Gå til indhold

Universitetspolitik i forklædning  

Formand for FrikirkeNet Tonny Jacobsen har i forlængelse af en debat i Kristeligt Dagblad reflekteret over spørgsmålet, om man kan drive videnskabelig forskning på en teologiuddannelse med et konfessionelt grundlag. Problematikken er højrelevant for Menighedsfakultetet, og derfor gengiver vi Tonny Jacobsens refleksioner i dette blogindlæg.

Universitetspolitik i forklædning  

‘Det er simpelthen et umuligt argument, at teologiske fakulteter med et konfessionelt udgangspunkt ikke kan drive videnskabelig forskning.’ 

Menighedsfakultetet i Aarhus og Dansk Bibel-Institut i København bedriver ikke videnskabelig teologi. I hvert fald ikke, hvis man skal tro indlægget den 6 december i Kristeligt Dagblad fra professor i teologi fra Aarhus Universitet, Svend Andersen.  

Det må siges at være noget af en påstand, når man ser ned over de akademiske kvalifikationer hos institutionernes undervisere. Det gør Svend Andersen så heller ikke. Han postulerer i stedet, at de ikke kan være videnskabelige, da de har et konfessionelt udgangspunkt. Så læser man – stadig ifølge professoren – nemlig sin egen dogmatiske forståelse af kristendommen ind i bibelteksterne. Det må man så antage, at underviserne på teologi i Aarhus og København ikke gør. De tager i stedet den historisk-kritiske forskning til efterretning. Det gør man, ifølge Andersen, åbenbart ikke på Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut.  

Nu findes der jo andre teologiske fakulteter i verden end dem i Aarhus og København. Så vidt jeg ved har omkring halvdelen af de teologiske fakulteter et konfessionelt udgangspunkt – luthersk, katolsk, baptistisk, ortodokst, reformeret osv. De må ifølge Svend Andersens logik så også være uvidenskabelige. Dermed er fx fakultet i Oslo (luthersk), samt de kendte fakulteter i Göttingen (luthersk) og Tübingen (luthersk og katolsk) uvidenskabelige. Så vidt jeg ved, har de danske universiteter ingen problemer med at have forskningsmæssigt samarbejde med dem. 

Det er simpelthen et umuligt argument, at teologiske fakulteter med et konfessionelt udgangspunkt ikke kan drive videnskabelig forskning. Og det er useriøst at hævde, at forskere fra sådanne fakulteter ikke tager den historisk-kritiske metode alvorligt i deres tekstlæsning. Metoden er ét af værktøjerne i teologens værktøjskasse. Og intet værktøj arbejder selv. Det bruges af personer, som bruger det med en forforståelse.  Resultatet af forskningen vil bære præg af den forforståelse, man bruger værktøjet med.  

Jeg vil desuden sætte spørgsmålstegn ved, om de teologiske fakulteter i Aarhus og København nu også er så ubundne. De har ganske rigtigt ikke et formelt konfessionelt udgangspunkt, men reelt er de meget lutherske i deres perspektiv og tradition. De er gearede til at uddanne præster, som passer ind i den danske folkekirketradition. Det var den aflæsning, der fik mig som frikirkemand til at tage min teologiske uddannelse ved et engelsk universitet, som efter min mening har en større teologisk spændvidde blandt undervisere og studerende, end jeg kan finde i Danmark. 

Som tilskuer til debatten får jeg den klare fornemmelse, at den i realiteten ikke drejer sig om videnskabelighed, men om universitetspolitik. De statsfinansierede teologiske fakulteter bryder sig ikke om, at private aktører tiltrækker deres potentielle elever og rokker ved universiteternes monopol på at levere præster til den danske folkekirke. Så kan man jo angribe dem for – uvidenskabelighed. Kunne det ikke være mere frugtbart at spørge sig selv: hvad mon der får unge studerende til at sige nej tak til SU for at kunne gå på de omtalte to institutter, hvor de oven i købet får længere studietid? Kunne det måske endda tænkes, at de statsfinansierede teologiske fakulteter kunne lære noget af Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-institut?  

Tonny Jacobsen, ph.d., formand for FrikirkeNet  

 

Nils Andersen
Landssekretær