Trinitatis søndag – Vinderhold

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matthæusevangeliet 28,16-20

På det vindende hold

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Trinitatistiden har navn efter treenigheden. I Sverige hedder tiden efter pinse ikke trinitatistiden. De tæller blot søndagene efter pinse. Det giver god mening, for hele perioden handler om livet i den nye pagts tid, som tager sin begyndelse pinsedag. Trinitatistiden begynder med en konstatering af Guds mission og den kristne kirkes sendelse til verden på trinitatis søndag. Derefter følger en lang række søndage, hvor Jesus tager emner op, som berører discipellivet. 

Troen 

En kinesisk kristen, der var på besøg i Danmark, spurgte undrende:

‘Må I godt offentligt reklamere for jeres gudstjenester og møder? Så må der da ikke være plads nok til alle dem, der kommer?’

Og vi må med skam indrømme, at der er rigelig med plads til dem, der tager imod invitationen. Hvorpå kineseren udbrød:

‘Stakkels jer, så er I den stakkels forfulgte kirke og ikke os.’ 

Mange ynder at kalde disse ord af Jesus for dåbsbefalingen. Men det er en stor misforståelse. Hovedudsagnsordet er nemlig ikke at døbe. Det er derimod at gøre til disciple. Til det formål har vi så to redskaber nemlig at døbe og at oplære.

Dåb kan altså ikke stå alene, og det giver ingen mening bare at døbe uden oplæring. Her er et korrektiv til vores folkekirkes dåbspraksis, hvor man døber rask væk hvem som helst – og mener, at man har opfyldt Jesu befaling om at gøre alle mennesker til hans disciple, når man har døbt så mange som muligt.  Men befalingen går ikke på at døbe. Nej, den går på at gøre mennesker til hans disciple. Vi må som kirke aldrig gå på kompromis med Jesu befaling om at gøre mennesker til hans disciple. Det er et vigtigt perspektiv at have med i disse år, hvor dåbstallet falder, og folkekirken visse steder i fx. København er nede på omkring 50%. Så nytter det ikke noget med drop in dåbsarrangementer, hvor glædeligt det end er, at voksne, udøbte danskere tager skridtet og lader sig døbe. Jesu discipelbefaling er også vigtig at have i baghovedet, når der i disse år arbejdes med dåbsritualet. Her må vi ikke glemme, at Jesu befaling går på at gøre mennesker til hans disciple, og at dåb og undervisning blot er redskaber til at opfylde denne befaling. 

En afgørende forudsætning for at kunne opfylde denne discipelbefaling er Jesu ord om, at han har al magt. ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …’ Gå derfor – fordi Jesu har al magt. Det giver ingen mening at forsøge på at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple, hvis ikke han har al magt.

Det kan vi dog godt komme til at tvivle på, når vi ser os omkring i denne verden. Her ser det ikke altid ud til, at Jesus har al magt. Og så kan vi let lade hænderne synke og miste modet. Og vi tænker: ‘Hvad nytter det alt sammen?’ Denne pessimisme præger især os her i den vestlige del af verden, hvor det mange steder står sløjt til med opfyldelsen af Jesu store befaling.

Men løfter vi vort blik og ser ud over hele verden, ser vi, at mennesker i tusindvis bliver døbt og oplært til at være disciple. Der er ganske enkelt tale om en enorm vækst i den kristne kirke i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Det må vi ikke glemme, når vi kan miste modet herhjemme over den kristne kirkes tilbagegang. Guds kirke er et, og når et lem glæder sig, så må resten af legemet også glæde sig. Jo, sandelig har Jesus stadig al magt. Vi er stadig på det vindende hold, når vi er sammen med ham. Den, der er på hold med Jesus, er altid på det vindende hold. Det er godt at vide, når vi slider med at opfylde hans befaling om at gøre alle mennesker til sine disciple. 

Vi kan måske være lidt ukonfortable med det her med at gå ud og gøre mennesker af anden tro til hans disciple. Hvem er vi, der tør pådutte andre vores tro? Men det er heller ikke det, vi gør, når vi driver mission. For det kan slet ikke lade sig gøre at pådutte et andet menneske vores tro. Kærligheden tvinger jo ingen. Og vi skal ikke af den grund nøjes med at føre en respektfuld dialog med muslimer og hinduer og ateister. En kristen må altid gå et skridt videre og præsentere vores medmennesker for evangeliet om Jesus. Vi ønsker at muslimer, hinduer og ateister skal komme over på det vindende hold med Jesus og dem, der allerede er blevet hans disciple. Vi kan slet ikke lade være med at fortælle om ham. For som apostlen Paulus skriver: ‘Thi Kristi kærlighed tvinger os…’ (2 Kor. 5,14) 

Udfordringen 

Er du tilbageholdende med at vidne om Jesus? Har du glemt, at du er på det vindende hold?