Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham:
»Følg mig!«
Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham.
Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple:
»Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?«
Men da Jesus hørte det, sagde han til dem:
»De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte:
»Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«
Jesus svarede dem:
»Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«
Markusevangeliet 2,14-22
Evangeliets nye vin sprænger alle gamle sække
Af Mogens G. Jensen
Tanken
I den jødiske kultur var det almindeligt, at mange fulgte en jødisk rabbi, altså en lærer i Moseloven, og det var noget ærefuldt at blive antaget af en rabbi og inviteret til at følges med ham. At tolderen Levi var glad for denne indbydelse viser sig ved, at han inviterer venner og kolleger med hjem. Og det var ikke noget fint selskab, for toldere var ikke respekterede, men blev anset for at være landsforrædere. Men Jesus er ikke kommet for at frelse de vellykkede, men de mislykkede eksistenser. Det viste han ved at takke ja til Levis invitation.
Levi smagte evangeliets nye vin, den som ikke kan rummes i Lovens gamle vinsække, men kræver noget helt nyt.
Troen
Når Jesus finder vej til vore hjerter, sådan som han gjorde med Levi den dag, og Levi blev kaldet til at følge rabbi Jesus, forandrer det vores liv med Gud og hinanden. Det er det, der ligger i billedet med den nye vin på nye vinsække. Vi kan ikke bare fortsætte med at leve vores liv på samme måde, efter at Gud har berørt vort liv. Så sprænges de gamle vinsække. Nyt og gammelt kan ikke forenes. Det nye liv sprænger de gamle rammer og normer. Evangeliet om Jesu død, opstandelse og den tilgivelse, han møder os med, skaber så omfattende en forandring i vores forhold til Gud, at det ikke kan rummes i den måde, vi levede på, før vi lærte Jesus at kende.
Evangeliet giver os en helt ny identitet, og vores gamle identitet får mindre betydning. Jesus vokser, og jeg bliver mindre. Min nye identitet som Guds barn, der er retfærdig i Jesus, giver mig helt andre værdier, end jeg havde før. Nu kerer jeg mig mere om min fattige næste, i stedet for bare at rage til mig selv. Min nye identitet hjælper mig også til at navigere i tidens mange varme emner som klimakrise, oprustning, kønsidentitet, homoseksualitet, aktiv dødshjælp og abortgrænser.
Men det kan også være smertefuldt sådan at måtte lade de gamle vinsække ligge tilbage, efter jeg har mødt Jesus. Smertefuldt sådan at måtte kassere gamle og trygge vinsække, jeg indtil nu har haft min identitet i. Hvad mister jeg mon af handlefrihed og fornøjelser ved at kassere de gamle og kendte normer og værdier? Hvad går jeg mon glip af ved at følge rabbi Jesus? Da jeg havde de gamle vinsække, vidste jeg, hvad der var op og ned, og jeg kunne være tryg i at være, som de fleste er, og tænke som flertallet.
Jesus taler om at møde ham som en slags ny fødsel. Det er et godt billede på en kristens nye identitet. Fra at have levet ni måneder i sin mors trygge univers, mærker fosteret nu, at alt forandres. Det skal passere grænsen mellem indenfor og udenfor. Fra det ene øjeblik at få liv og næring fra navlestrengen til selv at skulle trække vejret og være et selvstændigt individ. Sådan er det, når Jesus berører et menneskes liv og han hælder ny vin på nye lædersække.
‘De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.’
Sådan siger Jesus, da nogle af farisæerne og de skriftkloge kritiserede ham for at have taget imod Levis indbydelse. De synes ikke om Jesu omgang med toldere og andre syndige eksistenser. Nogle gange kan jeg godt synes, at jeg møder den samme tendens hos mig selv og i nogle kirkelige kredse. Vi er da syndere sådan i almindelighed. Sådanne syndere på det jævne. Men når Gud virkelig berører mit liv, så viger jeg tilbage og siger: ’Nej, så slemt står det ikke til med mig alligevel. Så stor en synder er jeg ikke, at jeg har brug for en læge.’
Der findes forkyndelse, som ikke vil tale om synd, for det virker så livsfjendsk, og det nedbryder mit selvbillede. I stedet fokuseres der på, at jeg er skabt af Gud, at Gud elsker mig, og at jeg skal leve ansvarligt. Den vejleder mig om, hvordan jeg skal omgås mine medmennesker, jordens ressourcer og de mange valg, jeg skal foretage i livet. Eller forkyndelsen fokuserer mere på, hvor godt det er at være kristen, og man synger glade lovsange om, hvor herlig en Gud, vi tror på. Der er ikke noget urigtigt i sådan en forkyndelse. Men der er en fortielse. Den vil nemlig ikke minde mig om, at jeg er syg, og at jeg trænger til at gå til læge, at jeg er underlagt syndens magt. Og det er en alvorlig fortielse. Hvis jeg ikke bliver mindet om, at jeg er en synder, fristes jeg til at ignorere det. Jesus bliver måske min ven og mit store forbillede, men han bliver ikke min læge. Jeg ser måske nok hans kors som udtryk for hans kærlighed, men ikke som et sted for stedfortrædende forsoning.
Der er både en tid til at feste og til at faste, siger Jesus. Farisæerne anklager Jesus for at feste for meget. Han tager ikke Loven alvorligt, siger de. Det giver Jesus anledning til at forudsige sin død og lidelse. Til den tid skal mine disciple nok faste, siger han. Men nu skal vi feste, for endnu er jeg, brudgommen, hos jer.
Udfordringen
Tror du på Jesu magt over døden, selv om det kan se umuligt ud?
