Gå til indhold

Tanker om corona, klimaet og Guds skaberværk 

Under coronakrisen har jeg læst en bog af en type, jeg ikke plejer at læse: Mickey Gjerris’ klimabog fra 2019: Upraktisk håndbog i lysegrønt håb.

I bogen kalder forfatteren til mere naturforundring. Det er en god pointe. I stedet for at sætte sig selv og sine små anliggender i centrum, skal vi se hen til Guds store natur – og forundres. Det er en god bibelsk tanke, som vi også møder i salme 8 i Det Gamle Testamente:  

 

Salme 8, 4: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der…  

 

Med sine fingre har Gud skabt det vældige himmelrum. Hvor stor må Gud ikke være, når Han har sat månen og stjernerne på plads, ligesom vi andre sætter ting på plads i et køkken? Og hvor små er vi i grunden! Det er vi blevet mindet om nu, hvor en enkelt mystisk virus dukkede op og forandrede alt i Danmark og store dele af verden. Vi mennesker tror ofte, at vi kan så meget, og så skal der kun en lille coronavirus til, før alt er forandret i vores hverdag.  

 

Vi har grund til at forundres over naturen. Og allermest til at forundres over Gud. Hvor var du, da jeg grundede jorden, spurgte Gud Job – sig frem, om du har nogen indsigt (Job 38,4). Nej, hvor meget forstår vi egentlig? Måske kan coronakrisen blive en hjælp til at minde os om vores afmagt og Guds storhed, så vi får lidt mere af den sande indsigt. Naturforundring, og dybest set: Guds-forundring.  

 

På en Ga-Jol-pakke læste jeg engang en sentens, der åbenbart skulle gå for at være visdomsord: Et menneske er lige så meget værd, som det regner sig selv for. Det er helt forkert, og ganske i modsætning til et bibelsk menneskesyn. Nogle ser sig i spejlet og regner sig selv for intet værd, men det er ikke ved at se sig selv i et spejl, at man finder sin sande værdi. Man må se i Guds ord. Salme 8 beskriver menneskets værdi som Guds fornemste skabning: 

 

hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?  

 

Den almægtige Gud husker det mindste menneskebarn på jorden og han har en opgave til os. Med gaven kommer ansvaret:  

 

… Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde… 

 

Gud satte sine børn til at forvalte sit skaberværk under ansvar. Dyrene og jorden er lagt under vores fødder. Vi har pligt til at dyrke jorden og ret til at opdrætte og spise dyr. Men det skal ske under ansvar, og det gør det ikke altid. Det syndige menneske tænker på at udbytte jorden og naturen, så man får mest mulig til sig selv. Det var ikke Guds tanke. Han satte sine børn til at forvalte alt under ansvar over for Skaberen, der gav os det hele. Ham, der er vores kære Fader, der holder os oppe midt i coronakrisen og andre kriser.  

 

Dyrene og jordens ressourcer er og bliver Guds, men vi får lov at være forvaltere over det en kort tid. Kloden er ikke vores, men Guds. Derfor skal hverken klimaet eller mennesket i centrum, men Gud.     

Kurt Ettrup Larsen
Professor, akademisk leder, dr.theol.