Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ Sjette søndag efter påske

Og hvad er det så, der er så utroligt vigtigt, at det får topprioritet, som det sidste han siger? Jo, det er enheden mellem disciplene.

Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.

Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Joh. 17,20-26

Forskellige og dog ét

Tanken

Vi befinder os stadigvæk skærtorsdag aften, den sidste aften, hvor Jesus beder sin ypperstepræstelige bøn. Han beder ikke kun for sine disciple dengang, men også for os, os der i dag er kommet til tro på ham. Og her har han særligt ét emne, han beder om, nemlig vores enhed som kristne. Alt afhænger af den, for den er nemlig hovedvidnesbyrdet over for verden: ‘…. for at verden skal forstå, at du har udsendt mig.’ Som hans folk er vi ét, ikke nødvendig vis fordi vi er enige om alt, men fordi alle, som er i Jesus, også er en del af treenighedens fællesskab. Og dette fællesskab er en realitet uanset forskellige syn på dåb og nadver, og hvad der ellers kan skille os som kristne.

Troen

De ni dage mellem Kristi himmelfart og pinse er en hellig ventetid – en ventetid fyldt med bøn og opmærksomhed. Der er også en venten i vores liv. Vi synes måske ikke rigtig, der sker noget, og vi undrer os over, hvorfor det er sådan. En sådan ventetid er et kald til os. Et kald til at søge Gud i bøn. I sådan en ventetid fristes vi let til at tage sagen i egen hånd. Starte nye projekter. Arbejde endnu mere sammenbidt. For når Gud ikke gør noget, så må vi jo tage affære. Men denne ventetid er et kald til os, om at søge dybere ind i fællesskabet med den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Og idet vi træder dybere ind i det fællesskab, kommer vi også tættere på hinanden. Jesus siger: ‘For at de skal være et, ligesom vi er et, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive et’. Enhed er det bærende element i Jesu forhold til sin far – jeg i ham og han i mig.

Den bøn, Jesus her beder, er nogle af de allersidste ord, han siger. Hvad er det så, Jesus beder om i sin farvelhilsen? Jo, man kunne vel forvente, at han havde holdt en peptalk til dem: ‘Glem nu ikke, hvad jeg har lært jer! Gør nu, som jeg har sagt! Husk det og det!’ Men det gør han ikke. Han beder heller ikke om styrke og mod hos sine disciple, skønt de såmænd nok kunne have brug for det. Det er noget helt andet, der ligger ham på sinde at få sagt. Det er, som om bare den her ene ting er på plads, så falder alle de andre ting også på plads. Det er, som om den her ene ting er hele fundamentet for den kirke, Jesus vil skabe sig ud over hele jorden.

Og hvad er det så, der er så utroligt vigtigt, at det får topprioritet, som det sidste han siger? Jo, det er enheden mellem disciplene. Enhed mellem de kristne. Enhed mellem de forskellige kirkesamfund, mellem protestanter, katolikker, ortodokse, pinsefolk og grundtvigianere, baptister og missionsfolk, unge og ældre. Enhed er den kristne menigheds DNA. Det er den, fordi enhed er en del af Guds DNA. Enhed er noget helt grundlæggende ved Gud selv. Han er et fællesskab af Fader, Søn og Helligånd. Gud er ikke opsplittet i tre adskilte enheder. Han er i sin treenighed ikke desto mindre en. ‘For at de må være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig’, beder Jesus. Enhed og fællesskab er ganske enkelt et helt afgørende træk ved Gud. Et fællesskab holdt sammen af kærlighed.

Når det gælder enheden mellem os forskellige kristne, synes vi let, at vi bør tage affære. Så vi sender et venligt smil tværs over gaden, når vi næste gang møder en fra vores lokale baptistkirke. Og vi begynder måske at planlægge et stort fremstød, der skal vise vores enhed som kristne her lokalt. Men enhed er ikke noget, vi skal opfinde. Vi skal derimod opdage den, og tage imod den.

Forestil dig to mennesker i en væbnet konflikt. Vi kan fx tænke på Ukraine. To familiefædre befinder sig på hver sin side i en væbnet konflikt. Pludselig går det op for dem, at de er brødre. De havde blot ikke set hinanden i en del år. Og nu opfattede de hinanden som fjender. Men som de stod der, kom de til at tænke på alt det, de havde til fælles. Huset, de var vokset op i. Søen, de havde badet i som børn. Pludselig dukkede alle disse gamle minder op, og de måtte hver for sig indrømme, at den her krig var galimatias. De var jo brødre, ikke fjender. Og allermest tænkte de på deres mor og far derhjemme. De havde jo samme mor og far, og de var blevet til i mors og fars fælles kærlighed, mors og fars enhed. Nogle gange glemmer vi som kristne også, at vi er et resultat af den kærlighed, den hellige treenighed praktiserer. Vi er børn af den treenige Gud, født ud af den kærlighed, der binder Fader, Søn og Helligånd sammen.

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at kristen enhed ikke er noget, vi skal skabe, men noget, som allerede eksisterer? Hvad udfordrer det dig til, næste gang du står over for kristne fra et andet kirkesamfund?