‘PÅ SØNDAG’

Der er en afgørende forskel på Jesu første og andet komme. Da han kom første gang, blev det holdt hemmeligt for de fleste. Når han derimod kommer anden gang, vil ingen være i tvivl.

Han kommer med den velsignelse, Gud havde lovet Abraham at bringe verden gennem en af hans efterkommere.

Evangeliet lærer os, at for Gud har vi værdi, uanset om vi ikke har noget arbejde, eller om vi sidder med der, hvor de store beslutninger tages. Vi skal ikke slide os trætte og bære mange byrder for at få Guds anerkendelse.

Guds rige er ikke synligt, som vi kender de forskellige lande her på jorden. Nej, Guds rige er helt anderledes. Det er usynligt til stede iblandt os. Alligevel er det en reel virkelighed her på jorden.

Jesus har et ømt punkt, og det punkt er os, hans små. Du og jeg er Jesu ømme punkt.

Her på Alle helgens dag bliver vi mindet om, at vi står i fællesskab med de mennesker omkring os, som Jesus også har tændt sit lys i. Og samtidig står vi i et fællesskab med dem, der er gået over på den anden side af døden, og som nu lever i evighedernes evighed.

Jesus har et ømt punkt, og det punkt er os, hans små. Du og jeg er Jesu ømme punkt.

Jesus taler her om Gud som gartneren, der graver og gøder det golde figentræ. Gud er som denne gartner. Han udviser uendelig tålmodighed med os, det golde figentræ. Og han håber sådan, at træet vil bære frugt næste år.

Uanset hvor længe vi har sløset med vores liv og misbrugt Guds gaver, så er det aldrig for sent at omvende sig. Det er aldrig menneskets fortid, der er det afgørende, men vores nuværende forhold til Jesus. Din fortid er måske nok så blakket, men har du brug for Jesus nu i dag, så må du regne dig selv for Guds barn.

Når jeg mærker missionsbefalingen tynge, tror jeg, det ofte hænger sammen med, at vi ikke nøjes med at udpege Jesus som den fantastiske, men tror, at vi selv skal repræsentere Jesus og fremstå som helt ekstraordinære eksempler på overskudsmennesker med moralsk pletfrihed.

Vi er ét med Jesus i tro og liv. Vi er dermed ikke sat til at skulle bære os selv og vores liv og identitet. Vi er i stedet kaldet til først og fremmest at være grene på vintræet.

Hvad mister jeg mon af handlefrihed og fornøjelser ved at kassere de gamle og kendte normer og værdier? Hvad går jeg mon glip af ved at følge rabbi Jesus? Da jeg havde de gamle vinsække, vidste jeg, hvad der var op og ned, og jeg kunne være tryg i at være, som de fleste er, og tænke som flertallet.

Selv der, hvor alt håb er ude, og legemet er i forfald, selv der, hvor sjælen har forladt et menneske, der er han opstandelsen og livet.

Får du prioriteret at sidde ved Jesu fødder og lytte til ham? Giv dig selv lov til at være en Mariakristen. Giv dig selv lov til at hvile dit hoved for alle pligter og så slappe af ved Jesu fødder og suge alt godt til dig.

Alt havde han mistet undtagen dette miserable liv, han nu førte. Så møder han Jesus, og pludselig får han noget at miste.

Der har aldrig været et menneske, som har bedt om tilgivelse for en synd, som ikke har fået tilgivelse. Aldrig! Aldrig nogensinde. Vi må lade Jesu ord gælde her: Al, virkelig al synd og bespottelse skal tilgives mennesker.

Der har aldrig været et menneske, som har bedt om tilgivelse for en synd, som ikke har fået tilgivelse. Aldrig! Aldrig nogensinde. Vi må lade Jesu ord gælde her: Al, virkelig al synd og bespottelse skal tilgives mennesker.

Når Gud ankommer i et menneskes liv, røber vores reaktion, hvordan vores forhold til Jesus er. Byder vi ham velkommen, eller siger vi: ‘Ikke nu, Gud! Kan du ikke vente lidt med at blande dig i min tilværelse?’

Gud har nogle tanker og planer med verdens byer, som vi må øve os i at tænke med på. Gud ser muligheder i selv de mest lastefulde og syndefulde byer. Og han har en plan med dem.

Den sande profeti lærer os at basere vores tro på et klippefast grundlag, nemlig at Jesus og hans død og opstandelse er det eneste, der holder, når storme hyler omkring os, og vandet truer med at rive vores livs hus omkuld. 

Den sande profeti lærer os at basere vores tro på et klippefast grundlag, nemlig at Jesus og hans død og opstandelse er det eneste, der holder, når storme hyler omkring os, og vandet truer med at rive vores livs hus omkuld. 

Menneskefrygt fører let til, at man bliver som en vejrhane, der hele tiden forsigtigt stikker fingeren i vejret, og spørger sig selv: ‘Hvad mon de andre mener?’  

Den rige unge mand stiller det mest centrale spørgsmål, et menneske kan stille; nemlig hvordan får jeg evigt liv?  Og så sender Jesus ham bare afsted uden at være særlig imødekommende. Det er ikke særlig klogt gjort ud fra en evangeliserende synsvinkel. Jesus gør faktisk alt, hvad han kan, for at skuffe ham. 

Peter ønsker en lidelsesfri Kristus. Han ser ikke behovet for, at Jesus skulle gå korsvejen. Der må være en anden løsning på menneskets problemer, tænker Peter.

Det er Gud selv, den almægtige og evige og fuldkomne Gud, vi skal måle os med. Alt det med kun at elske dem, der også elsker os, er alt for billigt, siger han.

Han blev tabt for sin far i det øjeblik, han besluttede sig at forlade sin far. Han kunne i og for sig have levet et pænt og anstændigt liv ude i det fremmede, være en velanskrevet borger, en eksemplarisk ægtemand og far. Men det ville alt sammen ikke gøre fra eller til. Han ville stadig være den fortabte søn.

Den Jesus, vi her møder, er ikke ligefrem diplomatisk. Her har Jesus ellers chancen for at blive populær. Men nej, det forsøger han ikke på. I stedet siger han: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor…’ Værsgo. Der er ikke megen salgstale over de ord.

Hvad gør manden ved det kæmpe overskud, han har genereret? Eller hvad har denne overflod gjort ved manden? Jo, den tager ham til fange, og han lader sig indfange.

Befalingen går ikke på at døbe. Nej, den går på at gøre mennesker til hans disciple. Vi må som kirke aldrig gå på kompromis med Jesu befaling om at gøre mennesker til hans disciple. Det er et vigtigt perspektiv at have med i disse år, hvor dåbstallet falder…

Efter sin himmelfart siger Jesus til disciplene, at de skal vente i Jerusalem, indtil de bliver iført kraft fra det høje. De skal vente på Helligånden. De skal vente tålmodigt, være udholdende og vedholdende.

Vi er på ingen måde faderløse børn, der må leve deres liv adskilt fra hjemmets trygge rammer. Nej, Jesus bor i os ved sin hellige ånd.

Det er vores enhed som kristne, Jesus beder om. Han ønsker inderligt, at vi, som tror på ham, må være et.

Dagens nerve er afsked og en ny begyndelse. Begyndelsen på den kristne verdensmission og begyndelsen på disciplenes vandring og liv sammen med den opstandne Jesus.

Her, den allersidste aften i sit liv, beder Jesus for sine disciple. Han beder om, at de må blive bevaret i det evige liv.

Jesus sætter her fingeren på det ømme sted i vores forståelse af os selv som frie og oplyste mennesker, som selv mener, at vi har kontrol over vores liv og valg.

Jesus siger ikke, at kristendommen er vejen, sandheden og livet. Han siger heller ikke, at kirken er vejen, sandheden og livet. Og han siger slet ikke, at de kristne er vejen, sandheden og livet. Nej, sandheden er en person, ham selv.

Denne søndag er ofte kaldt den store hyrdesøndag, da næsten alle tekster i de bibelske læsninger kredser om hyrden og fårene.