Sandbecks omvendelsesløse kristendom er ubibelsk og forførisk
Teologen Lars Sandbeck, som er lektor på Folkekirkens Videns og Udviklingscenter bragte for nylig i Kristeligt Dagblad en udlægning af verdensdommen i Matthæusevangeliet kapitel 25. Sandbeck plæderer for, at alle mennesker bliver frelst til sidst ud fra en tankegang om, at Gud er kærlig og ikke kunne finde på at sende nogen i Helvede. Problemet er imidlertid, at Sandbecks tanker strider mod Jesu umisforståelige ord om, at han på den store dommedag vil skille menneskeheden i to: de frelste og de fortabte.
Det er barsk og alvorlig tale. Men vi må i vores bibellæsning lade Jesus sige, hvad han vil, også når hans ord kolliderer med vore teologiske kæpheste. Ellers risikerer vi at danne os en gud i vort eget billede, som ikke er andet end et luftkastel.
Sandbeck er ikke ene om at hævde, at alle mennesker bliver frelst til sidst, den tankegang kan vi også møde blandt præster i folkekirken. Men det bliver den ikke rigtigere af. Vel er det utvetydigt klart i den bibelske åbenbaring, at Guds udtrykkelige vilje er, at alle bliver frelst. Heldigvis! Det er vores grundlag for håbet om frelse. Men Sandbeck og flere med ham synes at overse, at der er mennesker, som ikke er interesseret i at blive frelst eller at have med den kristne Gud at gøre.
Sandbecks teologi kolliderer med Bibelen, og det vækker min uro, at han kan komme til at forkynde fred, hvor der ikke er fred og love mere end, der er dækning for. Dermed kan han bidrage til at give mennesker en falsk tryghed og til, at danskere undgår at tage personligt stilling til Jesus. Det er fatalt, for Ny Testamente sætter os over for et vigtigt valg i mødet med Jesus.
Frelsen tilbydes os alle som en gave, fordi Jesus bar alle menneskers synd, og fordi Gud har forligt verden med sig selv, som Paulus forkynder i 2.Korinterbrev 5,18. Det er evangeliet til os! Men Paulus standser ikke ved at proklamere denne objektive forsoning. Han opfordrer indtrængende til subjektivt at tage imod den frelse, Gud har beredt: ’Vi beder på Kristi vegne: lad jer forlige med Gud’.
Gud er kærlig, og Bibelen er hans kærestebrev til en fortabt verden, ja hans frieri til os. Og hvordan forholder man sig til en frier? Man træffer et valg: vil jeg være hans, eller vil jeg ikke? Gud inviterer os til bryllupsfest, og som til en hver anden invitation, må vi afgøre, om vi vil med, eller ej. Gud nøder os gennem evangeliet. Men det er i Jesu lignelser kun dem, der tager imod indbydelsen, der rent faktisk kommer med til festen.
Det handler om omvendelse og tro.
Både Johannes Døberen og Jesus indledte deres offentlige forkyndelse med ordene: ’Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet’. Og det sidste Jesus sagde til sine disciple efter sin opstandelse var: ’Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.’ Lukasevangeliet 24,46-47.
Jesu forkyndelse sigter altså efter at kalde os til omvendelse. Det må kirkens forkyndelse også i dag.
Apostlene fulgte dette spor. Vi ser det fx i Peters pinseprædiken på jødernes spørgsmål om, hvad de skulle gøre: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn…’ Apostlenes Gerninger 2,38.
Påstanden om, at alle bliver frelst til sidst, holder ikke i mødet med den bibelske åbenbaring. Gud forventer en respons på sin kærlighedserklæring. Evangeliet sætter os på valg. Det er Jesus selv, der siger det på denne måde: ’Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den.’
Den alvor må ikke tilsløres af teologisk ønsketænkning.
Nils Andersen
Landssekretær
