Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget.
Han spurgte hende:
»Hvad vil du?«
Hun sagde til ham:
»Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«
Jesus svarede:
»I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?«
»Ja, det kan vi,« svarede de.
Han sagde til dem:
»Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde:
»I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«
Matthæusevangeliet 20,20-28
Størst af alt er at tjene
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Den snævre discipelflok omkring Jesus bestod af tolv personer. Inderkredsen bestod af tre: Peter, Jakob og Johannes, hvor Jakob og Johannes kaldes for Zebedæussønnerne, altså søn af Zebedæus. Det var de to og deres mor, der fremførte ønsket om særbehandling, nemlig de to fornemste pladser i Guds rige. I Matt. 4, 21 får vi at vide, at de to brødre Jakob og Johannes var fiskere sammen med deres far Zebedæus og var blandt de første, Jesus kaldte til at blive sine disciple. Og vi får at vide, at de straks reagerede på Jesu kald og forlod både båd og far og fulgte med Jesus. Han har lige omtalt sin nært forestående død (20,17-19). To af disciplene og deres mor har derimod tankerne på karrieremuligheder. Og de øvrige ti disciple bliver sure – velsagtens fordi de også kunne tænke sig disse pladser. I den forbindelse må Jesus indskærpe, at størst af alt er at tjene.
Troen
Jamen, er det ikke forargeligt? Her kommer Zebedæus’ hustru og forsøger at tigge sig til en hædersplads for sine sønner. Hun har virkelig ambitioner på sine to håbefulde sønners vegne. Hun prøver at pace dem. Kan man forestille sig nogen større synd? Hvad mon den tids pædagoger har ment om denne ærgerrige mor?
Men lige et øjeblik. Er hendes bøn virkelig så kritisabel? Er det så forkert, det hun gør? Hun beder jo hverken om lykke eller velstand, succes eller mirakler. Nej, hun beder blot om, at hendes to børn må få en plads hos Jesus. Kan man tænke sig nogen bedre og frommere bøn? Ok, hun strammer den måske en smule ved at bede om de bedste pladser. Men det ændrer ikke ved, at hun bad om det største, vi kan bede om for vores børn, nemlig den evige frelse.
Alligevel er det forkert, det hun beder om. For midt i det fromme ønske ligger der en magttrang gemt. Bag den ellers fromme bøn ligger der et behov for at være størst, at gøre karriere inden for Guds rige. Og den fare har kirken altid stået i. Magtambitioner i Guds rige har altid skabt splittelse.
Måske har du oplevet det sælsomme syn at se et par grævlinger løbe ud foran din bil og i lygternes skær begynde at slås med hinanden. Ganske vist er grævlinger nærsynede, men at de opfatter hinanden som en større trussel end din bil er altså snæversynethed ud over alle grænser. Måske grævlinger ville være en passende betegnelse for os kristne, når vi tænker på vores utrolige evne til at rode os ind i utallige indbyrdes konflikter. Vi opfører os ganske enkelt som nærsynede grævlinger, der er mere optaget af at bekæmpe hinanden end af den langt større trussel, de usynlige og de synlige kræfter, der truer med ødelæggelse og død. De kristnes enhed er alt andet end et internt kirkelig detailspørgsmål. Enheden er ikke en hobby, nogle få økumenisk indstillede teologer kan nørkle med, mens vi andre beskæftiger os med de virkelig vigtige sager. Splittelsen blandt Guds folk har konsekvenser for kirkens bærende forhold til Gud, til de kristne og til verden. Den splittelse oplevede de første kristne også. Her kommer det til udtryk i de to sønners bøn om at få en særlig plads i Guds rige.
Det giver Jesus anledning til at undervise sine disciple i Guds vrede over synden. Jesus valgte at give afkald på æren for at tjene os ved at dø for os.
Jesus kan ikke love de to brødre nogen særlig plads i sin fars rige. Men en ting kan han love dem, og det er, at de skal komme til at smage en smule af det bæger, Jesus alene kunne tømme. De skulle nemlig komme til at smage martyriet, døden for hans skyld. Om Jakob ved vi, at han døde martyrdøden omkring år 44, og om Johannes ved vi, at han højst sandsynligvis døde en naturlig død, men han måtte lide for sin tros skyld og sad landsforvist på øen Patmos til sin død. Det var det løfte, Jesus adskillige gange tidligere havde stillet sine disciple i udsigt. Men denne udsigt kan ikke sikre dem en særlig plads i Guds rige.
Jesus drak det bæger for os, bægeret med Guds vrede. Derved tjente han os ved at blive den mindste. ‘.. ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.’ På græsk bruges ordet ‘løsesum’ ofte om de penge, der skulle betales for at købe en slave fri. Jesus tjener os ved at give sit liv som en løsesum. Og det har han gjort for alle. ‘Mange’ betyder her alle, virkelig alle.
Udfordringen
Er du optaget af at gøre karriere i Guds rige, eller er du mere optaget af at tjene i Guds rige?
