Efterår er de seneste år blevet tid for en begivenhed, som mange børn sætter højt. Græskarmænd og bloddryppende monstre fylder billedet mange steder. Halloween er blevet en del af et moderne dansk børneliv – uanset om man vil det eller ej.
Mange steder er kirker rykket med på holdet. For at møde børn og unge, hvor de faktisk er, hvilket jo er en rosværdig intention.
Alligevel vil jeg nu slå et slag for, at vi ikke falder for tivolisering. Der er noget, som for mig at se er langt mere oplagt: at kirker, kristne hjem og organisationer i højere grad gør Allehelgen til en mærkedag, også for børn og unge.
Begravelsen var det bedste
En bibelfortælling, som jeg har brugt i mange sammenhænge, er historien om Abraham, Sara og den store familie. Det er en Godly Play fortælling, hvor jeg bruger en sandsæk og nogle helt enkle træfigurer, der går rundt i sandet. En langsom fortælling med tid til eftertanke. Undervejs i fortællingen sker det, at både Sara og til sidst Abraham dør og bliver begravet i sandet. Det sker i stilhed, med en velsignende hånd over sandet. Når jeg efterfølgende spørger børn, om der var noget, de særligt godt kunne lide i fortællingen, sker det ofte, at nogen siger: ”det bedste var, da de døde og blev begravet.”
Når børnene svarer sådan, sker det ikke for at lave sjov. Men fordi de er optaget af, at her kan vi også tale om det, der er svært. Det, som mange andre voksne går i en bue udenom.
Dorte Toudal Viftrup, religionspsykolog og forsker på SDU, arbejder for tiden på et projekt omkring børns åndelighed og interviewer i den forbindelse børn i folkeskoleregi. Efter et interview med en gruppe elever i 3. klasse vendte en dreng sig mod hende på vej ud ad døren og sagde: »Det var sgu meget dejligt at snakke om døden. Det ku’ jeg godt li’. Jeg troede sgu kun, at man måtte tale om døden med præsten.” (Omsorg, 2022)
Børn har brug for voksne, der ikke løber væk, når det er svært. Og i kirken har vi ikke bare plads til at tale om døden – vi har også et svar. Et håb midt i det, der kan gøre bange eller fylde med sorg.
Plads til det svære – også for børn
Det er helt afgørende, at vi ikke harmoniserer i mødet med børn og unge. En bæredygtig kristen tro er en tro, der kan rumme hele livet.
Mange børnebibler og kristne børnebøger er farvestrålende og tiltalende. De rummer billeder af en smilende Jesus, omgivet af glade mennesker. Det kan virke tillidsvækkende. Men børn skal ikke være ret gamle, før de kan opleve, at det billede ikke holder. Eller at det i hvert fald må suppleres. Også børn oplever sygdom, ensomhed, død. Forældre, der går fra hinanden. Børn kan blive mobbet eller føle sig udenfor. Og selvom man beder til Jesus, går det sjældent væk på et splitsekund.
Allehelgen giver plads til både sorgen og håbet. Som voksne kan vi føle smerte ved at deltage i en Allehelgensgudstjeneste. Samtidig er det for mange et godt og vigtigt sted at stoppe op. Børn og unge kan have brug for det samme. Om de har mistet eller blot har brug for at forholde sig til døden. Et børneliv er sjældent uden mørke. Et ungeliv kan være farvet af tab og sorg, som kammerater ikke altid kan rumme. Derfor er det godt at tænde lys. At høre ordene fra ham, som siger: ”Jeg er opstandelsen og livet.”
Det er så meget stærkere end græskarlygter og zombier. Kunsten er så at finde vejen til børn og unge, uden at blive fanget i gys, gru og edderkoppespind.