I have a dream.’ Jeg har en drøm. En drøm om en verden med retfærdighed, uden undertrykkelse, uden racediskrimination, hvor alle er farveblinde. Sådan cirka sagde den amerikanske baptistpræst og borgerretsforkæmper Martin Luther King i en tale til 250.000 tilhørere i Washington DC i 1963. ’I have a dream’. I foråret 1968 blev hans budskab for meget for nogen. De kunne ikke holde ud at høre på ham. Han blev offer for en snigskytte. Han var jo bare en sort mand født i Atlanta.

Jesus sagde ikke: ’Jeg har en drøm.’ Men ikke desto mindre griber han fat i en af jødefolkets hedeste profetier om en ny tid. Martin Luther Kings vision om et samfund uden racediskrimination var en storslået vision. Men Jesu vision går langt videre. Hans vision er det, Bibelen kalder Guds rige.

Det kunne have været spændende at være i Nazaret den dag og have hørt Jesu første offentlige tale. Folk i byen var vant til at se ham løbe omkring i gaderne og senere, da han blev større, hjælpe sin far med at bygge huse. En har sikkert hilst på Jesus og sagt: ’Kan du huske, at du byggede et nyt hus til mig?’

Han havde været væk en tid. Bl.a. havde han opholdt sig ude i ørkenen. Inden da var han blevet døbt i Jordanfloden. Folk havde også hørt, at der i den forbindelse havde lydt en stemme fra himlen, som sagde: ’Denne er min søn. Hør ham.’ Og man sagde, det var selveste Guds stemme. Ikke mærkeligt at folk var beæret over, at deres bysbarn var vendt tilbage!

Jesus valgte at læse en 700 år gammel profeti fra profeten Esajas. ‘Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, og udråbe et nådeår fra Herren.’­

Alle så nu forventningsfulde på ham. Han havde læst netop det, de havde længtes så forfærdeligt efter i flere hundrede år. Og derefter påstår Jesus, at dette løfte i dag er gået i opfyldelse. Fantastisk! Først bliver de glade. Men begejstringen fuser snart ud, da de ser på Jesus, ham som nogle af dem har leget med. Og i stedet for begejstring vælder forargelsen og vreden op i dem.

Vi kender også til skuffelse og vrede og forargelse over tømmermanden, der siger, at han er opfyldelsen af de store profetier og løfter. For verden ser jo stadig ud, som den altid har gjort. Der er stadig masser af fattige. Så: ‘kære Jesus, hvad bliver det til? Er det ikke kun store ord om et Guds rige?  Det kan vi ærlig talt godt komme en hel del i tvivl om.’

Er det ikke sådan, vi tænker?

Men måske er det os, der tænker forkert, for vi tolker den gamle profeti kun i forlængelse af vore menneskelige forestillinger. Vi tolker fattige som udelukkende materielt fattige og glemmer, at Jesus også talte om vores åndelige fattigdom. Vi tænker på frigivelse af fanger, som om alle fængsler skal nedlægges og glemmer, at mennesker kan være ufri på så mange andre måder. Osv.

Alligevel er løsningen ikke kun at åndeliggøre ordene i den gamle profeti. Når Jesus siger, at i dag er denne profeti gået i opfyldelse, så  siger han i virkeligheden: JEG er opfyldelsen af dette løfte. Guds rige  er virkelig kommet nær i skikkelse af mig. Ikke fuldstændigt, men det er ved at bryde igennem. Og en dag skal I opleve en fornyet jord. En dag er Guds rige fuldt realiseret tilstede hos jer. Det sker, når JEG kommer tilbage.

Udfordringen

Så måske bliver den vigtigste adventsforberedelse i år at få noget gjort ved vores åndelige blindhed, så vi kan få øje på Guds riges nærvær hos os. Brug derfor adventstiden på at se godt ned i krybben og se, hvem der ligger der. Som det hedder i en julesang fra 2015: ’Hvad er det, der gør jul til noget særligt, gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt? Er det med jul og krybben julenat mon ingenting, når stjernen skinner mat? Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser,
det barn i krybben er så meget mer.’