Kirkeministeriet har nedsat en dåbskommission på opfordring fra biskopperne. I kommissoriet for arbejdet hedder det, at den skal overveje eventuelle mindre ændringer af dåbsritual og dåbspraksis. Der argumenteredes derimod ikke med de generelt faldende dåbstal. Det kunne man godt have gjort, for dåbsprocenten er desværre lav: Af børn født i 2021 blev kun 56 pct. døbt i løbet af deres første leveår. Dåbskommissionen har ikke fået til opgave at iværksætte tiltag for at rette op på disse triste tal. Først i 2025 skal der komme en rapport fra kommissionen, så der er en lang ventetid. Mens vi i kommissionen overvejer de ’mindre ændringer af dåbsritualet og dåbspraksis’, har jeg lyst til at slå noget andet fast, nemlig at barnedåben ikke bare er rigtig, men faktisk også vigtig.
Det er rigtigt at døbe børn
Siden 1500-tallet har der været kristne, der ud fra Bibelen går ind for det, de kalder ’troendes dåb’, dvs. at dåb skal kun udføres på mennesker, der er nået til en personlig tro på Gud og Jesus og selv kan bekende dette og give udtryk for, at de ønsker at følge ham. Det kan spædbørn ikke, og derfor taler man også om ’voksendåb’. Nogle henviser til rækkefølgen i Jesu ord som argument for dette: ’Den, der tror og bliver døbt, skal frelses’ (Markus 16,16).
Når vi i den lutherske kirke finder det rigtigt at døbe spædbørn, gør vi det ikke ud fra et enkelt bibelord, men ud fra en række bibelske tanker, der tilsammen peger tydeligt i retning af barnedåb. I Israels folk kom drengebørn gennem omskærelsen på 8. dag til at høre til i Guds folk – og når dåben i Ny Testamente sammenlignes med en omskærelse (Kol 2, 9-12), ville det være naturligt for de første kristne at tage deres nyfødte børn med ind i Guds folk gennem barnedåben. Da evangeliet kom til Europa første gang, tog Lydia imod ordet, og hun og hendes husstand blev døbt (Ap.Gern. 16,15-16). Det er på ingen måde udelukket, at der i hendes husstand også var mindreårige børn, der så altså også blev døbt. Det ville svare til Jesu holdning over for de små, som disciplene ville afvise, men som Jesus selv tog imod, fordi Guds rige også var for dem (Mark 10,14).
Ser man kirkehistorisk på emnet, så er der ingen af de første kristne, der går ind for ’troendes dåb’. Derimod taler nogle meget gamle skrifter om barnedåb, og da kirkefaderen Tertullian omkring år 200 skrev, at man med fordel kunne udsætte dåben, så gjorde han det under den forudsætning, at børn på hans tid faktisk blev døbt!
Så – både Bibelen og kirkehistorien peger klart i retning af, at det er rigtigt af kristne forældre at lade deres børn døbe som små.
Det er vigtigt at døbe børn
Bliver man ikke frelst ved troen alene? Er Gud ikke i stand til at frelse mennesker uden dåb? Kom røveren på korset ikke i Paradiset uden at være døbt?
Sådanne spørgsmål dukker op, og hvad skal man sige til det?
I Markus 16,16 står der: ’Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den der ikke tror, skal dømmes’. På den ene side kan man se, at troen er det altafgørende. Uden den kan man ikke blive frelst, heller ikke selvom man er døbt. På den anden side kan man også se, at Jesus har angivet to veje til at blive frelst: Dåben og Troen. Dåben må også til.
Det samme sagde Jesus i samtalen med Nikodemus: ’den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige’ (Joh 3,5). I dåben virker Gud gennem sin Ånd og vandet, og derfor kan dåben formidle en ny fødsel, og den genfødsel har vi brug for, for at komme ind i Guds rige. Vi er syndere af natur (Ef 2, 1-3), og har brug for en ny fødsel for at passe ind i Guds himmel. Den får vi i dåben. Det kan være meget svært for os at forstå tankemæssigt, men så må vi lade os nøje med at holde os til Jesu egne ord.
I Ny Testamente vidste apostlene, at dåben var vigtig. Da 3.000 mennesker på den første pinsedag ville frelses, spurgte de: Hvad skal vi gøre? Og Peter svarede: Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse (Ap.Gern. 2,38). Ligeså, da en etiopisk hofmand havde hørt evangeliet om Jesus og var kommet til tro, spurgte han evangelisten Filip: ’Se, der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?’ – han er som en selvfølge gået ud fra, at Guds vej til frelse hedder tro og dåb. ’Troen alene’ er et godt princip, som Martin Luther har lært os, men på Luthers tid handlede det om troen alene i forhold til gerninger. Luther ville aldrig sige: Troen alene i forhold til dåben.
Når man møder de indvendinger: Er Gud ikke i stand til at frelse mennesker uden dåb? Kom røveren på korset ikke i Paradiset uden at være døbt? kan man ikke svare det bedre end Erik Pontoppidan gjorde det i sin gamle katekismusforklaring: Dåben er et nådemiddel, som Gud har bundet os til, men han har ikke bundet sig selv til det.
Den almægtige Gud kan i sin kærlighed frelse en røver på korset uden dåb. Han kan også frelse et udøbt barn. Han har ikke bundet sig selv. Men vi er bundet til at følge Jesu gode ord i Bibelen, og det gælder også, når han taler om dåbens nødvendighed. Vi har brug for at blive genfødt, og han har i sin visdom og kærlighed indstiftet dåben som midlet hertil.
Kurt E Larsen
Professor, dr.theol.
Medlem af Dåbskommissionen
