Gå til indhold

Sekulariseringens pris

Såvel omskæringsdebatten som Inger Støjbergs seneste udfald mod muslimer er et udtryk for, at moderne progressive kræfter har mistet fornemmelsen for religionens betydning for helt almindelige mennesker.

Dette forår har vi været vidne til, hvorledes debatten om omskæring af drengebørn har taget til, fordi det kun er et spørgsmål om tid, før der er samlet underskrifter nok til, at spørgsmålet skal behandles i folketinget. Folkestemningen er tilsyneladende forholdsvis entydig. I januar offentliggjorde TV2-Nyhederne resultatet af en meningsmåling, som viste, at 83% af danskerne ønsker en minimumsalder på 18 år for omskæring af raske drenge. I disse dage er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ude at dele sin bekymring om nationens sikkerhed, fordi muslimerne i disse dage faster i anledning af ramadanen. Pudsigt nok har hun endnu ikke delt sin bekymring omkring 5:2 kuren, som ellers er nok så udbredt i det danske land.

Såvel omskæringsdebatten som Inger Støjbergs seneste udfald mod muslimer er et udtryk for, at moderne progressive kræfter har mistet fornemmelsen for religionens betydning for helt almindelige mennesker. Modstanderne mod omskæring af drengebørn argumenterer ofte ud fra et liberalistisk menneskesyn, hvor det gode identificeres med individets frie valg, og hvor det onde identificeres med det, der hindrer individet i at træffe sine egne frie valg. Religionsfrihedens betydning må så underordnes dette liberalistiske princip.

Anderledes stod det til, da de grundlæggende menneskerettigheder blev forfattet, således som de fx blev formuleret i den amerikanske forfatning. Thomas Jefferson var ikke konservativ kristen som mange i hans samtid var det. Han var stærkt præget af oplysningstiden, men havde dog en vis veneration for visse historier om Jesus fra Det Nye Testamente. Nok så vigtigt, Thomas Jefferson formulerede de grundlæggende menneskerettigheder i en kulturel sammenhæng, hvor den kristne tro spillede en væsentlig rolle i de fleste menneskers liv. Han formulerede derfor de grundlæggende menneskerettigheder på baggrund af en intuitiv fornemmelse for religionens betydning for menneskelivet.

I det 20. århundrede blev vi vidner til samfundssystemer, der byggede på en ideologi, hvor religionen blev forstået som noget, der var skadeligt for fremskridtets sag, sådan som det var tilfældet i Sovjetunionen i mange år. Her blev religionen ikke forbudt. Det blev blot fremhævet, at religionen var en privatsag og derfor ikke noget, man skulle vise hensyn til i det offentlige rum. Inger Støjberg mener også, at religion er en privatsag, og derfor kan man ifølge hende også bede muslimer om at holde ferie, når de faster, så deres faste ikke forstyrrer os andre (som indtil nu dog næppe er blevet forstyrret af denne muslimske skik).

Omskæringsdebatten og Inger Støjbergs seneste udfald mod muslimer viser, hvad der sker, når moderne progressive kræfter forsøger at fremme deres syn på det gode samfunds indretning. Det afsløres, at man ikke har den samme intuitive forståelse for religionens betydning i almindelige menneskers liv, som forfatterne til de fundamentale menneskerettigheder tydeligvis var i besiddelse af. Det viser, at sekulariseringen har sin pris. Sekulariseringen får muligvis den konsekvens, at det jødiske mindretal ikke længere kan bo og trives i Danmark, som de ellers har gjort det i århundreder, ligesom muslimer tilsyneladende må finde sig i at blive chikaneret af en minister, hvis mavefornemmelse modsiges af solid lægefaglig evidens.

Det moderne og humane vestlige samfund er ikke en selvfølge. Det bygger på en grundlæggende anerkendelse af de fundamentale friheds- og menneskerettigheder. Disse bliver dog truet, når samfundet bevæger sig væk fra det, som var selvindlysende, da de fundamentale frihedsrettigheder blev formuleret, nemlig at religionsfrihed er en menneskeret og derfor noget, vi skal kæmpe for og ikke give køb på.

Klaus Vibe
Adjunktvikar, cand.theol., studieleder