Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Selv i krisetider lever vi videre

Min erfaring er faktisk, at Brinkmann har ret: Vi har klaret alt muligt andet, så vi klarer nok også denne situation!

Selv i krisetider lever vi videre

For nyligt læste jeg en interessant artikel af Svend Brinkmann med titlen Selv i krisetider lever vi videre – også når Fanden kravler på væggen.

Brinkmann fortæller, at han havde haft fornøjelsen af at medvirke i ”Året der gik”, som er DR’s traditionsrige nytårsprogram. Under interviewet havde han nævnt, at ”alt i alt er der ikke noget, der tyder på, at de kommende år bliver lette og konfliktfri. Det har altid været svært at være menneske og lave samfund.”

Det budskab var for dystert for DR, som efterfølgende valgte at klippe det ud af udsendelsen. Ifølge Brinkmann var udsagnet ellers ”tænkt som opbyggeligt og håbgivende […] Vi har nemlig klaret alt muligt, så vi klarer nok også de nuværende kriser”.

Jeg har let ved at følge Brinkmann i det stykke. De senere år har på mange måder været vanskelige. Og vi står som samfund over for alvorlige kriser med fortsat krig i Europa, klimaudfordringer, mangel på energi og inflation.

På MF har vi tilmed et meget synligt symbol på den eksisterende krise i form af det byggeri i haven, som er gået helt i stå, fordi entreprenøren er gået konkurs. Byggeriet blev blandt andet til på mit initiativ, og der går ikke mange dage, hvor det ikke fylder i mine tanker:

”Hvor længe vil entreprenørvirksomhederne fortsat skulle presses af en historisk høj inflation, stigende renter og stigende priser på byggematerialer, råvarer og brændstof?”

”Hvor sandsynligt er det, at priserne falder til et mere realistisk niveau i år?”

”Kunne jeg havde gjort mere for at gardere os mod denne situation?”

Her må jeg så skynde mig at indføje, at jeg faktisk fortsat er optimistisk i forhold til, at vi nok skal finde en god vej for byggeriet. De dygtigste folk arbejder med opgaven, og min erfaring er faktisk, at Brinkmann har ret: Vi har klaret alt muligt andet, så vi klarer nok også denne situation!

2022 har været et lærerigt år i den forbindelse. For bare et halvt år siden så vi ind i tre kæmpe udfordringer.

  1. Dimensioneringspolitikken forhindrede en stor del af vores studerende i at blive optaget direkte på kandidatuddannelsen ved Aarhus Universitet
  2. Beregninger viste, at vi i løbet af få år ville få et stort økonomisk underskud, som vi næppe ville kunne dække gennem øget indsamling
  3. Vores store byggeri gik i stå, fordi entreprenøren gik konkurs

Det så umuligt ud, men i løbet af det seneste halve år har vi fundet en løsning, som både sikrer de studerende en mere sikker uddannelsesvej frem mod pastoralseminariet og reducerer udgifterne til et mere realistisk niveau.

Der er ingen garanti for, at der ikke vil opstå nye kriser i 2023. Vi lever i en meget urolig verden, og historisk set har MF altid måttet leve med en vis usikkerhed. Det har været normaltilstanden og vil også være det fremover.

Alligevel er det med ro i sindet og god portion optimisme, at vi nu tager hul på et nyt semester. Vi har klaret alt muligt andet – og med Guds hjælp og vejledning klarer vi nok også alt det, som ligger foran os i 2023.

Med ønsket om et velsignet nytår!

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder ved Menighedsfakultetet og daglig leder af FIUC-Aarhus