Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ Kristi Himmelfartsdag

Vi må altså stille os ind i Helligåndens kraftfelt og følge med derhen, hvor han blæser.

Kristi himmelfartsdag

Og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Luk 24,46-53.

’Hvorhen blæser vinden i dit liv?’

Tanken

I dag sætter Jesus sig ved Faderens højre hånd. Han har nu gjort, hvad han skulle. Han kan hvile ud. Opgaven er færdiggjort. At sidde ned viser, at man er kongelig, at man har magt. Dronning Margrethe gør det samme, hvis man er indbudt til audiens hos hende. At sidde ved kongens højre hånd signalerer, at man er ligeværdig med kongen selv. Jesus er Guds højre hånd. Han er nu et med universets konge. Han har nu besejret kaosmagterne og tilintetgjort døden.

Troen

Pippi Langstrømpe sammenfatter på en måde i en enkel sætning, hvad Kristi himmelfart betyder. Hun siger et sted til sine to venner Tommy og Annika: ‘Nu må vi sige farvel, for ellers kan vi ikke ses igen’. Jesus må sige farvel til sine disciple, for ellers kan han ikke møde dem igen i Helligånden, som han lover at sende. Jesus lader ikke sine disciple være alene i verden. Han tager ganske vist afsked med dem. Men det er kun for at kunne være sammen med dem igen i skikkelse af Helligånden.

Vi får her et glimt af en kristens vilkår her i denne verden. Jesus har taget endelig afsked med disciplene, og der er endnu ni dage til, at Helligånden kommer til dem og fylder alt det ud, som Jesus havde været for dem indtil nu. De havde fået besked på at vente inde i byen, indtil de blev iført kraft fra det høje. Jesus har nemlig en stor opgave, der venter på dem, og det er at være med til med liv og ord at føre hans forkyndelse af Guds rige videre helt til verdens ende. Alle mennesker må høre de gode nyheder om muligheden for omvendelse til syndernes forladelse. Og de får klar instruks om strategien for dette kæmpearbejde. De skal nemlig begynde i deres nærområde på deres hjemmebane, Jerusalem. Her i de vante og dagligdags omgivelser begynder vidnetjenesten. Her er også det primære ansvar for en discipel i dag. Du skal ikke altid gå og lede efter mennesker, du kan vidne for. Gud skal nok sende dem på din vej, som han vil have i tale. Begynd i Jerusalem, der hvor du er, og vær opmærksom på de mennesker, du der møder, og spørg din himmelske far, hvordan du kan være noget for de mennesker.

Hvad bruger disciplene ventetiden i Jerusalem på? De tilbeder Gud. Hele tiden måtte de op i templet for at lovprise Gud, alt imens de venter på, at Herren vil sende Helligånden og iføre dem kraft fra det høje. De bliver på en måde sat på stand by. De skal afvente ny ordre, og indtil da er deres opgave bare at vente. De skal ikke selv begynde at finde på noget at gøre. Bare vente indtil Gud begynder at gøre noget. Det er noget af det sværeste i en kristens liv, bare at afvente og se, hvad Gud gør i stedet for selv at gribe til handling. Vi skal vandre med Jesus. Men alt for tit halter vi bagefter ham og er ikke parate til at følge ham ud i det ukendte. Men faren er også, at vi bliver så ivrige, at vi render foran vores Herre og tager sagen i egen hånd. Når Gud tilsyneladende er gået i stå, så må vi jo gøre noget for ham, tænker vi. Det er den aktivistiske kirke. Men hvor er dybden, hvor er den personlige relation til Gud og Jesus og Helligånden, hvor er det hemmelige usynlige liv henne, og hvor er den åndelige kraft henne? En har sagt: ‘Det gælder ikke om at bede Gud velsigne det, vi har gang i. Det gælder om at være der, hvor Gud velsigner.’ De to sætninger ligner hinanden. Men der er alligevel en verden til forskel på, om vi beder Gud om at velsigne det, vi gør. Eller vi forsøger at være der, hvor Gud velsigner. Det svarer til forskellen mellem at få vinden til at blæse den vej, jeg cykler, fremfor at cykle den vej, vinden blæser. Vi må altså stille os ind i Helligåndens kraftfelt og følge med derhen, hvor han blæser.

Udfordringen

Hvad bruger du ventetiden til?  Hvad betyder det i dit liv, at du forsøger at være der, hvor Gud velsigner, frem for at bede ham om at velsigne dine planer? Og tør du afvente Herrens signal til at handle?