Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ sidste søndag i kirkeåret

Jesus inviterer os til at aflevere det forgangne års byrder, alle de byrder af svigt, synd og skyld og nederlag vi til stadighed slæber rundt på.

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matt 11,25-30

Kristus – vores byrdebærer

Tanken

Det er sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag er første søndag i advent, og vi tager hul på et nyt kirkeår. Men inden det sker, inviterer Jesus os til at aflevere det forgangne års byrder, alle de byrder af svigt, synd og skyld og nederlag vi til stadighed slæber rundt på. Alt det får vi denne søndag mulighed for at parkere hos Kristus, vores byrdebærer. Og hans invitation lyder på baggrund af det nære forhold, han har til sin himmelske far – ingen kender Sønnen undtagen Faderen.

Troen

‘Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder.’ Sådan inviterer Jesus os. Han revser i kap. 23,2-7 farisæerne for at binde tunge byrder på andre, byrder de ikke selv vil bære. Der er mennesker, der slider og slæber med hele tiden at bevise over for sig selv, over for andre og over for Gud, at de er gode nok. Andre slider med usikkerheden, om der overhovedet er plads til dem i dette her univers? Vil tilværelsen mig det godt? I denne gruppe finder vi måske de mange unge, der i disse år mistrives. De er hele tiden på. På de sociale medier, hvor de dagligt, ja til langt ud på natten slås med spørgsmålet: Er jeg ok, som jeg er? Og bare de andre nu ikke ser mig, når jeg er svag og bare er mig selv?

Alle os inviterer Jesus ind til sig og lover os hvile hos ham.

Hvad er det så, Jesus lover, når han siger, at han vil give hvile til dem, der afleverer deres byrder til ham? Vi forestiller os let Jesu invitation som en flot annonce, der lokker med hvide strande og ‘all inclusive’. En rigtig ferie, hvor man bare kan slappe af. Men det er ikke sådan, vi skal forstå Jesu invitation til at hvile. Hans invitation lyder derimod på noget, vi får lov til at lægge fra os. Og når vi har gjort det, så er vi parate til at tage byrder på os på ny. Hans invitation lyder jo: ‘Tag mit åg på jer og lær af mig. For mit åg er godt og min byrde er let.’ Han tilbyder at tage de byrder, vi nu slæber rundt på, og så tilbydes vi et nyt åg. Et åg er jo et bæreredskab, der sætter os i stand til at bære tungere ting, end vi normalt ville kunne bære. Han inviterer os til at efterlade det slid, vi bærer på i vores liv. Og når vi så har afleveret disse byrder hos ham, så giver han os straks nye byrder at bære. Men snart opdager vi, at disse nye byrder er identiske med de gamle byrder: de samme mennesker, vi skal leve sammen med, de samme livsvilkår, de samme smerter, de samme udfordringer vi nu bærer på. Bare med den store forskel, at vi nu bærer dem ved hjælp af hans åg. Hans åg, som er at lære af hans sagtmodighed og med et ydmygt hjerte. Og det gør en kæmpe forskel. Byrderne ligner til forveksling hinanden, men det gør en forskel, at vi nu bærer dem med hans åg. Når vi vågner om morgenen, får vi lov til at tænke: ‘Der ligger nu en dag foran mig med udfordringer, opgaver og mennesker, jeg skal tackle.’ Når jeg bærer mine byrder med Kristi åg, så indser jeg, at alt det, jeg møder, det er i virkeligheden Jesus Kristus selv, jeg møder. Han vil fylde min dag med sit nærvær. Vi får lov til at gå sammen denne dag, og alt det, jeg skal møde i dag, er et udtryk for hans nærvær. Og når jeg så lægger mig i min seng om aftenen og tænker dagen igennem, så får jeg lov til at tænke sådan, at det var ham – Kristus – jeg mødte både i det, der lykkedes for mig og i det, der mislykkedes for mig.

I Indien fandtes der tidligere langs de fleste veje såkaldte byrdebærere. Var man fattig, havde man ikke noget æsel eller en hest til at slæbe ens ting. Så skulle man til markedet for at sælge sine varer, måtte man selv bære dem. Men heldigvis var der disse byrdebærere, hvor man kunne få et hvil. Det var såmænd bare to store sten med en stenplade over, hvorpå man kunne lægge sin byrde. Efterhånden blev der flere og flere kristne i Indien. Og da de kristne begyndte at bygge kirker, så fandt de på at bruge nogle af de gamle byrdebærere som alter i kirken. Så når man kom til alters og knælede ned ved byrdebæreren, blev man mindet om, at det er Jesus, der er byrdebæreren.

Så vil vi da samle alle det gamle kirkeårs byrder sammen i en stor bunke og aflevere det hos ham, der siger: ‘Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder.’ Og hvor gør vi det bedre end ved alterbordet? – vores byrdebærer.

Udfordringen

Overrasker det dig, at det er de samme udfordringer, som du nu må bære under Jesu åg? Gør det nogen forskel for dig, at det er Jesu åg, du nu må bære med?