Gå til indhold

Tornebuskens Gud

Gud åbenbarer sig for Moses i en brændende tornebusk. Gud i tornebusken er et overset tema i GT, som Jesus identificerer sig med.

Tornebuskens Gud

Da Moses i mange år havde travet rundt i ørkenen i spidsen for en flok af brægende får, skete der en dag noget aldeles mærkværdigt. Han fik øje på en tornebusk, der stod i høje flammer, uden at busken brændte ud (2 Mos 3). Da han nærmede sig for at undersøge dette usædvanlige fænomen, opdagede han til sin rædsel to endnu mere besynderlige ting: At Gud talte med høj røst inde fra den flammende busk, og at denne Gud var ingen ringere end fædrenes Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Den Gud, som havde været tavs gennem så mange generationer, og som Moses kun kendte gennem vage fortællinger om fædrene, talte nu pludseligt ud fra en stikkende busk foran ham. Det har været skræmmende at opleve. Men Moses fik snart noget andet at tænke på end det underlige, at den levende Gud åbenbarer sig et så unaturligt sted som i en tornebusk.

En bagvendt måde at åbenbare sig på

Man skulle synes, at høje og statelige træer ville være mere passende for himlens Gud at åbenbare sig gennem. I Sinajs ørken er det ikke vanskeligt at finde grandiose og statelige træer, som kunne være naturlige steder for Guds majestætiske tilsynekomst. På Moses’ tid var der akacietræer i ørkenen, som kunne blive mere end fem meter høje. En del steder var der kilder, hvor høje, slanke daddelpalmer groede rundtom.

Alligevel vælger fædrenes Gud ikke at tale til Moses ud fra en fyrstelig palme eller et højt, slankt akacietræ. Han åbenbarer sig ud fra en busk af stikkende grene.

Da Gud udtalte sin dom over mennesket efter syndefaldet, sagde han til Adam, at “tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig” (1 Mos 3,18). Det er et andet ord for “tjørn”, der bruges i 1 Mos 3. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Gud vælger at åbenbare sig for Moses gennem det, som om noget repræsenterer Guds dom over menneskelivet i syndefaldets verden, en tornebusk.

I jødisk teologi har man ofte set tornebusken som et symbol på israelitternes hårde trælletilværelse, da de var i Egypten. Gud identificerer sig med sit lidende folk ved at tale igennem det, som om noget giver smerte og lidelse i livet: en busk af stikkende torne.

Det kan der være noget om. Alligevel ligger der mere i den måde, som Gud åbenbarer sig på for Moses, end at han identificerer sig med sit lidende folk. Når Gud agerer for at frelse, åbenbarer han sig gennem noget simpelt, ringe og nedværdigende. Han er anderledes end menneskers forestillinger om ham.

Tornebuskens Gud

Moses har ikke kunne glemme det med Gud i tornebusken. Godt 40 år senere og en hel ørkenvandring efter, at han blev kaldet ved tornebusken i ørkenen, udtaler han en velsignelse over hvert af de tolv stammer (5 Mos 33). Da han kommer til Josefs stamme, siger han, at Gud vil velsigne Josefs land med alskens herligheder. Så kommer Moses med det forbløffende udsagn: “med nåde fra ham, der bor i tornebusken” (33,16). Den Gud, der skænker Josef nåde, er ham, der bor i tornebusken. Det er noget karakteristisk ved Gud. Det er en nutidig virkelighed. Det med tornebusken er ikke bare en bizar hændelse i fortiden, men er en dækkende beskrivelse af den levende Gud her og nu. Moses ønsker ikke “nåde fra ham, der bor i himlen”, men fra “ham, der bor i tornebusken”. Den Gud, som Josef (og alle andre) skal hente nåde fra, er tornebuskens Gud.

Jesus og tornebusken

Det interessante er, at Jesus også bekræfter denne side af GTs gudsbillede. Jesus taler ofte om, at det, som GT forudsiger og håber på, nu bliver virkeliggjort gennem hans tjeneste (f.eks. Luk 10,23-24). Men Jesus fremhæver også tornebuskens Gud.

I Luk 20,37-38 siger Jesus til saddukæerne, at hans himmelske far netop er tornebuskens Gud: “Og at de døde opstår, har også Moses tilkendegivet i stykket om tornebusken, når han kalder Herren for «Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud». Den Gud, som gør døde levende, er ham, som åbenbarede sig i en tornebusk.

Gud åbenbarer sig i det ringeste og mest simple, en tornebusk. Selv blev Jesus ikke skånet for tornebuskens virkelighed, da han blev kongekronet med stikkende grene taget fra en tornet busk. Gud bøjede sig så langt ned, at han viste sin herlighed gennem en tornebusk.

På den måde er Gud i GT og Gud i NT den samme.

(efter idé af prof. Herbert H. Klement, Wuppertal)