Gå til indhold

Tynd religion?

Har kulturreligion og voldsreligion noget tilfælles?

Engang, da min kone Eleonora underviste i en time på en sygeplejeskole om handicap og pårørende, og også kom ind på det med troen, spurgte en af eleverne bagefter lige så tøvende, om Eleonora kunne sige lidt om, hvor man finder en ”kristendom med lille k”. – Det var jo en fremragende formulering, som jeg forstår sådan, at den store Kristendom nok ville være for meget som komplet livssyn og livsstil; men en overkommelig, nedtonet kristendom var det, hun syntes, hun kunne magte.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste Pernille Stensgaards meget interessante artikel Helst ikke for meget Gud i Weekendavisen, #16, 2019: Den hidtidige opsplitning ”mellem sande troende og overfladiske koncert- og juleaftenskristne forsvinder”. Stensgaard skildrer, hvordan de kulturkristne blev ”skældt ud, drillet, hånet og ironiseret over, siden de blev peget ud som andenrangskristne engang i 1980erne”. Men nu er der flere og flere, som tager afstand fra denne opsplitning mellem ”sølvkristne og guldkristne”.

I ældre tid talte man varmt om ”den lille mands lille tro”; og som jeg selv bliver ældre (og kan se, hvor lille en tro jeg i virkeligheden selv har), så begynder jeg at forstå noget af det. Måske har vi i vores berettigede og nødvendige missionsiver gjort tærsklen for høj og stillet mennesker over for alt for tungt et system, hvor man skal købe hele pakken for at høre til. Og allerværst: Det er jo hændt og hænder stadig, at vi ”fælder dom før tiden”, selv om det er præcis det, Paulus forbyder os (1 Kor 4,5) og vil have meninger om, hvem der er ”indenfor eller udenfor”.

Så langt er jeg helt med. – Men jeg kom så også til at tænke på et udtryk, Yale-professoren Miroslav Volk i 2004 introducerede, da han i et interview beskrev thin religion, tynd religion (On Being, 4-8-2005). Det var, bemærkelsesværdigt nok, i forbindelse med fænomenet religiøs, fanatisk vold, som vi jo ellers forbinder med det stik modsatte af kulturkristendom, kulturislam etc. Men kulturreligionen og voldsreligionen har det tilfælles, at de reducerer religionen til enkelte overskrifter og enkelte udtryk! Det er en overfladisk religiøsitet, den har ingen dybde, ingen tekstur – og den har ingen modstandskraft i svære tider. Den støtter sig ikke til troens lange historie af refleksion og praksis.

I Stengaards artikel er det tydeligt, at der i kulturkristendommen ikke blot sker en fortynding eller nedtoning af den store, tunge Kristendom; der sker hos mange af de citerede også en markant omtolkning: Kristendom handler ikke om at tro på Gud, men om at udleve de ”kristne værdier”!

Så mens vi vitterligt må respektere og rumme den ”kristendom med lille k”, som mange efterspørger og praktiserer, så må vi også inspirere den til at søge de dybder og den substans i troen, som kan give den modstandskraft i svære tider.

 

Leif Andersen
Lektor, cand.theol.