Jesus sagde:
»Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret.
Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.
For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«
Matthæusevangeliet 23,34-39
Lad Golgatamønstret gælde
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Sankt Stefans dag afbryder for en kort stund fejringen af Jesu fødsel. Jeg har mødt flere, som absolut ikke kom i kirke anden juledag. De ville ikke have deres julefejring forstyrret af den blodige beretning om den kristne kirkes første martyr. Placeringen af Sankt Stefans dag midt i julefejringen kan ganske vist virke overraskende for os i dag, men dagen blev markeret i kirkeåret tidligt i kirkens historie, før kristmessen, juledag, fik sin plads i kirkeåret. Alligevel giver det god mening at minde os om martyriet i juletiden: En martyr er et menneske, som står ved sin tro og aflægger regnskab for sin tro på det lille barn i krybben, som selv blev den fornemmeste martyr.
Troen
Den liturgiske farve er rød. Den røde farve er Åndens farve og markerer kirkefest. Nu kan man nok spørge, hvad der er at feste for på en dag, hvor vi mindes en mand, der blev slået ihjel, fordi han troede på Jesusbarnet. Det, vi fejrer, er da heller ikke Stefanus’ død. Vi fejrer, at han var et menneske, som berettede om Jesus, og at han holdt fast ved denne tro på Jesus. Han var et menneske, som stod op for barnet i krybben og vidnede om ham, også når det kostede at tro. Han gjorde det samme som englene på markerne uden for Betlehem julenat. Han pegede på Jesus som frelserkongen Messias. For Stefanus og alle andre martyrer var troen på Jesus Kristus så stor og værdifuld, at de ikke kunne slippe denne tro, men stædigt holdt fast i den. Det har været kostbart for Jesus og kirken at bringe evangeliet til verden. For Jesus kostede det livet på et kors. Og for utallige mennesker har det også kostet livet. Men netop deres død er et vidnesbyrd for os. Et vidnesbyrd om at Jesu rige er et evigt rige. De gav deres liv, men lever nu hos Gud. Så lad os være vidner og samtidig bede for dem af vore søstre og brødre, som stadig betaler med den højeste pris for at vidne.
Da Maria og Josef kom til templet på ottende dagen efter fødslen, mødte de den gamle Simeon, der profetisk udbrød: ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges …’ (Luk. 2,34). Her finder vi forbindelsen mellem første og anden juledag. Allerede i selve julefortællingen finder vi kimen til modsigelse. Der var ikke plads til dem i herberget. Der var ikke plads til ham.
Der er en dyb sammenhæng mellem krybbe og kors i Jesu liv. Og det samme gælder vores liv som troende efterfølger af Jesus. ‘En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre’, siger Jesus. (Matt. 10,24-25). Der er altså et mønster, et Golgata-mønster, i en kristens liv. Jesu ord om at blive pint, slået ihjel og korsfæstet, pisket og forfulgt for hans skyld har fået sin opfyldelse utallige gange. Stefanus var en af de første, og utallige er fulgt efter. Mange siger, at det 20. århundrede har været det største martyrårhundrede nogen sinde. Man regner med 150.000 martyrer (Åbne Døres tal) for den kristne tros skyld hvert år i disse år. Rundt regnet 40% af alle kristne lever under restriktioner i udøvelsen af deres tro.
At være vidne hedder martyrios på græsk. At være et Kristus-vidne er ganske enkelt at udsætte sig selv for at blive martyr. Måske ikke martyr med livet som indsats. Men mindre kan være slemt nok. Måske har du levet med et ben i hver lejr. Du går i kirke, men tør ikke stå ved det om mandagen, nå andre frisk og frejdigt fortæller om weekendens våde oplevelser. Du tier stille og dukker hovedet for ikke at blive grinet af. Men som en Jesu discipel er du kaldet til at vidne, være martyr, også i de helt hverdagsagtige situationer.
Det er så let at sidde og skrive sådanne kristelige overvejelser som disse her, hvor jeg gør mig til herre over andres tro og liv. Det skal vi ikke. Men vi skal hver især gøre op med os selv, om vi vil lade Golgatamønstret gælde i vores egne liv.
Udfordringen
Er du villig til at stå ved din tro på Kristus, og lade det koste, hvad det koste vil? Hvor meget må din tro på Jesus koste dig? Din ære, din formue, dine relationer til din familie, din magelighed, dine rettigheder, dine privilegier, dit liv? Eller dukker du hovedet og tænker, at mindre vel også kan gøre det?