En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.
Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv:
»Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«
Jesus sagde da til ham:
»Simon, jeg har noget at sige dig.«
Han svarede:
»Sig det, Mester!«
»En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«
Simon svarede:
»Den, han eftergav mest, vil jeg tro.«
Jesus sagde:
»Det har du ret i.«
Og vendt mod kvinden sagde han til Simon:
»Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«
Og han sagde til hende:
»Dine synder er tilgivet.«
De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv:
»Hvem er han, som endog tilgiver synder?«
Men han sagde til kvinden:
»Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
Lukasevangeliet 7,36-50
Den kølige distance og den hæmningsløse hengivelse
Af Mogens G. Jensen
Tanken
På Jesu tid var det almindelig gæstfrihed, at man gav sin besøgende et velkomstkys og sørgede for, at han kunne få vasket og salvet sine fødder, så han kunne nyde et måltid efter en måske lang og støvet rejse. Ingen af disse former for almindelig gæstfrihed viser Simon. Han lægger dermed en kølig afstand til Jesus. Simon var nok interesseret i, hvad denne nye rabbi stod for. Det var jo derfor, han havde inviteret ham, men han ønskede ikke at identificere sig alt for meget med Jesus.
Den kølighed og den overfladiskhed, der præger Simon, virker meget in i nutiden. At vise os frem og ses med de rigtige mennesker (på sociale medier), men de dybe relationer er vi måske ikke samme grad så interesseret i. Men i mødet med Gud må vi stå ved, hvem vi i bund og grund er, nemlig brudte, selvoptagede og egoistiske mennesker.
Kvinden står ved, hvem hun er – og imødeser den fordømmelse og mishag, som uundgåeligt vil komme, når hun går på knæ og kysser Jesu fødder. Men der er et behov i hende, der er endnu større. Hun er godt klar over, hvem Jesus er – og hvilken forskel, han kan gøre i hendes liv. Det har Simon ikke begreb om.
Hun hører ikke til de indbudte gæster, men deltager alligevel i kulissen. De udstødte, og sådan må man betegne denne kvinde, der efter al sandsynlighed var prostitueret, var i en traditionel mellemøstlig landsby ikke nægtet adgang til at deltage i de offentlige middage, men de var placeret ved væggen, hvor de stille ventede på at få noget af resterne fra måltidet.
Troen
Det forventedes af en god vært, at han lod sin gæst få vasket sine fødder og dernæst smurt dem ind i salve, så han kunne føle sig veltilpas. I Mellemøsten anses fødderne for urene, og det var en hån at vende fødderne imod en anden. Til gengæld var det også meget værdifuldt at gøre noget godt ved en andens fødder. Og det ser vi til fulde i denne beretning.
Kvinden overdriver næsten at gøre det, som værten Simon undlod at gøre. Simon havde ikke givet sin gæst noget vand, så han kunne vaske sig. Kvinden bruger der imod sine tårer, som hun vasker Jesu fødder med. Hun har heller ikke noget håndklæde at tørre med. Derfor slår hun sit hår ud og tørrer fødderne med det. En grænseoverskridende handling, da det ansås som uanstændigt for en kvinde at slå sit hår ud for andre end sin ægtemand i ægtesengen. Temmelig vulgært har de tilstedeværende sikkert tænkt. Kan denne Rabbi da ikke se, hvad det er, der foregår?
Helt galt går det, da hun ublufærdigt begynder at kysse hans fødder. Men kvinden har ikke andre sprog end det erotiske til at vise sin taknemmelighed. Hun bruger det sprog, hun har lært på gaden. Og Jesus accepterer hendes kærlighedssprog. For han ser dybere end det rent udvendige. Han ser, hvad hendes hjerte er fuld af, nemlig af taknemmelighed over at hun hos Jesus har fundet tilgivelse for sit forspildte liv. Hun har fundet en pause hos Jesus. En pause midt i det liv, der synes at være ødelagt for hende. Hun har fundet en helle hos ham. Et fristed, hvor hun igen kan ånde frit.
Den svenske pinsepræst Peter Halldorf skriver i sin bog ‘Drik dybt af Ånden’ om den åndelige erfaring, de gamle ørkenfædre kaldte ‘Tårernes gave.’ At græde over sine synder. Når Helligånden berører et menneske, begynder det at græde. Græde over sit eget liv. Når Gud træder ind i vort liv, falder der en forklarelsens lys over vores tilværelse. Alt det skabte fremstår i et forklarelsens lys, og vi ser noget, vi aldrig har set før. Synet renses i tårernes dåb, som får hele verden til at skinne i lys. Inden i os vækkes en ny kærlighed til andre og til Jesus. Dette nye klarsyn er på en gang både fascinerende og skræmmende. Her bor sorgen over synden og glæden over frelsen i de samme tårer. Her sørger vi over det tabte Paradis og glæder os over, at vi har fundet det igen.
Jeg tænker, at det er sådan en oplevelse, kvinden har haft i sit møde med Jesus. Hendes mange tårer siger noget om hendes forhold til Jesus. Simons forhold til Jesus afslører også, hvad der bor i hans hjerte. Hans reserverede og lunkne modtagelse af Jesus viser, hvad der fylder hans hjerte.
Når Gud ankommer i et menneskes liv, røber vores reaktion, hvordan vores forhold til Jesus er. Byder vi ham velkommen, eller siger vi: ‘Ikke nu Gud, kan du ikke vente lidt med at blande dig i min tilværelse.’ Vores glæde over Guds ankomst i vores tilværelse siger alt om vort forhold til Jesus. For nogle er Jesu bare en uønsket gæst, mens han for andre er det bedste, der er sket i deres liv. Kristendom drejer sig om vores forhold til Jesus. Vores glæde over, at han har besøgt os – eller mangel på samme – afslører, hvad vi har modtaget af ham.
Kun han kan med fuld ret sige: ‘Dine synder er tilgivet!’ Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at nogle af de tilstedeværende undrende spørger sig selv: ’Hvem er han, som endog tilgiver synder?’ Og det samme spørgsmål må vi stille os selv. Ja, hvem er han? Det spørgsmål er det vigtigt at finde svaret på.
Udfordringen
Bruger du gerne det bedste, du ejer, og spenderer det på Jesus, eller placerer du ham helst i skammekrogen?
