Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – juledag

Gud bliver et menneskebarn. Og mennesket bliver et Guds barn. To fødsler, som begge er uforståelige. To fødsler, som kun Ånden kan forårsage.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.  Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.  I ham var liv, og livet var menneskers lys.  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes.  Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham.  Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

 Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.  Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke.  Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.  Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;  de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Joh. 1,1-14

 

Guds to fødsler

Tanken

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt barnet i krybben er Gud, har ikke altid været så selvfølgeligt et svar i de første kristne generationer. Tvært imod var der behov for at skabe klarhed over det spørgsmål. Og det førte bl.a. til, at man begyndte at fejre Jesu fødselsdag den dag, vi nu kalder juledag, altså den 25. december.

I begyndelsen var de første kristne ikke optaget af Jesu fødsel. Den højtid, man først og fremmest fejrede, var påsken. Men da gnostiske grupper af kristne begyndte at fejre Jesu dåb den 6. januar som den begivenhed, hvor Jesus blev til gudsmennesket Kristus, så kom spørgsmålet på dagsordenen.

Evangelisten Johannes tager os med disse vers ind i tilværelsens allerdybeste mysterium, nemlig dette, at Gud blev menneske. Guds fødsel i barnet i krybben. Det er jo det, vi fejrer her i julen. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Men Johannes taler her i Johannesevangeliet kapitel et både om Guds fødsel og om vores nye fødsel til at blive Guds børn . Ordet blev kød og tog bolig i iblandt os. Og … alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Troen

Johannes kæder altså Guds fødsel til menneske sammen med vores fødsel til at blive Guds børn. Og det er oplagt, at sådan må det forholde sig. For hvorfor blev Gud egentlig menneske? Gud blev menneske af en eneste grund: for at vi kunne blive hans børn. Således varsler Guds fødsel i Betlehem menneskets åndelige fødsel. Hvem er Guds børn, spørger Johannes? Jo, det er dem, der ikke er født af kød og blods vilje, men som er født af Gud.

Det er Helligånden, der er den virksomme kraft i begge fødsler. Det var Helligånden, der gjorde, at et barn blev undfanget i Marias livmoder. På samme måde er det Helligånden, der befrugter vore hjerter, så Kristus fødes i os. Den første inkarnation er fødslen i Betlehem, den anden inkarnation er fødslen i vores hjerte. Guds fødsel i et menneskes hjerte er et lige så stort mirakel som Guds fødsel i Betlehem. Gud bliver et menneskebarn. Og mennesket bliver et Guds barn. To fødsler, som begge er uforståelige. To fødsler, som kun Ånden kan forårsage.

Mon ikke det er det, Johannes sigter til med ordene: Og vi så hans herlighed, fuld af nåde og sandhed. Og to vers længere fremme taler Johannes om nåde over nåde. Nåde over nåde. Det er, at vi gennem den nye fødsel bliver Guds sønner og døtre. Nåde over nåde, det er, at Gud ser med samme glæde på os, som han ser på sin egen søn. Da Jesus blev døbt, står der, at Guds stemme fra himlen sagde: Denne er min søn, i ham har jeg fundet velbehag. Nu siger Gud det samme om dig og mig som er døbt og tror på Jesus: du er min datter, i dig har jeg fundet velbehag. Du er min søn, i dig har jeg fundet velbehag.

At Gud har fundet velbehag betyder, at han fryder sig usigeligt, når han ser dig og mig. For så ser han et af sine børn. Gennem vores åndelige fødsel, har vi del i Jesu intime og fortrolige forhold til Faderen. Min Fader og jeres Fader, siger Jesus til sine disciple. Og, som den svenske forfatter Lina Sandell synger: O, Jesus åbn du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er; jeg har en fader i det høje.

Udfordringen

Det kan svimle for os, når vi forsøger at forestille os det. Når vi for alvor begynder at forstå Guds to fødsler – hans fødsel i Betlehem og hans fødsel i menneskehjertet – så må vi istemme den himmelske lovsang, der lød ude på marken julenat: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag. Julenat bliver Jesus alt det, vi er. Og den nat fornemmer vi storheden i at være menneske. Og det er stort at være menneske. For det var jo menneske, Gud blev. I barnet i krybben ser Gud og mennesket hinanden i øjnene. Julenat fejrer vi, at Gud blev menneske, så mennesket i Jesus kan genvinde sin værdighed. Har du set storheden i at være menneske? Gud blev netop menneske. Og har du set storheden i, at du som menneske samtidig må være et Guds barn? O, Jesus åbn du mit øje!

Hjertelig tillykke du Guds-barn med, at Gud blev menneske, for at du kunne blive Guds barn. Glædelig jul!