Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ Langfredag

Det er horribelt, så meget Jesus lider. Alligevel er meningen med langfredag ikke at udmale lidelsen, men derimod at vi får øje på Guds bankende hjerte for os mennesker.

Langfredag

Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata,  hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten.  Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.«  Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.«  Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst;  derfor sagde de til hinanden: »Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.« For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning.

Det gjorde soldaterne altså.

Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.  Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.

Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus.  Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben,  men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud. Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.  Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: »Ingen af hans knogler må blive knust.« Og atter et andet skriftord siger: »De skal se hen til ham, de har gennemboret.«

Johs. 19,17-37.

Et offer må der til

Tanken

’Langfredag er sådan en trist dag, så der har jeg ikke lyst til at gå i kirke.’ Sådan sagde en ellers flittig kirkegænger engang til mig. Jeg forstod for så vidt godt, hvad vedkommende mente. Alligevel blev jeg lidt ked af det. For langfredag hører for mig med til det helt centrale i min kristne tro. Er langfredag en trist dag? Er det synd for Jesus? Skal vi have ondt af ham, fordi han måtte lide så forfærdelig meget? Det er horribelt, så meget Jesus lider. Og uretfærdigt. Alligevel er meningen med langfredag ikke at udmale lidelsen, men derimod at vi får øje på Guds bankende hjerte for os mennesker. I de bibelske beretninger om Jesu død udmales korsfæstelsen ikke. Der er snarere en nøgternhed over teksterne. Der står blot: ’Og så korsfæstede de ham.’

Troen

Mærkeligt med denne Pilatus, ham hvis navn kun nævnes, fordi han var øverstbefalende i Israel det år, Jesus blev dømt til døden. Pilatus havde nok aldrig drømt om, at han skulle få en fast plads i den kristne kirkes bekendelse: ’Pint under Pontius Pilatus’, som vi siger hver gang, der er gudstjeneste. Hans navn huskes ene og alene, fordi Jesus krydsede hans vej. Og hans navn nævnes da også kun, fordi hans navn bliver koblet sammen med navnet Jesus. Pilatus er en mærkelig sammensat person. Han var kendt for sin grusomhed og hårde behandling af sine undersåtter. Ikke desto mindre forsøger han hele fem gange at redde Jesus. Det er, som om han fatter sympati for denne Jesus. Pilatus er billedet på selve menneskeheden. Han er i en sum alt, hvad der hedder menneske: voldsmand, røver, despot, respektløs, blasfemisk. Men samtidig også mennesket, der udviser omsorg og kan fatte medlidenhed. Et menneske som kan elske.

I de første måneder af 2011, skete der  noget, vi ikke ville have drømt om kunne ske. Der gik en protestbølge gennem store dele af det muslimske Mellemøsten og Nordafrika. Undertrykte mennesker gjorde oprør, og diktatorer blev væltet. Og hele denne steppebrand blev sat i gang af et eneste menneske. Det skete, da en 26-årig arbejdsløs tuneser den 17. december 2010 satte ild til sig selv i protest mod manglende job. Da begyndte en ustoppelig bølge af protester i den arabiske verden for demokrati, frihed og social retfærdighed at brede sig. Den 26-årige mand fra den tunesiske by, Sidi Bouzid, havde forgæves søgt arbejde og var tvunget til at overleve ved at sælge grøntsager fra en salgsvogn. Men myndighederne forhindrede ham i at sælge sine grøntsager, da han ikke havde tilladelse til det. Politiet beslaglagde hans salgsvogn og gav ham store bøder. Mohamed Bouazizi overhældte sig herefter med benzin og satte ild til sig selv som en desperat protest. Dét var signalet til, at hundredetusinder af unge arbejdsløse og fattige i Tunesien gjorde oprør. Selvmordet var den gnist, der som en brand hurtigt spredte sig over hele landet og siden til flere arabiske lande.

Hændelserne viser, at der ofte må et offer til, hvis der skal ske en forandring. Noget må ofres og dø, for at noget nyt kan vokse frem. Vi har svært ved at forstå, hvorfor det var nødvendigt, at Jesus skulle dø så forfærdelig en død, for at vi kunne blive frelst. Men den tunesiske Mohamed Bouzizi har vist os, at et offer kan være nødvendigt, for at noget afgørende nyt kan ske. Jesus ofrede alt, han havde for at gøre opstand, ikke imod et politisk system, men imod syndens og dødens undertrykkelse af os mennesker.

Jeg har et helt fantastisk billede af et kors med Jesus hængende på. Jeg fandt det i en lille nordspansk by, da jeg for nogle år siden var på pilgrimsvandring på Caminoen. Det hang lige inden for døren til højre. Og heldigvis tog jeg et billede af det. På korset hænger Jesus. Den ene hånd er naglet til korset og peger op mod Gud. Men den anden hånd, den højre, er ikke naglet fast. Den rækker derimod nedad mod os mennesker. I stedet for at Kristus spreder sine arme ud til siden, så rækker hans venstre hånd opad mod Gud, og hans højre rækker nedad mod os. Dermed er Jesus den, der forbinder os med Gud. Han forsoner os med Gud og knytter os sammen på ny. På korset skaber Jesus forbindelse mellem Gud og os. Tydeligere kan det vist ikke siges, hvad meningen med Jesu lidelse og død er.

Udfordringen

Vi kan stå med korslagte arme over for Gud. Når vi gør det, signalerer vi ligegyldighed, eller ligefrem fjendtlighed. Når Gud i Jesus hænger på korset, så er det ikke med korslagte arme – nej, så er det med udbredte arme, der signalerer: kom til mig og lad mig holde om dig, du mit elskede barn. Det er ikke en Gud med korslagte arme, vi ser på billedet med Kristus på korset i den spanske kirke. Han rækker den ene hånd op imod Gud og den anden ned efter os for at forene os med Gud. De hænder er rakt ud i forsoning. De er rakt ud for at forene os mennesker med Gud.

Opgiver du dine korslagte arme og griber ud efter din Frelser?