Gå til indhold

Påsken afklædt

I hjertet af den kristne tro møder vi et sæt udstrakte hænder med puls og varme fra evighedens kyst.

Påskens traditioner har fået corona

Påsken i år – året 2020, Corona-året – bliver enestående, forhåbentlig! Og i hvert fald anderledes. Fra påskefrokost i familien til højtideligheden i kirken kommer vi til at mangle det, der plejer at gøre denne tid speciel for os.

Den anden dag sad jeg i forårssolen i haven og bagte snobrød med mine snart voksne børn, og snakken faldt på, hvad kristendom egentlig er. Er det bare noget vi ”gør”? Er det en særlig livsstil med lidt gudstjenester, lejre og bordbøn?

Jerusalems påsketraditioner

Det fik mig til at tænke videre på påskens traditioner. Da jeg var ung, arbejdede min hustru og jeg et år i den danske kirke i Jerusalem. Påskens traditioner i Jerusalem er så fantastiske, at jeg faktisk siden har haft sådan en mærkelig længsel i kroppen hvert år ved påsketid. Efter det at gå ned ad Oliebjerget tæt pakket med pilgrimme med palmegrene i hænderne. Eller en tusmørkesamling ved Getsemane have. Også lidt efter spektaklet på Via Dolorosa, smertens vej, langfredag. Men mest af alt efter solopgangsgudstjenesten på toppen af Oliebjerget med udsigt over Judæas ørken påskemorgen.

Traditioner kan noget. Både dem i Jerusalem og dem i vores kirker i Danmark.

Og dem kommer vi til at savne i år.

Er kristendom blot traditioner?

Men er kristendom virkelig i hjertet blot årtusind gamle traditioner, der skal hjælpe os rodløse mennesker, der blæser som blomsten i vinden, med at finde hoved og hale i livets mange valg?

Hvis vi prøver at spole tiden tilbage til dagen efter langfredag i den skæbnesvangre første påske, så møder vi der en flok skræmte fiskere og bønder fra Galilæa, der har slået slåen for porten og gemt sig væk fra pøblen i Jerusalem. Der har sat sig selv i karantæne og spejder efter den første billet hjem til trygheden i Galilæa. Det sidste de tænkte på var at forkynde ”traditioner” til hjælp i en utryg tid.

Dér, i den situation skete der det, der er den kristnes tros sine qua non – det uden hvilket, den kristne tro ikke er: Jesus mødte dem!

Hjertet er!

Hjertet i den kristne tro er ikke en tradition, ikke en sang, end ikke en salme og da slet ikke en vandring ad en bestemt rute i Jerusalem fyldt med gøgl og gadesælgere: Den er et møde med den Opstandne Guds søn og mand: Jesus.

Måske kunne det gå hen og blive vores lille Corona-påske-gave til os i år: Uden traditionerne står hjertet i den kristne tro blottet tilbage.

Havde den kristne tro blot været bestemte handlinger og livsfilosofier, ville den blot være en art bod på kræmmermarked for lappeløsninger.

Men fordi graven var tom, fordi Jesus fandt de bange disciple, så rummer den kristne tro i sit hjerte et så glædeligt jubelråb, at jorden klinger af dets ekko endnu. Ikke blot til påske, men hver søndag som opstandelsens dag. I virkeligheden hver dag: Jesus lever!

Det er alt, der er til det. Kort og godt. Jesus lever!

I den største lykke, i den dybeste frygt – i den lækreste medvind, i det mest skræmmende uvejr: I hjertet af den kristne tro møder vi et sæt udstrakte arme med puls og varme fra evighedens kyst: Den Opstandnes!

 

Glædelig påske!

Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d., cand.theol.