Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – Sidste søndag i kirkeåret

Hvem får egentlig det sidste ord at skulle have sagt i vort liv? Mange vil nok sige, at det gør døden. Men når døden har talt, tager Gud selv ordet.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone.  Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene;  fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.  Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.  For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,  jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.  Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?  Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?  Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.  Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.  For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke,  jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.  Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?  Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!  Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Mat.25.31-46

Hvem får det sidste ord?

Tanken

En kollega har engang sagt. ’Hvis jeg kunne tillade mig et eneste kætteri, så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. Så ville jeg vælge at afskaffe det, der hedder Guds dom og fortabelse.’

Den store domsscene plejer vi at kalde denne tekst. Vi ved ikke, hvornår denne dag indtræffer, men på den dag samler Gud alle jordens slægtled. Alle vil være der. Adam og Eva, Moses såvel som Gorm den Gamle og Hitler og Mother Theresa og du og jeg, som lever i dag. Og så vil Jesus skille menneskeheden i to. Jesus siger her intet om, hvor store de to grupper er. Vi kan altså hverken sætte ansigt eller antal på nogle af de to grupper. Men fortabelsen findes.

For kun Kristus kan dømme mennesker. Kun han kender hjertets dybeste hemmelighed. Når Jesus siger til dem på sin højre hånd, at de skal arve Guds rige, så skyldes det, at de står i et dybt fortroligt forhold til Gud og Jesus. De er nemlig børn af Gud. De er børn, der arver deres far. Det forhold giver sig så udslag i konkrete handlinger mod medmennesket. Læg her mærke til, at begge grupper kalder Jesus for Herre. Men Jesus deler os stadig op i to grupper, dem til højre og dem til venstre.

Troen

Hvem får egentlig det sidste ord at skulle have sagt i vort liv? Det ord, som bliver bestemmende i al evighed? Mange vil nok sige, at det gør døden. Døden får det sidste ord, og når den har talt, er der ikke flere i talerrækken. Eller er der? Jo, der er, siger Bibelen. Når døden har talt, tager Gud selv ordet.

Digteren Nis Petersen har engang sagt, at kærlighed er troens krop. For hvad nytter det at have troen i hoved og hjerte, hvis den ikke får indflydelse på hånd og mund? Troen må have krop, hvis den skal være troværdig. Troen skal medføre, at vi ser dem, som har brug for vores hjælp. Det ser vi allerstærkest i den måde, Gud har vist os sin kærlighed på. Han nøjedes ikke med at sende et link, man kan klikke sig ind på. Nej, kærligheden må have krop. Derfor blev Gud selv menneske i skikkelse af Jesus.

Hvordan ser det regnskab ud, vi skal møde med hos Gud? Noget godt har vi helt sikkert gjort. Men det samlede regnskab, hvad med det? Det er jo det, der står på bundlinien, som tæller!

På et kalkmaleri i en domkirke ser man en scene. Et menneskes liv vejes på en vægtskål, plusser og minusser tælles op. Og vægtskålen med minusser tipper nedad. Men man ser noget mere på dette kalkmaleri. Man ser nemlig en finger blive lagt på vægtskålen, så den tipper over til vores fordel. Denne finger er Guds finger. Når Gud vejer vore liv og finder os for lette, lægger han en finger på vægten til vores fordel.

Hvad er det, som Gud lægger på vægten? Hvad vejer så tungt, at det kan opveje alle vore synder? Det gør Guds søn Jesus Kristus. Alle vores synder blev lagt på ham på korset. Hvor er det godt, at det er Gud, der skal vurdere vores liv til sidst. Den Gud, som lægger sin finger på vægtskålen, når vi beder ham om det. Og dermed får det sidste ord at skulle have sagt i vort liv.

Det her betyder ikke, at livet er sådan en lang kvalifikationsturnering, hvor det gælder om at samle point til at kvalificere sig til den himmelske slutrunde. Nej, det handler om at arve. Kom og tag det rige i arv, siger Jesus til gruppen på sin højre hånd. Og arve det gør kun børn. Man gør sig ikke fortjent til at arve. Man arver, fordi man er Guds barn. Og når det gælder det evige liv, ja så er det altså noget, vi kun kan arve, arve fordi vi er børn af Gud. Det er således barneforholdet til Gud, der afgør dommen. Gerninger er blot en bekræftelse på barneforholdet.

Udfordringen

Hvorfor skal vi høre om dom og fortabelse på denne sidste søndag i kirkeåret? Var det ikke mere passende at lukke det gamle kirkeår med noget mere opmuntrende?

Jeg kan i hvert fald se to grunde til, at vi skal høre om den store dom på sådan en sidste søndag i kirkekeåret, og det er, at vores liv har betydning. Det betyder noget, hvordan vi lever vort liv – hver dag – hver time – hvert minut er ladet med betydning. I DDS nr. 370 synger vi: ’Menneske, dit liv er stort, uden dig bliver intet gjort.’ Ja, vort liv er stort og ladet med enorm betydning. Det betyder noget, hvad du gør det næste minut. Dine handlinger tæller.

Og dernæst skal teksten minde os om, at der kommer en dag, hvor Gud holder dom. Fortabelsen findes. Det er på dette mørke bagtæppe, vi til jul skal høre det glædelige budskab om Frelseren, der blev født.